Test: Samsung Galaxy Z Flip4
Samsung Galaxy Z Flip4 er et tilpas løft af modelserien
Der er ingen overdøvende store nyheder på Samsungs foldbare Flip-fon, Galaxy Z Flip4. Det er måske meget godt, for det tyder på, at Samsung allerede med sidste års Flip3, var kommet ret langt med at modne den foldbare smartphone, til et produkt der rent faktisk kan bruges i dagligdagen.
Mellem den første Samsung Flip og sidste års Z Flip3 skete der en hel del: Designet blev massivt revideret, med både hængsler og foldbar skærm i fokus - og så faldt prisen med mere end 4.000 kroner fra et sted over 10.000 kroner til en startpris på 8.199 kroner for den billigste version.
Som jeg skrev da jeg anmeldte sidste års model: "Det er tydeligt, at Samsung har sat hårdt ind i kampen, for at gøre foldbare smartphones mere mainstream. Det nye prisleje for Flip-modellen placerer sig i et sweetspot, som mange købere står og overvejer, hvad de skal kaste sparekronerne efter."
Strategien lader til at have betalt sig for Samsung, der nu er markedets største spiller på foldbare smartphones.
Nu er den nye Samsung Galaxy Z Flip4 kommet på gaden, og ved første øjekast minder den en hel del om forgængerne - men forbedringerne, de er der. De er bare ikke så synlige. Så det skal vi kaste et blik på:
De største nyheder i Flip4 er alt sammen nogen, der gør sammenspillet i smartphonen et nøk bedre end sidste år: Samsung har opgraderet chipsettet og processoren til efterårets hurtigste Android-mulighed, nemlig Snapdragon 8+ Gen 1 - en chip der benyttes af topmodeller over hele linjen, med imponerende hastighed og en bedre "brændstoføkonomi" i dens måde at administrere batteriet på.
Den nye processor følges op med et større batteri. Sidste års model havde 3300 mAh at gøre godt med - mens årets model er blevet opgraderet til 3700 mAh - det er en ret vigtigt forbedring på Flip4, for forgængeren skabte lidt flere opladningspauser, end jeg var vant til fra andre smartphones.
Min skærmtid er blevet skåret ned
Mens andre smartphones trækker afsted med omkring 5000 mAh i batterikapacitet, er den lille foldbare Samsung begrænset af sin ellers smarte formfaktor - der er nemlig ikke helt den samme fysiske plads til batteri, det er et af de helt primære trade-offs, der er ved at købe en foldbar smartphone i dag.
Mens det større batteri ikke er dobbelt op på forgængeren, er det dog blevet muligt at trække smartphonens batteri et pænt stykke længere end forgængeren - formentlig fordi den nye processor også er mere effektiv end sidste års.
En afledt effekt, af at have en foldbar smartphone som Flip, er at man (jeg) har en tendens til at bruge min smartphone anderledes - ved at få serveret mine notifikationer på den lille (og strømbesparende) cover-skærm, oplever jeg at have skåret min daglige skærmtid ned med 25% i forhold til brug af 'normale' smartphones - og altså ender jeg med nu, at kunne trække samme heldags-brug ud af mobilen. Så mens batteriet ikke er imponerende stort - ender mit brugsmønster altså nu med at kunne fungere, uden at skulle omlægge opladningsvaner - og det er en vigtig pointe.
LYSpunkt: Lille kameraopgradering
Flip4 kameraerne er næsten identiske med forgængeren, og det eneste der er sket, er en opgradering af dual-kameraets primære linse - den er blevet en brøkdel større, og det har den effekt, at Flip4 er blevet bedre til at tage fotos i omgivelser med begrænset lys - ikke revolutionerende meget bedre, men nok til, at det er værd at tage med i betragtningen.
Designet af Flip4 er næsten identisk med forgængeren - her har vi en foldbar smartphone, der i foldet tilstand er en lille kvadratisk sag, der minder lidt om et make-up spejl (og det har jeg igen oplevet flere spørge ind til, når jeg har trukket den op af lommen - til trods for, at mit makeup-brug praktisk talt er ikke-eksisterende) - i udfoldet tilstand bliver smartphonen til en mere traditionel smartphone-formfaktor - og nej, skærmfoldet er stadig ikke en graverende detalje, når man selv er bruger af smartphonen.
Den mest mærkbare ændring i designet af Flip4, er metalrammerne der omkranser smartphonen - de er blevet en anelse tyndere - og resultatet er at smartphonen står en kende mere skarpt i udtrykket. Men man skal se den ved siden af Flip3, for at fange det.
Ligesom med forgængeren er jeg meget betaget af lige præcis denne models formfaktor. Mens smartphones har fået større og større skærme, er jeg så småt blevet fravendt at gå i bukser med sidesyede lommer, fordi smartphones simpelthen falder ud af dem.
Ved den sammenfoldede form som Flip-telefonen har, kan man gemme hele smartphonen nede i lommen, og det betyder at jeg rent faktisk gider at gå i chinos og klassiske bukser igen - det er sådan en lille ting, som ren faktisk betyder en hel del i dagligdagen.
Det sagde han også sidste år
Det primære display er 6.7" stort, der med AMOLED-teknologi giver fantastisk farvegengivelse og en flot lysstyrke, som altid er Samsung leveringsdygtige i en fantastisk skærmoplevelse. I denne model er der også blevet plads til en hurtig 120 Hz opdateringshastighed.
Cover-skærmen har vokset sig til et andet samme format end som tidligere model. Det nu 1.9" store, lille display, er helt fremragende og selvfølgelig udstyret med touch - funktionaliteten heri, er blandt andet at opdatere brugeren med notifikationer, funktionen som selfie-kamera-display, og mulighed for en række widgets, der blandt andet giver hurtig adgang til lydfunktioner, optagelses-apps, kalender, alarmer og timere.
Samsung Galaxy Z Flip4 har på en måde en indbygget kamerafod, og det kan benyttes til at eksperimentere med billeder og video - og gør det lettere et være egen videoinstruktør. Det gøres også lettere takket være cover-skærmen, som både kan benyttes som et slags selfie-spejl, foruden de mange andre handy funktioner, man kan lege med.
Det flexible display låner sig også godt til de allestedsnærværende videomøder og chats, ligesom videoapps kan udnytte skærmen med et opdelt område, hvor video afspilles i øverste halvdel, mens nederste halvdel byder på let tilgængelige kontrolfunktioner.
Bottomline...
Samsungs mindste foldbare smartphone er stadig et rigtigt godt alternativ til andre smartphones i prisklassen. Der er andre fordele i en foldbar skærm, end blot blærefaktoren - og jeg tror på, at vi fremover kommer til at se flere smartphones i dette format.
Samsung Galaxy Z Flip4 er en diskret opgradering af sidste års Flip3 - og det er sådan set godt nyt, især til de der allerede købte ind i teknologien sidste år - de går nemlig ikke glip af vilde og banebrydende opgraderinger.
Men... Den opgraderede processor og det større batteri, gør at jeg vil anbefale folk, der står og vælger mellem den ene og den anden, at hoppe på nyeste model - medmindre man selvfølgelig ikke er træt af, at skulle smække smartphonen i en lader flere gange om dagen. Samsung Galaxy Z Flip4 er et tilpas stort løft af modelserien.
Pris og tilgængelighed
Samsung Galaxy Z Flip havde salgsstart 26. august 2022.
Den er tilgængelig i farverne: Bora Purple, Graphite, Pink Gold og Blue. Det er i år også muligt at kreere en specialdesignet 'Bespoke Edition', med en forventet leveringstid på 3-4 uger.
- Samsung Galaxy Z Flip 4 med 128GB lager/8GB RAM har en vejl. salgspris på 8.699 kroner
- Samsung Galaxy Z Flip 4 med 256GB lager/8GB RAM har en vejl. salgspris på 8.999 kroner
- Samsung Galaxy Z Flip 4 med 512GB lager/8GB RAM har en vejl. salgspris på 9.999 kroner
Samsung Galaxy Z Flip4 - Specifikationer
Skærm: 6.7" foldbar AMOLED. 120 Hz opdateringshastighed, 1080x2640 pixel
Cover-skærm: 1.9" AMOLED skærm
Chipset: Qualcomm Snapdragon 8+ Gen 1
Hukommelse: 8GB RAM
Lagerplads: 128/256/512GB
Kamera: Dual-cam, 12 MP vidvinkel med optisk stabilisering + 12 MP ultravidvinkel
Selfiekamera: 10 MP
Batteri: 3700 mAh, 25 Watt hurtigopladning + Trådløs opladning 15 Watt
Styresystem: Android 12 + One UI 4.1.1
Vandtæthed: IPX8