Filmanmeldelser
The Amazing Spider-Man
Er knap så Amazing, som man kunne have håbet på.
The Amazing Spider-Man – Trailer
http://www.youtube.com/watch?v=oX9ZT3RbYE4&feature=fvst
Det er ikke mere end 10 år siden, at Tobey Maguire første gang gav den som edderkoppe-manden på det store lærred. Alligevel mente tegneserieforlaget Marvel, at det var på tide at reboote serien og genfortælle skabelseshistorien for en ny generation.
Jeg satte mig fornyeligt og genså Tobey Maguires Spider-Man fra 2002 og må indrømme, at jeg havde glemt, hvor fantastisk en film det er. Historien indeholder alle de ingredienser en god superhelte film skal have, og Sam Raimi forstår at blande det alvorlige med det fantastiske til perfektion.
Efter gensynet, var jeg endnu mere uforstående overfor, hvorfor verden allerede har brug for at få fortalt den samme historie endnu en gang. Filmen er på ingen måde datet eller mindre underholdende end den var for 10 år siden. Ikke desto mindre er der altså nu en ny Spider-Man film i biograferne.
Som sagt er historien næsten identisk med 2002 udgaven, men der er et par småting, der er ændret. Især har Peter Parker fået en make over, så han i denne udgave er knap så nørdet som tidligere. I stedet er han gjort til en mere cool skater-agtig type, der godt tør forsvare de svage elever mod skolens bølle.
Han er lidt mere emo og går med hætte trøje og hører punk musik. Peter er i det hele taget blevet gjort lidt mere ”Twilight” trendy, en moderne teenager, som andre teenagere kan identificere sig med og se op til.
Problemet med det er bare, at der på en eller anden måde ikke er stor nok kontrast mellem Peter Parker og Spider-Man. Parker er simpelthen blevet for sej for sit eget bedste.
Til gengæld er der en lille ting, der har gjort Spider-Man mere tro mod den oprindelige udgave af tegneseriehelten. Han kan nemlig ikke på magisk vis skyde spindelvæv fra sine håndled, som han kunne i Tobey Maguire udgaven, men har i stedet opfundet en slags ”webgun”, som nu er en del af hans kostume.
Men om denne nye seje udgave falder i god jord hos Spider-Man fans, er jo spørgsmålet.
Filmens stærkeste punkt er helt klart det visuelle. Instruktøren med det passende navn Marc Webb har tydeligvis ladet sig inspirere af computerspillet Mirrors Edge 2, der benytter sig meget af ”Point of View” altså, hvor kameraet er Spider-Mans synspunkt. Det gør at man nærmest føler, at man ER Spider-Man, når han svinger sig rundt i New Yorks skyskrabere.
Marc Webb insisterede også på at lave så mange af filmens utrolige stunts som muligt i virkeligheden, og kun benytte computereffekter, når det var højst nødvendigt. Det gør helt afgjort en kæmpe forskel, og giver mange af scenerne, hvor Spider-Man for alvor er i action, et mere jordnær og troværdigt præg.
Filmens 3D-effekter er dog ikke videre imponerende, og er man i tvivl om, hvad man skal vælge, så kan man sagtens ”nøjes med” 2D versionen. Eller også skal man spare pengene og blot gense Spider-Man fra 2002, for det afgjort en bedre film. Se den evt. iført 3D briller…
Drengerøvsfaktor: 100%
Teknisk information:
Original titel: The Amazing Spider-Man
USA, 2012
Instruktør: Marc Webb
Medv.: Andrew Garfield, Emma Stone, Rhys Ifans, Denis Leary, Martin Sheen og Sally Field
Genre: Action/Eventyr/Fantasi
Billedformat: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1/DTS/SDDS
Længde: 136 min
Premiere dato: 3. juli 2012
Distributør: Walt Disney Studios Motion Pictures/Sony Pictures