Når formfaktor bliver revolution
Samsung Galaxy S25 Edge er ikke bare endnu en iteration. Den er et lille teknologisk statement. En smartphone, der smider de tunge kanoner og i stedet satser hele butikken på elegance, minimalisme og et design, der føles som et glimt ind i en potentiel fremtid.
Med sine kun 5,8 mm i tykkelsen og 163 gram på vægten, føles det som at holde en prototype – ikke en telefon, der faktisk sælges i butikkerne. Og det er netop det, der gør Edge-modellen så interessant: Samsung tør tage chancer.
Men vi stiller stadig de nødvendige spørgsmål: Har Samsung barberet for meget væk i jagten på det slanke udtryk? Og er der nok tilbage til at retfærdiggøre en pris, der matcher de tungeste drenge i klassen?
Spoiler: Ja, det er der.
Tykkelsen sammenlignet med tre andre modeller:
venstre (Samsung S24), midt (Galaxy S25 Edge), højre (Iphone 15 Pro)
Design og byggekvalitet: Et teknologisk kunstværk
Galaxy S25 Edge er et skoleeksempel på moderne industridesign. De skarpe linjer, den blankpolerede aluminiumramme og bagsidens Gorilla Glass Ceramic 2 giver telefonen en følelse af noget nær uforgængeligt – på trods af det slanke chassis.
Det hele er udført med noget nært kirurgisk præcision, hvor hver kurve og flade er balanceret til både at udtrykke sig æstetisk, men også føles let og håndterbar i håndfladen – man skal lige vænne sig til den, da man godt kan føle sig lidt sårbar med en så slank sag i hånden.
Ja, de skarpe kanter kræver lidt tilvænning, og kamera-øen får telefonen til at vippe en smule på flade overflader. Men det er småting i forhold til den oplevelse det er, at trække en mobil op af lommen, der føles lettere end dine bilnøgler – og samtidig kan løses med et lille cover på et senere tidspunkt.
Skærmen: Noget af det bedste, Samsung har lavet
Samsung har altid domineret på skærmteknologi, og med Galaxy S25 Edge når de endnu et nyt niveau. 6,7 tommer QHD+ LTPO AMOLED med 120 Hz adaptiv opdateringsfrekvens. Det lyder voldsomt – og det er det.
Farvegengivelsen er fantastisk. Lysstyrken? Op til 2000 nits. Sortniveauet? Uendeligt. Og det hele er pakket ind i en skærm, der nærmest svæver på kanten af enheden. Den kurvede “Edge”-oplevelse er der stadig – men nu i en mere subtil, brugervenlig form, der ikke går på kompromis med præcision.
Film, spil, sociale medier – alt ser vanvittigt godt ud her. Og for første gang i flere generationer føles det som om en Samsung-skærm virkelig bringer noget nyt til bordet, i stedet for bare at forfine det gamle.
Ydelse: Snapdragon i fuldt firspring
Inde i det tynde ydre banker hjertet fra en topatlet. Snapdragon 8 Elite, 12 GB RAM og UFS 4.0-lagring giver en oplevelse, der er lige så hurtig som du kan ønske dig.
Spil som Genshin Impact, Call of Duty Mobile og Fortnite kører i konstant højeste grafikindstillinger uden hakken. Appskift sker på et splitsekund. AI-funktioner? Lynhurtige. Multitasking? Ubesværet.
Ja, den bliver varm. Især ved gaming. Men det er aldrig kritisk. Og det er en pris, vi gerne betaler for den formfaktor og ydeevne. For du mærker virkelig, at du har en racerbil i hånden – bare med elegance og finesse i stedet for brede skærme og tunge karrosserier.
Kamera: Når én linse næsten er nok
Det lyder som et kompromis: Ét 200 MP hovedkamera og én 12 MP ultravidvinkel. Ingen tele. Ingen periskop. Men i praksis? Det holder.
Hovedkameraet er lånt direkte fra S25 Ultra og leverer billeder med absurd mange detaljer, levende farver og fremragende skarphed. Især i dagslys er det svært at sætte en finger på kvaliteten – og AI-processeringen formår oftest at finde den rette balance i eksponering og kontrast.
Ultravidvinklen er ikke banebrydende, men den er funktionel. Og i praksis savnede vi telelinsen mindre, end vi troede. For de fleste vil 200 MP-sensorens evne til at croppes med høj detaljegrad dække behovet i hverdagen.
Der kunne savnes lidt mere optimering på zoom-effekternes dybde, men man kan alligevel få et meget hæderligt billede fra lang afstand.
Video? Op til 4K60 med stærk stabilisering og god dynamik i dagslys. Frontkameraet er lidt mindre imponerende – og det er nok det eneste sted, vi virkelig mærker, at der er skåret lidt.
Batteri og opladning: Acceptabelt – men ikke imponerende
3900 mAh. Det lyder ikke af meget – og det er heller ikke en to-dages oplevelse. Men med en smule optimering og 1080p-skærmopsætning i daglig brug, kom vi faktisk igennem en hel arbejdsdag med 10–20 % tilbage ved sengetid.
Ved intens brug skal du lade om aftenen – og hurtigopladning på 25 watt er stadig ikke imponerende i 2025. Men det fungerer. Trådløs opladning på 15 watt gør sit arbejde stille og roligt.
Her kunne Samsung godt have gået længere – men lad os være ærlige: Hvis det var prisen for tykkelsen, så er det til at leve med til dem, der gerne vil have en lidt mindre mursten i lommen.
Lyd og medier: Fin – men ikke flagskib
Stereo-højttalerne er præcise, men lidt tynde. Bas er mere eller mindre fraværende, og volumen kunne være højere. Men til podcast, film og telefonopkald er det fint. Du får ikke koncertoplevelsen – men du får brugbar lyd i hverdagen.
OneUI 7 og AI: Når Samsung faktisk overgår Google
Det nyeste OneUI 7.0 er en fryd. Animationer, navigation, multitasking – det hele spiller.
Men det er Samsungs AI-suite, der skinner. Live Translate fungerer rigtigt godt. Now Brief giver et reelt overblik over din dag, uden at blive invasiv. Og AI-redigeringen i Galleri er ikke længere en gimmick – den er et værktøj.
Vi fjernede personer fra baggrunde, ryddede uønskede elementer og forbedrede billeder med få tryk – og det virkede. Næsten hver gang.
Læs også:
Konklusion: Fremtiden vejer mindre end du tror
Samsung Galaxy S25 Edge er ikke bare endnu en premium-mobil. Det er en ny retning. En ultratynd, superhurtig, veldesignet og teknologisk stærk smartphone, der sætter designet i front – og stadig formår at levere imponerende ydelse.
Det er ikke alle, der kan hoppe med på bølgen – og det er også første spadestik til en ny retning, som mange andre helt sikkert kommer til at kigge over skulderen.
Ja, der er kompromisser. Men de fleste af dem er gennemtænkte – og for de fleste brugere vil fordelene opveje ulemperne mange gange.
Vil du have den absolut største kameramuskulatur og batteri til to dage? Så gå med Ultra.
Vil du have en telefon, der føles som fremtid i lommen – og stadig leverer topydelse, skærm og software? Så er Galaxy S25 Edge det modigste og mest stilfulde bud i 2025.
Specifikationer
Pris: Fra 12.990 kr. (vejledende pris ved lancering: 16.490 kr.)
Tykkelse/Vægt: 5,8 mm / 163 gram
Skærm:
- 6,7” LTPO AMOLED
- Opløsning: 3120 x 1440 pixels (QHD+)
- 1–120 Hz adaptiv opdatering
- Gorilla Glass Ceramic 2
- HDR10+ og op til 2000 nits lysstyrke
Processor: Qualcomm Snapdragon 8 Elite
RAM/Lagring: 12 GB LPDDR5X / 256 eller 512 GB UFS 4.0
Batteri: 3900 mAh
- 25W kablet opladning
- 15W trådløs opladning (Qi2)
Kamera (bag):
- 200 MP hovedsensor (f/1.7, OIS, PDAF)
- 12 MP ultravidvinkel (f/2.2, PDAF)
Selfiekamera: 12 MP (f/2.2)
Lyd: Stereohøjttalere (ingen 3,5 mm jack)
Sikkerhed: Ultrasonisk fingeraftrykssensor under skærmen
Vandtæthed: IP68
Styresystem: OneUI 7.0 (Android 14)
- Galaxy AI: Live Translate, Now Brief, AI-redigering m.m.
Læs også: