Connery

Testkørt: Volvo EX30

Volvo hæver barren for forventningerne til en kompakt elbil

Det ville være syndt at sige, at der ikke har været en vis hype omkring Volvos næste elektriske bil, siden den første gang blev fremvist i juni. Hypen har medier - som os, selvfølgelig været med til at skabe, og af og til kan den være galt afmarcheret. 

Den store indledende wow-faktor over Volvo EX30 kom i form af det flotte design, et - på databladet - pænt teknologisetup og ikke mindst og meget afgørende: Prisen. 

Volvo EX30 skal nemlig forhandles herhjemme til en pris der starter i blot 274.000 kroner. Det gør på nuværende tidspunkt Volvos kommende elbil til en af de billigste elbiler på markedet - og det plejer ellers ikke at være en identitetsmarkør for Volvo. Så ja, Volvo EX30 har allerede fået en del opmærksomhed - men kan det virkelig passe, at man kan få en god Volvo til den pris?

Nu har jeg haft mulighed for, indledningsvist, at rulle et par ture i den kommende elbil - og jeg må bare sige, at jeg stadig er begejstret - mens jeg samtidig har fået en bedre forståelse for, hvorfor Volvo kan gå ud og sælge EX30 til et nærmest underskærende prisleje. 

I forbindelse med denne artikel, inviterede Volvo mig til Barcelona, for at få muligheden for at testkøre en Volvo EX30, inden den kommer til Danmark. 

I modsætning til de øvrige tests du i disse dage kan se og læse, fra danske motorjournalister, har jeg prøvet kræfter med en model udstyret med en enkelt motor og long-range batteripakke - derfor er mine køreoplevelser ikke baseret på topmodellen, "den hurtigste Volvo nogensinde", men derimod den mere hverdagsvenlige og økonomiske variant, som formentlig er den, som flest danskere potentielt ville overveje at anskaffe sig, når det kommer til stykket. 

Den helt specifikke testmodel er en Volvo EX30 Single Motor Extended Range Ultra - der ifølge Volvos priskonfigurator ender med en vejledende salgspris på 361.000 danske kroner. 

Til sammenligning koster Core-versionen med den store batteripakke 309.000 kroner, og her går man så glip af ekstraudstyr som interiør-belysningstemaer, elbetjent bagklap, parkeringsassistent, 360-graders kamera, Harman Kardon soundbar og ikke mindst panoramatag.

Altså er det selvsagt en anden og knapt så tech-tung elbil man får, hvis man ret beset går efter den billigste udstyrsmodel. Træerne vokser ikke ind i himlen, og heller ikke denne gang. Når det er sagt, så lad os kigge på, hvad det rent faktisk er vi har med at gøre. 

ANNONCE
Det er ikke svært at se SUV-drømmene i den lille Volvo EX30 - Foto: Mikkel M. Vermeulen - Testkørt: Volvo EX30 Det er ikke svært at se SUV-drømmene i den lille Volvo EX30 - Foto: Mikkel M. Vermeulen

Mini-SUV eller kompakt crossover? 

Ved første øjekast ligner Volvo EX30 en halvstor slæde, og æren for det udtryk, tilfalder bilens prominente design. Volvo talte stolpe op og ned om designet, der er inspireret af Volvos klare stil og nordiske designtraditioner - og jeg er selv helt pjattet med looket - Volvo EX30 er en veldesignet elbil, der trykker på en masse af de helt rigtige knapper, i forhold til, hvad der pt. driver formen for, hvad den generelle bilkøber med sans for detaljen er på udkig efter. 

Volvo EX30 kan ved første øjekast synes større end den egentlig er. Det ved Volvo godt, og i de obligatoriske indledningstaler, blev bilen flere gange omtalt som en ægte mini-SUV. Den betegnelse er en meget selvopfundet titel, og virkeligheden er, at vi har at gøre med den pt. mindste bil i Volvos program, og selvom den låner design-sensibilitet fra de større SUV'er, er den i bund og grund en kompakt bil med crossover-form. 

ANNONCE

Overraskende komfortabel og velkørende

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg måske ikke havde forventet en fantastisk køreoplevelse med den lille elbil. Alligevel har jeg været virkelig positiv over køreoplevelsen, der både satte mig ud på dybt vand med myldretid i Barcelonas bymidte og kaos, og samtidig et par timers hårnålesvingende fornøjelse i det opgrænsende bjerglandskab i det catalanske. 

Som sagt blev jeg sat i førersædet på den baghjulstrukne Single Motor Extended Range. Den model er udstyret med en 200 kW motor - eller 272 hestekræfter. Og mens den ikke er racer-hurtig, som topmodellen, er den overraskende manøvreringsvillig med et friske køreegenskaber. 

