Testkørt: Kia Sorento 1.6 T-GDI PHEV (Plug-in Hybrid)
En syv-sæders plug-in hybrid for under en halv million? Jep!
Meget kan man sige om det virvar af hybridmodeller der lige for tiden ruller ind på det danske marked - men den største fællesnævner, er at den forholdsvis nye teknologi har gjort en række af de helt store bilmodeller væsentligt mere tilgængelige - og det er også gældende for den helt store KIA SUV, Sorrento, som i plug-in hybrid modellen anno 2021 koster fra 448.407 kroner - et gevaldigt ryk ned, fra den forrige Sorento, der i 2019 havde en anskaffelsespris fra 699.900 kroner.
Denne Kia Sorento er en plug-in hybrid baseret på 1.6 T-GDI motoren, med sammenlagt 265 hestekræfter, intelligent firehjulstræk og automatgearkasse - og en elektrisk rækkevidde på (brochureopgivet) op til 50 kilometer.
Ikke alene er PHEV-modellen et fordelagtigt valg over KIAs dedikerede diesel- og HEV-modeller, men også det billigste alternativ, hvis man er i markedet for en plug-in hybrid med 7 sæder. Alternativet i klassen er nemlig Volvos XC90 Recharge, der står i over 1.2 millioner, Ford Explorer PHEV til 1.1 millioner - eller tættere i samme prisleje; fra søstermærket Hyundai - Santa Fe PHEV som starter ved 469.995 kroner.
Den ekstraordinært gode pris, kan vi takke Kia og staten for, på grund af en flot afgiftsrabat grundet den lave CO2-udledning.
Mens en stor del af danskerne drømmer om SUV-modeller, som legemliggøres i den prisbillige kompakt-SUV klasse, er Kia Sorento imidlertid et helt andet dyr.
Med en størrelse vi herhjemme vil klassificere som en stor firehjulstrækker, er Sorento både lang, bred og høj - og selvom de to bagerste sæder, er et par konvertible størrelser der poppes op fra gulvet i bagagerummet, er de stadig store nok, til at en voksen mand på 1.80 meter, kan sidde der - dog med en ikke helt så elegant indstigningsmanøvre.
En virkelig god pris
Sorento-designet har i 2021 vundet Red Dot desingprisen for årets produktdesign i bil-kategorien, og de voluminøse former og kanter understøttes af et shitload af udstyr og gode køreegenskaber.
Plug-in versionen af Sorento er helt simpelt sagt, en rigtig god deal. Kia har over årene været godt med på forkant af teknologien, og aldrig været kræsne af sig, i forhold til at smække veludstyrede basismodeller ud over rampen - sideløbende er designet blevet bedre, og bilmærket tilbyder i dag en value proposition, som er en smule underbudt, fordi det ikke - endnu - falder ind i det gængse premiumsegment.
Basis-modellen (Prestige) kommer med automatgearkasse (standard på plug-in hybrider), adaptiv fartpilot, 12.2" digital instrumentering, udvidet vejbaneassist, bakkamera med guide, træthedsregistrering, paddleshifters, varme i sæder og rat og Apple CarPlay / Android Auto, LED-forlygter, automatisk lygteregulering, automatisk nedblænde i bakspejl, parkeringssensorer og også klimaanlæg.
Hopper man på Upgrade-versionen for en merpris på godt og vel 40.000 kroner, får man også BI-LED projektions forlygter, privacy glass, smartkey, blindvinkel assistent, elektronisk bagagerumsåbner, trådløs smartphoneopladning, elektrisk førersøde, varme i bagsæderne og et ekstra 10,25" infotainment-navigationssystem oveni den digitale instrumentering.
Safe to say: Der er masser at komme efter i den store SUV.
Og mens KIA reklamerer med en elektrisk rækkevidde på op til 50 kilometer på en opladning, er de fleste godt klar over, at den slags opgivelser er svære at ramme i praksis.
Når det er sagt, havde jeg gennem testperioden på en uge, held til kontinuerligt at trække 40km plus ud af batteriets fulde opladning - når jeg forsøgte det. For hvis man har en tung højrefod, er batteriet også kilde til en herlig sporty acceleration, der sender den store bil hurtigere afsted, end man egentlig skulle synes den burde kunne - dog med et lidt hurtigere strømforbrug, end hvis man kører i ren økonomi-mindset.
Selve benzinmotoren yder 180 hestekræfter uden hjælp fra elmotoren - og det er selvfølgelig en pæn størrelse til en familiebil, men heller ikke mere end det - men det er intet at holde op imod prisen for den samlede pakke for plug-in Sorentoen, der i højeste grad gør den store families drøm om en luksusbil, til et opnåeligt mål!