Test: Sony Xperia 1 III
Sonys kombination af vild skærm og teknisk kamera er et godt bekendtskab
Nyt år, ny model - og for Sonys flagskibserie, betyder det en ny Xperia 1, denne gang i sin tredje inkarnation, med alt hvad den kan trække af kamera-glæde og Hollywood-kærlighed.
Sony har over de seneste år forfinet deres smartphone-design, og holder sig til præcist den samme filosofi model efter model, med et mere aflangt design end mange andre, takket være præferencen for at udstyre mobilerne med en skærm, der med 21:9 ratio, sender tankerne med biograffilmenes foretrukne format. Sony Xperia 1 III er ikke en gigantisk afstikker, og designet minder umiskendeligt meget om foregående model Xperia 1 II (fra 2020), med et lille tweak: Den blanksorte finish er blevet udskiftet til en matsort bagside.
Årets Xperia 1-model er udstyret med Qualcomm Snapdragon 888 5G chipsettet, som stadig er den hurtigste af slagsen til Android-smartphones - og processorerne trækker i øvrigt et mesterligt parløb med de 12 GB RAM, som betyder, at man aldrig får følelsen af langsomme apps eller processer. Resten af smartphonen er blevet kælet ekstra for, i kraft af skærm, kamera og lyd.
Vi har tidligere rost Sony for deres evne til at sammensætte de bedste egenskaber på tværs af deres koncern, i deres smartphones, og det er heldigvis også tilfældet for den nye Xperia 1 III, som på mange måder er lidt af en entusiast-telefon.
Skærmen
Det er tydeligt, at Sony er på jagt efter folk der elsker at se film og serier på deres smartphones - i god kvalitet. Årets model er nemlig blevet udstyret med en stor 6.5" OLED skærm med 4K opløsning, og 120 Hz opdateringshastighed.
Alene på specifikationerne ligner Xperia-skærmen en god makker, og det bliver endnu tydeligere, når man leger med smartphonen. Lysstyrken kan skrues op til et næsten overvældende klart niveau, og en række indbyggede farveprofiler gør det helt klart, at der er masser af muligheder, for at få denne skærm til at se ud, lige præcis som brugeren ønsker det - og selvom man kan nørde helt i bund med skærmfunktionerne, fungerer den også rigtig godt med AI-styringen, der selv optimerer skærmen til situation, omgivelser og brugsniveau, så man trækker præcist hvad man har brug for, når man har brug for det - uden at skulle tænke over det.
Kameraet
Xperia 1 III vil rigtig gerne være en kamera-mobil for fotoentusiaster, sådan har det været end de tidligere modeller - og sådan er det stadig.
Smartphonen inkorporerer et væld af pro-funktioner, som er løftet direkte fra virksomhedens arbejde med Alpha digitalkameraer, og her er der rigtig god mulighed for at nørde i dybden. De mange funktioner og muligheder var også tilgængelig i tidligere modeller - og fik megen ros fra foto-entusiaster - men hvad med alle os andre?
Hvis man skal rode i dybden med for mange indstillinger før man kan tage t hurtigt (og godt) snapshot, bliver det let en belastning. Heldigvis er Xperia 1 III kameraet mere brugervenligt end tidligere modeller - det må skyldes en kombination af AI-fotofunktionen og hardwaren, som smartphonen har brugt - for det er lettere end nogensinde, at skyde et godt foto fra en Xperia 1.
Xperia 1 III benytter et triple-cam setup, med tre 12 megapixel sensorer, som henholdsvis styrer vidvinkel, ultra-vidvinkel og telelinse - og så er der også blevet plads til en lille dybdesensor.
Især den variable telelinse, er med til at give denne smartphone et look af "mere", men også ultra-vidvinkel kameraet er rigtig godt. Men mens de lækre linser er gangbare med "auto"-skyderen, finder man altså primært kameraets styrker, hvis man nørder med indstillingerne.
Hvad der derimod ikke er særligt avanceret, er selfie-kameraet, som med en lille 8 megapixel sensor ikke er noget ekstraordinært: Det virker som om, at det primært er placeret på smartphonen, fordi det skal der være.
Videooptagelse med 4K er til gengæld meget gangbart, og videokvaliteten her er svær at sætte fingre på - for billedet virker hverken overdrevet støjende eller hakkende, som ellers er noget, man hurtigt kan komme til at opleve, når man forsøger at skyde højopløsningsvideo på en smartphone.
Lyden
Akkurat som med den biografinspirerede skærm, har Sony også sørget for at føre underholdningen til dørs med lyden - det er efterhånden sjældent, at vi giver et dedikeret afsnit til en mobils højttalere, men Xperia 1 III gør det godt - og selvom det er små højttalere v har at gøre med, leverer de en rigtig flot performance, som både understreges af smartphonens evne til at afspille Hi-RES audio med LDAC-codecs og at benytte Sonys egen udviklede 360-graders lyd, som faktisk er noget man kan høre, når man sidder og ser en film på smartphonen.
Men lyden i denne smartphone begrænses ikke til de indbyggede højttalere alene - Sony holder fast i, som en af de få, de gode gamle analoge 3.5 mm jackstik, som ikke blot muliggør benyttelse af klassiske analoge headsets - men også forvandler smartphonen, til en mere habil hi-res musikafspiller, end man ellers lige finder i en smartphone i dag. Forstå mig ret: Alle smartphones kan smække noget lyd afsted gennem Bluetooth - men den kablede 3.5 mm forbindelse har også sin charme.
Batteriet
Der er blevet plads til et 4.500 mAh batteri på Xperia 1 III. Kapaciteten er stor uden at være prangende, og mens nogle flagskibssmartphones gør højere, holder Sony et mere gennemsnitligt niveau.
Batteriets størrelse kan lyde en smule skræmmende, når man tænker på , at det er en smartphone der skal trække et 4K 120Hz display - og det kan det være. Batteritiden føles dog for det meste som rigelig - og det er ikke et problem at hente halvanden til to dages strøm ved normalt brug - men er man en mere inkarneret bruger, som trækker store veksler på skærmen - og måske endda i en fast 120 Hz indstilling, må man forlade sig på at oplade smartphonen noget oftere.
Xperia 1 III kommer med Sonys hurtigopladning, der muliggør 30 Watts opladning - og mens det ikke er den hurtigste standard, betyder det stadig, at man kan fylde 50% strøm på mobilen, på godt 30 minutter. Det er ikke katastrofalt, men heller ikke imponerende, i en verden hvor andre producenter muliggør hurtigopladning med næsten den dobbelte hastighed. Smartphonen understøtter desuden trådløs opladning.
Sony Xperia 1 III
Sony Xperia 1 III er en fremragende smartphone - og mens denne smartphone-serie stadig gør meget ud af at tale til en foto- og musikkreativ niche, er årets opgraderinger velkomne, og giver smartphonen en bredere appeal en tidligere... Kombinationen af spændende hardware og et neutralt men veltilsmagt materialevalg, giver fortsat Xperia en stealth-agtig tilgang, til hvordan en flagskibs-smartphone kan bygges - og vi er ikke i tvivl om, at de der er i markedet for en type smartphone som denne, vil knuselske den.
Dog er der et issue, og det er prisen: Sony er ikke bange for at lade deres smartphone fremstå som et premium valg, og det reflekteres til stadighed i prisen, der i skrivende stund - måneder efter smartphonen ramte hylderne - lyder på omkring 10.000 kroner.
10.000 kroner er mange penge, og selv for en high-end mobil, er det en pæn udskrivning, som placerer den i skarp konkurrence med alternativer fra blandt andet Apple og Samsung. Mens Sony som lidt af en underdog i den popularitetskonkurrence spiller på niche-parametre, er der objektivt set mere value for money at hente i andre Android-modeller, medmindre man har en helt specifik craving for Sonys avancerede kamerafunktioner. (Og et jackstik.) Sony Xperia 1 III er objektivt set ikke en kandidat til at være årets smartphone, men for de helt rigtige personer, vil den uden tvivl være det:
Hvis man kan høste det tekniske potentiale som Sony har sået med Xperia 1 III, har man at gøre med en potent og super spændende smartphone.
Pris og tilgængelighed
Sony Xperia 1 III med 256GB lagerplads har en vejledende salgspris på 9.999 kroner. (Smartphonen findes også i violet)