The Glitch Mob - Love Death Immortality [Anmeldelse]
Første fulde album fra de populære amerikanere i 4 år lever desværre ikke op til forventningerne.
![The Glitch Mob - Love Death Immortality [Anmeldelse]](/image/crop/235468/100/100.jpg "The Glitch Mob - Love Death Immortality [Anmeldelse]")
![The Glitch Mob - Love Death Immortality [Anmeldelse]](/image/crop/235469/100/100.jpg "The Glitch Mob - Love Death Immortality [Anmeldelse]")
![The Glitch Mob - Love Death Immortality [Anmeldelse]](/image/box/235468/980/50000.jpg?oversize=1)
Efter rigtig lang ventetid er The Glitch Mob's andet fulde album endelig udkommet. Forventningerne til deres nye album har været tårnhøje siden deres sidste album Drink the Sea fra 2010 og EP, We Can Make The World Stop fra 2011. Igennem det sidste års tid har de frigivet teasere for at hype deres mange fans og her den 11. feb kom deres 2. album "Love Death Immortality" endelig.
Deres musik kan beskrives som heavy og distorted electro/dubstep med meget tunge basslines og lede synthisizer leads. The Glitch Mob's lyd blev defineret af Drink the Sea og disse tre meget talentfulde musikere fra L.A's musik har været yderst populær i GoPro edits til ekstrem sport på grund af deres høje energi nivau og aggresive sound.
Med al den hype der har været omkring albummet forventer man også et af geniale proportioner. Desværre går det hen og skuffer.
Deres musik kan beskrives som heavy og distorted electro/dubstep med meget tunge basslines og lede synthisizer leads. The Glitch Mob's lyd blev defineret af Drink the Sea og disse tre meget talentfulde musikere fra L.A's musik har været yderst populær i GoPro edits til ekstrem sport på grund af deres høje energi nivau og aggresive sound.
Med al den hype der har været omkring albummet forventer man også et af geniale proportioner. Desværre går det hen og skuffer.
Fakta
Kunstner: The Glitch MobLabel: Glass Air
Releasedato: 11. februar 2014
Genre: Electro/Dubstep
![The Glitch Mob - Love Death Immortality [Anmeldelse]](/image/box/235469/980/50000.jpg?oversize=1)
I forhold til forventningerne lever albummet ikke op til det fantastiske resultat man sidder med i tankerne. Der er ikke sket megen positiv udvikling i deres lyd og udtryk siden Drink the Sea og det er lidt bekymrende. Det nye album bliver meget hurtigt kedeligt at lytte til i længere stræk, på trods af deres ihærdige forsøg på at holde energiniveauet oppe. Det bliver for meget af den samme synth og uinspirerede beats, og minder mest af alt om noget der blot er en cashcow for The Glitch Mob. Man kommer til at savne de eksperimenterende trommer og beats fra Drink the Sea - hvilket de tre drenge fuldt ud er i stand til. Albummet mangler nytænkning og evolution fremfor forudsigelighed og ensartethed, noget der burde være essensen ved et hvert nyt album, uanset hvem man er.
På trods af dette er albummet stadig ikke en skandale, blot til den kedelige side.
Hver for sig fungerer numrene nogenlunde og vil helt sikkert spille en rolle i mange GoPro edits der kommer inden for den nærmeste fremtid. De har ikke tabt den stemning The Glitch Mob satte for dagen tilbage i 2010. Dog har de alle samme dynamiske opbygning. De starter med en præsentation af hoved temaet, efterfulgt af et mindre intenst og/eller stille stykke og slutter af med en mere intens udgave af hoved temaet - igen, forudsigeligt og kedeligt.
Sangene har hver lette og genkendelige synth hooks, men er næsten ikke til at skue fra hinanden i det lange løb. Albummet lyder ikke dårligt, det er slet ikke det. Det er velproduceret og lydmæssigt fint balanceret på den fine linje der skærer god electro fra larmende og rodet electro.
Can't Kill Us var den første, og eneste sang der blev releaset før resten af albummet og giver en god fornemmelse af resten af pladen.
På trods af dette er albummet stadig ikke en skandale, blot til den kedelige side.
Hver for sig fungerer numrene nogenlunde og vil helt sikkert spille en rolle i mange GoPro edits der kommer inden for den nærmeste fremtid. De har ikke tabt den stemning The Glitch Mob satte for dagen tilbage i 2010. Dog har de alle samme dynamiske opbygning. De starter med en præsentation af hoved temaet, efterfulgt af et mindre intenst og/eller stille stykke og slutter af med en mere intens udgave af hoved temaet - igen, forudsigeligt og kedeligt.
Sangene har hver lette og genkendelige synth hooks, men er næsten ikke til at skue fra hinanden i det lange løb. Albummet lyder ikke dårligt, det er slet ikke det. Det er velproduceret og lydmæssigt fint balanceret på den fine linje der skærer god electro fra larmende og rodet electro.
Can't Kill Us var den første, og eneste sang der blev releaset før resten af albummet og giver en god fornemmelse af resten af pladen.
- Mind of a Beast
- Our Demons (feat. Aja Volkman)
- Skullclub
- Becoming Harmonius (feat. Metal Mother)
- Can't Kill Us
- I Need My Memory Back (feat. Aja Volkman
- Skytouch
- Fly By Night Only (feat. Yaarrohs)
- Carry the Sun
- Beauty of the Undhidden Heart (feat. Sister Crayon)
Den endelige konklusion lyder på et vellydende, men yderst kedeligt album - Kom igen Glenn.
Stor 2'er