Som mange andre elbiler holder den et rigtigt pænt greb i vejen, også når man presser den i svingene, eller har god fart på langs motorvejen. Den velkørende performance havde jeg måske i nogen grad forventet fra Volvo - men at det på samme tid er lykkedes dem at gøre EX30 virkelig støjsvag fra kabinen, er et pænt resultat. Der er ingen mærkbar støj fra hverken hjul eller blæst og roen i kabinen matcher den, man finder i større, tungere og langt dyrere luksus-elbiler - så det er et pluspoint. Komforten er i øvrigt rigtigt godt hjulpet på vej af affjedringen, der elegant sluger selv relativt insisterende rumlestriber. 

Hvordan med opladningen af EX30?
Givet min relativt korte testtur, har jeg ikke haft mulighed for selv at prøve opladningen af, ligesom jeg i øvrigt primært kan forholde mig til Volvos opgivede WLTP-rækkevidder (der dog efter mit bedste skøn, holder hvad de lover). 

Single Motor EX20 kan i alle henseender lade med 11 kW fra en hjemmelader, mens den på større batteri med Ultra-pakken kan trække op til 22 kW. 

På hurtigladeren vil man være i stand til at kunne trække en peak-effekt på 134 kW for Single Motor Standard, mens Extended og topper af ved en opladning på 153 kW på hurtigladeren. 

Ladehastighederne som Volvo opgiver er rimelig standard for klassen, men uden at kunne teste det af i virkeligheden og alt efter reelle ladekurver, er det ikke noget der rigtigt kan afsiges en dom omkring på nuværende tidspunkt. 

ANNONCE
Det "centraliserede" cockpit. - Testkørt: Volvo EX30 Det "centraliserede" cockpit.

En kabine af minimalistisk designmentalitet 

Volvo EX30 er uden tvivl en bil med en mission - på mange måder er den inkarnationen af Volvos missioner og visioner for fremtiden - og selvom den kommende kæmpeslæde EX90 er et imponerende teknologisk udstyrsstykke, er en bil som Volvo EX30 alt andet lige en bil, der kommer til at sælge i meget højere antal - den prisbillige elbil, der essentielt er udstyret til at kunne håndtere den lille familie og være en god hverdagsbil, har formentlig været udgangspunktet. 

Med EX30 har Volvo været på et benhårdt arbejde for at strømline og simplificere antallet af valgmuligheder for forbrugeren. Det har resulteret i en bil, der sælges med fire forskellige interiør-løsninger og fem forskellige lakeringer til udvendigt. De fire interiør-kombinationer kalder Volvo for "rooms". Rooms dækker over kombinationen af sæder, indtræk, overfladematerialer og endda gulvtæppe - og hver især med en ret specifik stil. Fællestrækket, er at store dele af de forskellige kabine-muligheder gør god brug af genbrugte materialer. 

Jeg skal forsøge mig, forholdsvis overskueligt, at fremhæve de interessante aspekter i de fire interiør-muligheder, der har fået de respektive navne: Indigo, Breeze, Mist og Pine.

ANNONCE
Indigo-interiør - Foto: Volvo Cars - Testkørt: Volvo EX30 Indigo-interiør - Foto: Volvo Cars

Indigo
Indigo-interiøret byder på et relativt klassisk farvespektrum, i mørke og mørkeblå farver - og i øvrigt interiør-varianten som kommer med basis-udgaven af EX30. 

Her bruger man til sæderne en kombination af genbrugte tekstiler og Nordico-materialet der er fremstillet af blandt andet fyrretræsolie. Beklædningspladerne på instrumenteringen er skabt af 50% denim-fibre, hentet fra genbrugte jeans

ANNONCE
Mist-kabine - Foto: Volvo Cars - Testkørt: Volvo EX30 Mist-kabine - Foto: Volvo Cars

Mist
Mist er et andet udtryk igen, det lysegrå indtryk er inspireret af skandinavisk mode (siger Volvo), med sæder der benytter en 30% uldblanding, dækblader beklædt med hørfibre, og et generelt roligt og stilrent udtryk. 

Breeze-interiør - Foto: Volvo Cars - Testkørt: Volvo EX30 Breeze-interiør - Foto: Volvo Cars

Breeze
Breeze kabinen er et interessant bekendtskab, hvor sædernes tekstil er inspireret af moderne sneakers - her benytter man en 3D-strik, til at skabe at glat og åndbart materiale, der ikke så lidt minder om Nikes 3D flyknit eller måske i endnu højere grad et tekstilmønster der minder om Ultraboost-vævet i de populære Adidas-sneaks. 

Dækpladerne i Breeze-stuen er et nistet plast-finish, der er lavet med granulat, som er indvundet fra gamle PVC-rammer binduer og rullegardiner. Det lyder underligt, men fungerer faktisk rigtigt godt i virkeligheden.

ANNONCE
Pine-interiør - Foto: Volvo Cars - Testkørt: Volvo EX30 Pine-interiør - Foto: Volvo Cars

Pine 
Pine, åbenlyst inspireret af de svenske nåletræsskove er min personlige favorit - her har sæderne fået en polstring af mørkegrøn uldblanding kombineret med rundhåndet brug af den grå læderlike-materiale Nordico.

Ligesom i breeze pakken bliver panelerne i kabinen dækket af med plader belagt af hørfibre, i en varm grå nuance.

ANNONCE
Hastighedsinformationer? Dem henter du i øverste venstre hjørne på midterskærmen.  - Testkørt: Volvo EX30 Hastighedsinformationer? Dem henter du i øverste venstre hjørne på midterskærmen.

En centraliseret og materialebesparende indretningsfilosofi

Centralisering er et nøgleord for Volvo EX30. Det er det overliggende designtræk, der med et trylleslag gør op med alle unødvendige og overflødige funktioner, for at samle alt mod midten. Og hvis man skal opnå et vist prispunkt, kan mange ting gå hen og være "unødvendige". 

I praksis betyder det, at Volvo har sløjfet alt hvad der hedder førerdashboards og dedikerede fysiske knapper. På samme måde er der ikke pakket tons af elektronik i dørene - de er faktisk så "clean", at der hverken er knapper til vinduer eller højttalere - i stedet har døren et - lækker - mekanisk metalhåndtag til at åbne døren, og en smule opbevaringsplads i dørsiden. 

Al førerinformation positioneres altså på den 12" store infotainment-skærm, mens der på midterkonsollen er blevet plads til knapper til elruderne og centrallåse-funktionen. And that's almost it. 

Dog har man som fører et udvalgt af navigationsknapper på rattet, mens blinklys, viskere og lys kan manuelt styres fra den venstre pind, mens pinden på højre side af rattet er gearvælger. Simpelt, men effektivt. 

Øvelsen i den meget minimalistiske instrumentering er nok ikke gennemført uden en lille skelen til pioner-konkurrenterne hos Tesla, og på den måde lykkedes det Volvo at kunne skabe en strømlinet elbilsinstrumentering, der ikke bliver overdrevet kompleks og bøvlet på en produktionslinje. 

Nu studsede du måske over, at jeg sagde: Ingen højttalere i dørene. Det er korrekt. I stedet har Volvo valgt at smække en fuldfed soundbar op under instrumentbrættet op ved vinduet. Det er et super velfungerende træk - som jeg dog kun har kunne teste i topmodellen, hvor soundbaren er en 9-enheds pouncy sag fra Harman Kardon - der faktisk spiller overvældende godt. (Standard-udstyrspakken er en ikke-brandet soundbar udstyret med fem højttalerenheder, som jeg ikke har haft mulighed for at lytte til).

Kræver tilvænning
For en ikke-Tesla kører som mig, kræver det en smule tilvænning, ikke at have speedometer og andre informationer lige bag rattet. Tesla-kørere har i årevis sagt, at man sagtens kan vende sig til at have alt på et centreret dash - og tilvnænning kan gøre meget. Men på en halv dag, får man ikke bugt med gamle vaner. Her kunne jeg have ønsket, at Volvo som minimum havde placeret et heads-up display, som kunne smide et par fine informationer direkte op på forruden, men sådan er det ikke blevet. Et head-up display ville komplicere den i forvejen simple opsætning, og på samme tid gøre soundbar-visionen sværere at gennemføre - så med Volvo EX30, skal du altså venne dig til at kigge mod centerkonsollen. 

Men ellers fungerer centraliseringen ganske godt.
Det android-baserede infotainmentsystem er relativt let at have med at gøre - den nederste del af skærmen er dedikeret til køretilstandsspecifikke indstillinger, klimastyring og haveri-blink, og resten af skærmen mere omskiftelig. Som noget nyt i en Volvo understøtter setuppet både trådløs Android Auto og Apple CarPlay, og der er selvfølgelig også integreret trådløs opladning, i "telefonholderen" under infotainmentskærmen. 

ANNONCE
Kopholder-skuffen i Volvo EX30 - Testkørt: Volvo EX30 Kopholder-skuffen i Volvo EX30

Videre i centraliseringsånden finder man lige under centralskærmen et lille og meget praktisk handskerum - mens armstøtten gemmer på en smart adaptiv kopholderfunktion, der også dublerer som tingel-tangel skuffe. 

Voksne mænd på bagsæderne i EX30 - Testkørt: Volvo EX30 Voksne mænd på bagsæderne i EX30

God plads, trods alt. 

 For en kompakt elbil er pladsen i EX30 godtaget. På forsæderne er der god plads, takket være den rummelige EV-platform - også ud mod dørene, der jo som bekendt er trimmet for unødvendig fylde. 

På bagsæderne er pladsen også nogenlunde. Jeg kan lige akkurat "sidde bag mig selv", med en højde på 1.80 meter, det lykkedes primært på grund af den trods alt gode siddehøjde, og med panoramatag føles det ikke som om himlen falder ned over en. Hvad der dog er helt sikkert, er at man ikke - komfortabelt - ville kunne stable 5 voksne mænd i en Volvo EX30, og satse på at verden stadig står efter 2 timers kørsel. Men det er heller ikke et løfte, som jeg ser Volvo EX30 stå med. Det er nærmere en fornuftig hverdagsbil til den lille familie - og børn på bagsæderne er absolut ikke et problem. 

ANNONCE
Her bagagerum i brug med hævet bund - Testkørt: Volvo EX30 Her bagagerum i brug med hævet bund

I tilkøb kommer bilen selvfølgelig med ISO-FIX beslag på bagsæderne, mens bagagerummet, for bilens størrelse, virker nogenlunde rummelig, med en dobbelt-bund, der giver en lastvolume på 318 liter. Og for at gøre det lettere at finde ud af, hvad man egentlig kan stable i det bagagerum, har Volvo lavet et lille kort, der på ikonografisk vis, stiliserer at du nok kan få plads til et sæt golfkøller, et par ikea-møbler eller en kombivogn til den lille (Personligt har jeg været meget nysgerrig på, om det er til at presse en fuldvoksen maxi-barnevogn i Volvo EX30. Det må jeg efterhånden konkludere, bliver en svær mission - i hvert fald uden at skulle skille den ad i atomer - eller lægge sæderne ned).

Det pæne størrelse bagagerum bliver i øvrigt en lille smule større, af, at man i stedet kan gemme på sine beskidte ladekabler i det 7 liter "store" frunk, under bilens motorhjelm. 

ANNONCE
Volvo EX30 - Testkørt: Volvo EX30 Volvo EX30

Volvo EX30: Stilsikker, støjsvag og overraskende overkommelig

Efter at have rullet mig igennem Barcelonas travle gader, lagt øre til volvo-designere fra en ende af, for til sidst at undslippe både larm og forcerede indtryk i det omkringliggende bjerglandskab, er jeg nået til det sted i artiklen, hvor jeg skal svare på følgende: Kan Volvo egentlig leve op til hypen - er prisen for god til at være sand?

Volvo EX30 lever i mange aspekter op til hypen og overgår til tider forventningerne. Selve designet og bilens minimalistiske tilgang til en kabine virker på en gang overvældende og giver indtrykket af en gennemtænkt elbil. 

Pris og kvalitet hænger som oftest sammen, og det gør det også med Volvo EX30, hvor det er tydeligt at Volvo er på en mission om at gøre elbilen mere tilgængelig for nye grupperinger af bilister. 

Det kan virke som om, at der måske er klippet en tå hist og her, men alt tyder på at Volvo virkelig har afvejet produktionsomkostningerne, uden at skulle gå på kompromis med hverken sikkerhed, komfort og køreoplevelse.  Kompromiset er i balance.

Mens grundmodellen måske ikke vil gå op i helt den samme høje enhed, som de mere luksusprægede udstyrsvarianter, står Volvo EX30 tilbage som en model, der virker klar til at møde dagligdagens behov og morgendagens forventninger. 

ANNONCE
Volvo EX30 Kort Oversigt

Dimensioner

L/B/H: 4.233/1.836/1.555 mm
Hjulbase: 2.650 mm
Bagagerum: 318L 
'Frunk': 7L

Ydeevne (Single Motor)

272 hk / 343 Nm
0-100 km/t: 5.7 s
Rækkevidde: Op til 344 km (Extended Range: Op til 475 km)
Opladning: Hjemme 6-8 t / DC 26-27 m

Interiør

5 sæder, Splitbagsæde 60/40
ISO-FIX beslag
Ergonomisk design

Teknologi

LED-forlygter med AHB
Adaptive Cruise Control
Trådløs Apple CarPlay og opladning
5G og OTA-opdateringer
Harman Kardon lydsystem

Sikkerhed

Avancerede sikkerheds- og assistentsystemer
BLIS, ISA, Lane Keeping Aid
Collision Avoidance, WHIPS

Miljø

CO-emission: 0 g/km
Forbrug (kombineret/by): 16.7/12.1 kWh/100 km

ANNONCE

Volvo EX30: Varianter, pris-eksempler og tilgængelighed:

Volvo EX30 Single Motor Standard Range Core: 274.000 kroner
Volvo EX30 Single Motor Extended Range Plus: 337.000 kroner
Volvo EX30 Twin Motor Performance (aka Hurtigste Volvo nogensinde): 381.000 kroner

Del

Seneste nyt