The Ark - Prayer For The Weekend
Anakronistisk disco-glam fra svenske Grand Prix-darlinge.
Det er fortsat den storladne, kitschede poprock, som dyrkes af svenske The Ark på opfølgeren til 2005's State Of The Ark. Sådan har det været siden bandet i 2000 udsendte deres debut, og sådan vil det formentlig også blive ved med at være - især nu, hvor de svenske glam-nostalgikere netop har fået revival gennem deres førsteplads i den svenske udgave af Eurovisions Sangkonkurrence med nummeret Worrying Kind, som også er at finde på den nye cd.
Selvom man i Sverige har et langt mere ukritisk syn på Melodi Grand Prix-musik, end tilfældet er her til lands, er det ikke til at komme udenom, at fænomenet ikke just forbindes med musikalsk fornyelse. Og Worrying Kind er bestemt ingen undtagelse. The Ark er for så vidt både velspillende og underholdende, men der er absolut intet nyt at hente på hverken Grand Prix-hittet eller Prayer For The Weekend. Her er tale om humørfyldt, dansabel pop med rigelige mængder af discobas, pauker, melodiøst guitarspil og energisk kvindekor; catchy singalong-glam a la Queen møder ABBA på Marc Bolan-trip.
I forsanger Ola Salo har The Ark et festfyrværkeri af en forsanger, som ud over at have en misundelsesværdig god stemme, udemærker sig som blikfang for bandet med sine mange farverige, hjemmelavede scenekostumer. Han udfordrer den kedelige gennemsnitssvensker med sin pompøse attitude og sine bramfrie tekster, blandt andet i nummeret Absolutely No Decorum, hvor han med ordene "I've been kicked around now there's an a-bomb in my heart / And I know that times are rough but I won't play dead when I'm alive", gør det klart over for sine omgivelser, at han nægter at lade sig påvirke til at vokse sig ligeså grå og alvorlig som dem. Men til trods for State Of The Ark's positive budskab, når den langt fra op i de samme højder som The Ark's første albums. Det er svært for de glade svenskere at skjule, at de opererer inden for en død og fortærsket genre, og selvom Worrying Kind med stor sikkerhed vil forfølge os sommeren igennem via diverse radiostationer, har The Ark ikke begået et værk, som er værd at huske mere end et par måneder frem.
Selvom man i Sverige har et langt mere ukritisk syn på Melodi Grand Prix-musik, end tilfældet er her til lands, er det ikke til at komme udenom, at fænomenet ikke just forbindes med musikalsk fornyelse. Og Worrying Kind er bestemt ingen undtagelse. The Ark er for så vidt både velspillende og underholdende, men der er absolut intet nyt at hente på hverken Grand Prix-hittet eller Prayer For The Weekend. Her er tale om humørfyldt, dansabel pop med rigelige mængder af discobas, pauker, melodiøst guitarspil og energisk kvindekor; catchy singalong-glam a la Queen møder ABBA på Marc Bolan-trip.
I forsanger Ola Salo har The Ark et festfyrværkeri af en forsanger, som ud over at have en misundelsesværdig god stemme, udemærker sig som blikfang for bandet med sine mange farverige, hjemmelavede scenekostumer. Han udfordrer den kedelige gennemsnitssvensker med sin pompøse attitude og sine bramfrie tekster, blandt andet i nummeret Absolutely No Decorum, hvor han med ordene "I've been kicked around now there's an a-bomb in my heart / And I know that times are rough but I won't play dead when I'm alive", gør det klart over for sine omgivelser, at han nægter at lade sig påvirke til at vokse sig ligeså grå og alvorlig som dem. Men til trods for State Of The Ark's positive budskab, når den langt fra op i de samme højder som The Ark's første albums. Det er svært for de glade svenskere at skjule, at de opererer inden for en død og fortærsket genre, og selvom Worrying Kind med stor sikkerhed vil forfølge os sommeren igennem via diverse radiostationer, har The Ark ikke begået et værk, som er værd at huske mere end et par måneder frem.
