Det dystopiske univers fra The Handmaid’s Tale er langt fra færdigt. Nu er første trailer landet til den kommende spin-off-serie The Testaments, som udvider historien om det totalitære samfund Gilead – og denne gang med en ny generation i centrum.
Serien får premiere på Disney+ den 8. april og bygger på Margaret Atwoods roman af samme navn, der fungerer som en slags fortsættelse til hendes originale The Handmaid’s Tale-bog.
En ny hovedperson i Gileads verden
I front for serien finder man skuespilleren Chase Infiniti, som mange måske bemærkede i sidste års film One Battle After Another. Her spiller hun rollen som Agnes – en ung kvinde, der vokser op i Gileads strenge og kontrollerede samfund.
Agnes viser sig dog at have en direkte forbindelse til hovedhistorien fra den originale serie. Hun er nemlig den bortførte datter af June Osborne, den centrale karakter fra The Handmaid’s Tale, spillet af Elisabeth Moss.
Ved fødslen fik hun navnet Hannah, men efter at være blevet taget til fange i Gilead vokser hun op under et helt andet liv og en helt anden identitet.
Læs også:
Livet på en skole for fremtidige hustruer
Traileren giver et første indblik i Agnes’ hverdag i den dystopiske stat. Hun går på en streng skole, hvor unge piger bliver opdraget til at blive fremtidige hustruer i det autoritære system.
Skolen ledes af den velkendte karakter Aunt Lydia, der igen spilles af Ann Dowd – en figur fans af hovedserien vil kende som en af Gileads mest frygtede autoriteter.
Samtidig antyder traileren, at Agnes begynder at stille spørgsmål ved den verden, hun er vokset op i.
I et af klippene hører man hende reflektere over livet i Gilead og den historie, samfundet fortæller om sig selv. Ifølge hende kan det være lettere at acceptere en officiel fortælling end at erkende, at menneskerne omkring én måske slet ikke er de helte, de udgiver sig for at være.
En ny spiller med en hemmelig mission
Traileren introducerer også karakteren Daisy, som kommer til Gilead fra Canada. Hun bliver hurtigt en del af Agnes’ liv, da Aunt Lydia beder Agnes tage godt imod hende.
Men som det ofte er tilfældet i The Handmaid’s Tale-universet, er tingene ikke helt, som de ser ud. Daisy viser sig nemlig at have en hemmelig mission, som potentielt kan få stor betydning for historiens udvikling.
Historien bag The Handmaid’s Tale-universet
The Handmaid’s Tale startede som en roman af Margaret Atwood fra 1985, men fik for alvor nyt liv, da tv-serien af samme navn fik premiere i 2017. Serien følger June Osborne i et dystopisk USA, der er blevet forvandlet til den religiøse diktaturstat Gilead.
Her bliver kvinder frataget deres rettigheder, og nogle tvinges til at fungere som såkaldte handmaids – kvinder der skal føde børn for samfundets elite.
Serien er blevet rost for sin mørke tone, stærke karakterer og politiske undertoner, og den har gennem årene udviklet sig til en af de mest markante streamingserier i nyere tid.
Spin-off-serien The Testaments udvider universet ved at fortælle historien fra nye perspektiver – og ved at fokusere på næste generation, der vokser op i skyggen af Gileads regime.
Læs også: