Connery

Testkørt: Range Rover Evoque

Range Rovers - lille - bybil er en lækker sag

Der er få bilmærker der signalerer komfortabel luksus som Range Rover, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Mens alle tyskerne har gode store SUV-er på programmet, er der en vis autencitet over Range Rover, der udspringer af Land Rover og populært set et synonym med termen firehjulstrækker. 

Da Range Rover præsenterede deres første Evoque-model i 2011, var jeg stadig en yngre knægt, der var forelsket i fart og hurtige biler - og med et begrænset budget, men det afholdte mig ikke fra at blive smaskforelsket i det unikke design, og faktisk lave en kunstnerisk projekt ud af produktbillederne under et Photoshop-kursus på uddannelsen. Sidste år kom den nye generation af Evoque så til Danmark, og da jeg endelig fik muligheden for at tage den på en testkørsel, var jeg på med det samme. 

Den seneste Range Rover Evoque holder godt nok lidt af design-retningen fra den første model, men bilen er praktisk talt en gennemgående ny bil - der er ikke tale om facelift eller små ændringer. 

Den første Evoque var med sit markante design og tydelige urbane tilsnit med til at skubbe gang i den ekstreme bølge af kompakt-SUV'er, der er skyllet ind over Europa i de seneste år - Danmark med, og derfor er det helt naturligt, at en nye generation skal være med til at skubbe endnu mere til SUV-trangen. 

Personligt er jeg helt med på kompakt SUV-bølgen, den høje førerplacering og ekstra plads er lækkert - og så er SUV'er i min optik bare væsentligt pænere end MPV'en, den forvoksede stationcar, der måtte vige pladsen til C-SUV'en, som den mest eftertragtede biltype, når der skal være plads til familien Danmark. 

ANNONCE
Range Rover Evoque  - Testkørt: Range Rover Evoque Range Rover Evoque

Evoque er en ekstremt flot bil. Hjemme i midtjylland er det en head-turner, og ikke bare fordi jeg en aften genoplevede mit 18-årige jeg, ved at cruise brian-ruten i barndomskvarteret, med tung rap på det velspillende Meridian-anlæg - nej. Der er en ret bred enighed om, at den sportslige city-SUV er en virkelig flot vogn - både fra unge knægte, piger, kvinder, mødre og mænd i deres bedste alder, selv min gamle bedstefar spærrede øjnene godt op, da han så det moderne monstrum. 

Jeg ved godt, at et par bekendte på nordsjælland ville kalde den en konebil, men så er det altså også en glad kone bag rattet. Ingen fnyseri herfra. 

Ved første øjekast, kan man godt snydes til at tro, at Evoque med sine store ruller, er en stor firehjulstrækker, men det er den faktisk ikke. Vi har at gøre med den mindste Range Rover, der med en længde på 4371 mm, faktisk 'blot' er godt 10 centimeter længere end en VW Golf - den er så til gengæld også bredere og højere, og allround meget mere lækker.

Kabinen i Evoque er utvivlsomt en designbåret sag, der ikke just invitererer til offroad kørsel og arbejdsstøvler, og sådan er den heller ikke tiltænkt, men det betyder ikke at man ikke kan tage Evoque med en tur i det fri (Tag et kig på mine kontrastfyldte fotos, hvis du er i tvivl). 

Kabinen og instrumenteringen afgiver et kompromisløst udtryk, der ikke blot skinner igennem i materialevalg, men også den store tech-overhaling, der kommer til udtryk i tre skærme, en til dashboard, en til infotainment-system og en tredje der har overtaget pladsen, hvor man ellers ville smække de fysiske knapper ind - og det er en leg, at sidde og rode med. 

ANNONCE
Testkørt: Range Rover Evoque

Testbilen jeg var bag roret på, var en First Edition med 180 hestekræfter på mildhybrid-diesel, firehjulstræk og automatisk 9-trins gearkasse - en passende størrelse der ikke giver anledning til racerkørsel, men ganske friske kræfter til at rulle rundt - og lidt ekstra boost til den periodevise overhaling. Det er bare en dejlig uproblematisk køremaskine.

Firehjulstrækket på maskinen er et intelligent system, der selv fordeler kræfterne til de fire hjul - og som let hjælpes på vej til specielle kørselsbehov alt efter hvilket underlagsprogram man vælger fra den store skærm nederst i midterkonsollen. 

Som nævnt er det ikke en kæmpe SUV vi har at gøre med, men der er stadig luft i bagagerummet - omkring 600 liter lyder kapaciteten på - der dog giver ekstra uforstyrret lastplads, hvis bagsæderne klappes fladt ned. 

På udstyrsfronten kan man virkelig få lov til at køre sin "aldrig-gå-ned-på-udstyr"-filosofi op i højeste gear. Men standard-udstyret er allerede i en fin klasse. Allerede fra indstigning har man elektriske dørhåndtag, LED-forlygter, regnensorer, opvarmede sidespejle, indstigningbelysning og ambient-belysning.

Elektronisk styringsassisten, bak-kamera, lane assist og cruise control er også standard. 

Noget af det absolut bedste, når det kommer til den nye Evoque er prisen - prisen starter allerede ved 568.000 kroner, og det er med 180 heste på dieselmotoren og automatgear - Ja, det er mange penge - men prismærket er i omegnen af 100.000 lavere end første generation Evoque. 

ANNONCE
Range Rover Evoque 180HK Diesel AWD Auto.

Motor: D180
Ydelse: 180 HK/430 NM
0-100 km/t: 9.3 sekunder
Topfart: 205 km/t
Pris: Modelprogram begynder ved 567.980 kroner

Læs mere på Landrover.dk

Del

Seneste nyt

Annonce