Connery

The Forgotten

Ung mor på jagt efter sin søn, som ikke eksisterer - eller gør han?

5 ud af 6 stjerner
The Forgotten
For 14 måneder siden døde Telly Parettas søn, Sam. Sam forulykkede sammen med fem andre børn i et flystyrt, og lige siden har Telly, spillet af Julianne Moore (Hannibal, Magnolia, The Hours), sørget dag ud og dag ind over sin søns død. Telly går i terapi hos psykologen Dr. Jack Munce, spillet af Gary Sinise (Apollo 13, Forrest Gump). Samtidigt knirker ægteskabet med Jim - Anthony Edwards (E.R, In Cold Blood). En dag opdager Telly, at Sam mangler på et familiefoto, og det gør hende meget ked af det, og som tiden går, forsvinder flere og flere af billederne samtidigt med, at folk ikke længere kan huske, at Sam skulle have eksisteret. Jim forsøger at indlægge Telly, men hun er ikke villig til at tro, at Sam ikke eksisterer. Hun søger derfor hjælp hos Ash Correll (Dominic West, ), som er far til en pige, der også forulykkede i ulykken. Til at starte med kan han ikke huske sin datter, men Telly får ham alligevel til at huske. Men hvorfor er de de eneste, der kan huske deres børn - og hvorfor er der mange mennesker, der er interesserede i at få fat i Telly og Ash?

The Forgotten er en film om en mors kærlighed til sit barn blandet med et godt stænk X-Files. Man ved ikke rigtigt hvad der nu vil ske, og flere gange i løbet af filmen får man nogle gedigne overraskelser og chok. Julianne Moore er som altid glimrende, og hendes portræt af den sørgende mor Telly er særdeles stærkt. Dominic West gør det også fortrinligt som en lettere fordrukken tidligere ishockeyspiller, der drikker for at glemme sin datters død. I det hele taget lurer der mange spørgsmål i filmen, og det er svært at skrive mere om historien uden at røbe hvad det hele egentlig går ud på - faktum er, at The Forgotten er en meget stærk film, der formår både at underholde, skræmme, gribe en og fylde en med mystik.

Hvad er der egentlig sket med Sam og resten af børnene? Det kan en tur i biografen give dig svaret på.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce