Test: Samsung Galaxy Z Fold4
For de fleste er Fold4 både for stor og for dyr - men for rette bruger: Meget vel verdens fedeste smartphone
Samsungs Fold-model er uden tvivl en af de mest opmærksomhedskrævende foldbare smartphones på markedet - med formfaktoren, der både har et display på fronten, er den næsten tablet-agtige skærm der afslører sig når man folder smartphonen ud, lige dele imponerende og voldsom.
Fold har gennem de sidste tre år udviklet sig med lynets hast, og i takt med at Samsung har lært hvordan deres brugere benytter smartphonen, har vigtige fornyelser gjort smartphonen bedre fra år til år.
Med en stadig aparte formfaktor og et prismærke der starter ved 13.999 kroner er det langt fra en smartphone for masserne - men det gør den ikke mindre interessant.
Foldbare smartphones er nok en ting vi skal vende os til fremover, men der er fortsat en del kompromiser, ved at omfavne den interessante teknologi - og mens flere af kompromiserne er blevet svære, at få øje på, så er batteriet stadig en udfordring - de er nemlig stadig mærkbart mindre, end hvad man ville forestille sig på en ikke-foldbar smarthpone.
Det er også tilfældet i Galaxy Z Fold4, der trods sin store størrelse blot har 4400 mAh at byde på - Til sammenligning har Samsung S22 Ultra 5000 mAh, til en mindre skærm - og Samsung er endda forholdsvis konservative med batteristørrelserne.
Det er bare vigtigt at pointere: Hvis man overvejer at indgå i et forhold med en Galaxy Fold - så skal man sørge for at tænke de daglige lademuligheder ind i programmet.
Når det er sagt, kommer årets Fold-model med en perlerække af forbedringer, der uden tvivl gør smartphonen mere brugervenlig.
Foldet men brugbar
Det første der slår mig ved Samsung Galaxy Z Fold4, er dens formfaktor - den seneste model er blevet mindre at have i hånden. Der er skåret 3 millimeter af i længden, selvom det ikke lyder af meget, betyder det en hel del. Fold4 er udstyret med en forholdsvis stor coverskærm på 6.2". Det er lykkedes Samsung at gøre coverskærmen bredere, mens hængslet i venstre side er blevet endnu tyndere.
Det er egentlig samme størrelse som sidste år, men skærmen er blevet kortere og bredere, og det gør hele formålet med en have en enhåndsbetjent skærm på smartphonens front meget mere brugbar.
I hvert fald fungerer det væsentligt bedre for mig - og jeg har ikke den samme udfordring, med ikke helt at kunne bevæge min tommelfinger over hele coverskærmens touchområde.
Udfoldet multitasking
Det store partypiece i Fold4, udfolder sig, når man lukker op for den 7.6" store skærm, der igen både har 120 Hz opdateringshastighed og en ret god lysstyrke.
Selve skærmteknologien her er den samme - og de største forbedringer der er at mærke her, kommer i styresystemet. Årets store foldbare er udstyret med Android 12L - L'et står for Large og er altså et optimeret Android, der er udviklet til at gøre brugen på tablets nemmere end i tidligere Android-versioner - det kommer Fold4 til gavn, og navigationen er blevet meget lettere. Fold er en oplagt smartphone at multitaske på, og den store skærm tillader flere åbne app-vinduer på en gang: Disse er blevet endnu lettere at navigere rundt i med forskellige vinduestørrelser - og så er der hentet inspiration fra PC-styresystemer til en lækker statusbar i bunden, hvor man både let får et overblik over åbne apps - og let kan tilgå dem, hvis man har flere apps i gang.
Samme forbedringer kommer også til stor nytte, hvis man benytter sig af muligheden for at tilkøbe en Stylus, hvor ved produktiviteten kan løftes yderligere.
Kamera fra flagskibsserien
Sidste model af Fold bød på et okay kamerasetup med 3x 12 megapixel kameraer, men i år har man hentet det gode 50 MP hovedkamera fra S22-serien, og det gør Fold4 til en noget mere interesssant kameramobil.
Dog regner man stadig ikke med at brugerne får det helt store ud af det indvendige-kamera, der stadig holdes på 4 megapixel, ligesom sidste års model - her er der ikke noget nævneværdigt at skrive hjem om: Det fungerer fint nok til et zoomopkald eller 10. Selfies skal skydes fra det fjerde kamera på fronten - her er der 10 megapixel at lege med - servicérbart, men ikke exceptionelt.
Qualcomm inside
Årets Z Fold drives af det hurtigste Android-chipset på markedet - det er et mærkbart performance-skift over sidste års model, og særligt den bedre energieffektivitet, er velkommen i en smartphone med en ret moderat batteristørrelse.
Qualcomm Snapdragon 8+ Gen 1 er til stede i alle de bedste Android-mobiler fra efteråret 2022, og det er rigeligt med power til hvor meget multitasking, man kunne overveje at smide efter mobilen - og så låner det sig også rigtig godt til mere krævende mobilspil, der er en fornøjelse at spille fra den store foldbare skærm med lynhurtig responstid.
Chipsettet hjælpes på vej af 12 GB arbejdsvillige ram - og lagerpladsen er tilfredsstillende - startende ved 256GB og topper i den mest veludstyrede model med 1TB - så er der altså lagerplads nok til de fleste.
Batteriet er som sagt til den klejne side, især fordi der er så stor en skærm, at trække med. I praksis kan jeg sagtens holde smartphonen kørende gennem en normal arbejdsdag på kontoret, men det har været mere udfordrende, på rejsedage, hvor jeg har tilbragt en del tid med smartphonen ombord på fly og rundt omkring i lufthavne: Den store skærm inviterer til heftigt brug, men samtidig tæller batterimåleren så hurtigt ned, at man kan frygte for om man løber tør for strøm inden man skal bruge et eller andet vigtigt dokument fra sin email-indbakke.
For at hjælpe de af os med range-anxiety, er der fast charging på 25 Watt og trådløs opladning op til 15 Watt - det er fint nok, men lidt langt fra en ladestandard, der er hurtig nok, til at kunne trække et par timers brug ud af en hurtig ladepause, når man rammer gaten i lufthavnen.
Mens jeg drømmer om en foldbar mobil med et stort nok batteri, til at holde mig kørende uden at skulle frygte at sidde med et stykke ellers lækkert elektronik der er "gået tør", må Samsung arbejde en anelse hårdere, på at skabe den perfekte foldbare mobil... Når det er sagt, er de trods alt leveringsdygtige i markedet bedste foldbare mobil.
Samsung Galaxy Z Fold4 er en ret vild smartphone. Selvom der åbenlyst er plads til forbedring, er den et ekstremt lækkert stykke elektronik, hvor der virkelig er blevet kælet for både materialer og byggekvalitet.
Målgruppen for en stor klods af en foldbar smartphone til 14.000 kroner, er nok ikke den største - og ved siden af dem, der bare må have det nyeste og mest vilde tech, er det her en smartphone, der primært henvender sig til dem, der har brug for et supplement til laptoppen, som en mere ordinær størrelse smartphone af displaystørrelsens natur ikke helt formår at tilfredsstille. For den gængse bruger er Fold4 både for stor og for dyr - men for en bruger med et helt specifikt brugsmønster, er den meget vel verdens fedeste smartphone.
Pris og tilgængelighed
Samsung Galaxy Z Fold4 er i handlen til en vejledende pris fra 13.999 kroner
Smasung Galaxy Z Fold5 - Specifikationer
Fold-skærm: 7.6" Infinity Flex display med 120Hz opdateringshastighed og HDR10+
Coverskærm: 6.2" Amoled 120 Hz opdateringshastighed
Chipset: Qualcomm Snapdragon 8+ Gen 1
Hukommelse: 12GB RAM
Lagerplads: 256GB/512GB/1TB
Styresystem: Android 12L 0 One UI 4.1.1
Kamera: Triple: 50 MP wide OIS + 10 MP telelinse + 12 MP ultrawide
Cover/Selfiekamera: 10 MP
Under-display kamera: 4 MP
Batteri: 4400 mAh, 25 Watt hurtigopladning + 15 Watt trådløs opladning
Andet: Dual-SIM, IPX8 vandtæthed, 5G, Stylus-understøttelse.
Læs mere på Samsung.com