Lyd

Test: Sony LinkBuds

Den åbne donut-earbud er en ret speciel størrelse

Test: Sony LinkBuds
Sony LinkBuds
Mikkel M. Vermeulen
Af Mikkel M. Vermeulen 5. april 2022

4 ud af 6 stjerner

Sony er ikke bange for at teste ukonventionelle teknologier eller designs, og det kommer også til udtryk i den seneste earbud: LinkBud'en. 

Sony LinkBuds er tydeligvis en helt anden ting end hvad vi oftest ser i earbud-kategorien, for allerede designet fortæller, at der er noget anderledes på spil her. 

Sony LinkBuds er et sæt trådløse earbuds der arbejder med et åbent design, der skal sikre mest mulig lyd at slippe igennem dimserne. Transparens er nøgleordet. 

Det er altså et sæt buds der forsøger at lukke verden ind, fremfor at lukke den ude. Det er en feature der giver bedst mening i særlige brugsscenarier: Når du bevæger dig i trafikken – eller hvis du har lyst til lyd på arbejdspladsen men stadig behov for at kunne høre hvad der sker omkring dig. 

Sony LinkBuds
Sony LinkBuds

Transparens er ikke som sådan en ny ting, når det kommer til earbuds. Mange earbuds i mellem- og high-end segmentet arbejder med en kombination af aktiv støjreducering eller transparens-funktioner; ambience, passthrough mm. Men i førnævnte modeller opnås lydgennemsigtigheden ved at benytte mikrofoner og andre teknologiske løsninger, til at samle lyden op og sende dem videre gennem en lukket earbud. Sony LinkBuds tager en helt anden rute. 

Den otte-talsformede earbud er bygget op af en lille kugle der indeholder processorer, batteri og andet elektronik, mens den lille donut-formede cirkel er delen der skal ind i ørekanalen. Her kan den så få lov at hvile, mens en cirkelformet højttaler leverer lyd fra din smartphone – og hullet i midten tillader naturlig lyd fra dine omgivelser at slippe uhindret igennem. 

Linkbuds anderledes tilgang kommer med sine helt egne fordele og ulemper, der vil gøre disse earbuds perfekte for nogle og frygtelige for andre. Lad os dykke ned i det. 

Formgivningen af Linkbuds er ret speciel, men det giver dem en særlig fordel når det kommer til komfort: Hver bud vejer blot 4 gram, og udformningen af dem gør at der meget sjældent vil opstå situationer hvor en bud skaber et ukomfortabelt tryk eller pres på selve øret. Det giver et sæt earbuds, der føles nærmest svævende og det er en stor fordel. 

Fordi der ikke er de samme gribepunkter som i mere traditionelle earbuds, har Sony været nødt til at tænke ud af boksen, for at få deres LinkBuds til at blive siddende i øret. Mens en linkbud på det ene punkt låses af placeringen i ørekanal, benyttes der på overdelen en lille silikone-vinge, der sætter sig i pres mod den øvre del af øret. 

Efter en del prøven af, fandt jeg ud af, at mit øre bedst fungerede med den største af vingerne, det gav et godt nok fit til at jeg kunne bruge LinkBuds i roligere dele af min hverdag, mens jeg på intet tidspunkt har haft held til at have dem siddende i øret efter mere end 5 minutters bevægelse. 

Brugsscenarier er selvfølgelig forskellige, men irritationen ved at skulle skubbe sin earbud på plads stiger proportionelt med hvor ofte man skal gøre det, og derfor kan jeg ikke anbefale folk med ører som mine, at købe ind i LinkBuds til aktiv brug. 

Mangler dybde…

Sony har en god historik for at trylle med lyd, men på grund af det åbne design i LinkBuds, er der et punkt som Sony ellers altid brillerer på, der halter voldsomt bagefter: Bas. 

LinkBuds lydprofil mangler simpelthen dybden, som man finder i lukkede buds. Det er en mangel der alene kan tilskrives til det åbne design. Her kunne man så hurtigt finde på at trække en streg og sige at lyden i så fald må være flad. Men det er faktisk ikke tilfældet. For selvom Linkbuds mangler dybde, er lydbilledet meget detaljeret og særligt i mellemtonerne finder man en bredde, der oftest ellers druknes af overgjort bas. 

Det lydbillede betyder at LinkBuds måske ikke vil appellere til dedikerede audiofile, men til gengæld tilbyder en lydoplevelse, der særligt gør sig godt til podcast-fans. 

Sony har dog gjort en del for at muliggøre optimering af lydprofilen, og der er et væld af indstillingsmuligheder for equalizeren i Sony Headphones mobil-app, ligesom DSEE-optimeringen er hjælpsom til at simulere en endnu bedre lyd. 

Transparens er nøglen

Det der er den primære appeal ved LinkBuds er, uanset hvordan man vender og drejer det, lydgennemsigtigheden. Produktet er som skabt til folk der arbejder i åbne kontorlandskaber, hvor man ikke kan tillade sig at lukke helt af fra omverdenen, og det kommer ikke alene til udtryk i det åbne højttalerdesign. Som standard ahr LinkBuds nemlig en automatisk speak-to-chat funktion, der pauser lyden fra LinkBuds i øjeblikket du åbner munden for at ytre et ord. Det er en funktion der er set andre steder, men her forsøger Sony altså at gøre den til en primær drivkraft. 

Den drivkraft kommer også for øre, når man bruger LinkBuds til opkald. Her har man taget læringerne fra tidligere produkter, og implementeret en støjreducerende algoritme i mikrofonerne, og det gør stemmeopkald super klare, selv i relativt støjende scenarier. 

Det kan anbefales at eksperimentere en del med de rette silikone-tipper
Det kan anbefales at eksperimentere en del med de rette silikone-tipper

– Og så trykker du bare på øret

Sony er ikke bange for at eksperimentere, når det kommer til kontrolpunkter på deres headphone-produkter. I LinkBuds er touchfunktionerne blevet flyttet væk fra selve bud'en. I stedet har man udstyret hver bud med en lille sensor, der reagerer på specifikke bevægelser (taps), på selve øret, lige foran selve budden. Her tapper man en eller flere gange for at styre funktioner som play, pause, frem og tilbage og så videre. Det fungerer for det meste, og føles ret sci-fi agtigt – som om man interagerer med et implantat under huden. Dog har jeg flere gange oplevet, at mine kommandoer ikke er blevet registreret korrekt – omend det nok er en fejl der opstår i mine bevægelser, snarere end i LinkBud-sensoren. 

Hvis man foretrækker at styre LinkBuds med stemmen, er det muligt at bruge Google Assistant. 

Batteritiden på Sony LinkBuds er ikke det største trækplaster. Den letvægtige pasform som jeg roste tidligere i artiklen, kommer nok på baggrund af et mindre og lettere batteri, og det viser sig i batteritiden: LinkBuds giver op til 5½ time spilletid på en opladning, mens det lille opladningsetui giver ekstra opladning til 12 timer. Det er ikke en imponerende lang batteritid, men til gengæld hjælper det på det samlede billede, at man kan trække 90 minutters brug på bare 10 minutters opladning i etuiet. 

Sony LinkBuds kommer i en simpel (og bæredygtig) pap-indpakning
Sony LinkBuds kommer i en simpel (og bæredygtig) pap-indpakning

Sony LinkBuds er et ret specielt produkt, der måske mest af alt taler til en specifik niche, der har et særligt behov for at kunne lytte til ting på smartphonen, samtidig med at kunne sanse hele omverdenen. Personligt har jeg ikke de behov, og i situationer hvor jeg gerne vil have både og, er det fint for mig at benytte mere lydfulde high-end ear buds med digital transparens: Det er selvfølgelig fordi jeg har en præference for bedre lyd over gennemsigtighed – for personer hvor præferencerne er modsat rettede, kan jeg sagtens se LinkBuds som et smart produkt. 

Jeg har været meget i tvivl om den endelige testkarakter. Lydmæssigt byder LinkBuds ikke på den samme fylde som Sony ellers har leveret gang på gang, og min helt personlige irritation over ikke at kunne få buds'ene til at blive på plads under en løbetur, har trukket min endelige dom ned. Omvendt ser jeg produktets anvendelighed til en specifik type bruger, der vil sætte pris på de ret gennemtænkte funktioner der gør LinkBuds til et ret unikt produkt. Innovationsvilligheden er ret prisværdig, og med det rette fokus, vil videreudviklinger af dette produkt have en endnu bredere appeal. Ikke forstået at det er en 'ommer', men at en potentiel LinkBuds 2 med Sonys dedikation til produktudvikling, rent faktisk ville være ret fedt at se. 

 

Pris og tilgængelighed

Sony LinkBuds er allerede landet i butikkerne. De er tilgængelige i farverne mørkegrå og (off-)hvid. Den vejledende salgspris lyder på 1700 kroner.

Nu kan du optage ASMR-kaffeslubren og andre lækre sager med DJIs ultralette Mic Mini mikrofonsæt

Læs også: Nu kan du optage ASMR-kaffeslubren og andre lækre sager med DJIs ultralette Mic Mini mikrofonsæt

Efter flere forsinkelser: Sonos afslører Arc Ultra soundbar og Sub 4 subwoofer

Læs også: Efter flere forsinkelser: Sonos afslører Arc Ultra soundbar og Sub 4 subwoofer