Gear
Test: Samsung Galaxy Buds3 Pro
Samsungs nye pro-earbuds er tæt på og langt fra det største konkurrenter
2024 er et år hvor særligt to ting har fyldt for Samsungs Galaxy-serie af smartphones og tilbehør.
På den ene har AI fyldt nærmest uforholdsmæssigt meget i produkthistorierne som Samsung har prædiket med de nyeste produkter. Kunstig Intelligens er kommet for at blive, men vi er stadig afhængige af den bagvedliggende elektronik og hardware for at kunne få mest muligt ud af det.
Den anden ting er ikke en som elektronikgiganten har kommunikeret med ord – ikke et eneste ord. Men Samsung der (i hvert fald herhjemme) fortsat spiller 2. violin til Apples dominans, har i mange år forsøgt at skabe en helt anden atmosfære og stemning omkring deres produktdesigns. Den tid er ovre nu. Samsung Galaxy S24 er tættere på en iPhone i designet end nærmest nogensinde før. Samsungs nye Ultra smartwatch er både i udseende og navn sat i stilling til at være en direkte konkurrent til Apples Watch Ultra – og så er der de der airpods. Eller undskyld mig, trådløse earbuds…
Samsung har de seneste par år holdt hårdt fast i deres "stammeløse" designs – men i år har Samsungs puds fået stammer, pinde, eller hvad du vil kalde dem og et Samsung "Wearable" outfit bestående af smartphone, smartwatch og earbuds er lige pludselig rigtig let at drage visuelle paralleller til, overfor ditto fra Apple.
Toppen af poppen fra Samsung når det kommer til trådløse buds, er de nye Galaxy Buds3 Pro – og i år er de tættere på alle de andre buds i looket end nogensinde før. Hovedkonkurrenten er Apple AirPods Pro – modellen som vi også ser OnePlus forsøge at planke med deres Pro-model, men Samsung har alligevel taget en væsentlig designmæssig afstikker. Og det er jeg fan af.
Jeg har det svært ved, når alle bliver enige om at en vej frem er den rigtige og ingen tør tage chancer – og det gælder særligt også for mine gadgets. Hvis alt ligner hinanden og kan det samme, så er der kun to punkter der er interessante at kigge på – hvilket "brand" der fortæller den bedste historie, og hvilken producent der skærer produktet til den bedste pris. Og det er egentlig bare helt vildt kedeligt i min optik.
Så når nu Samsung også har valgt at lande på et earbud-design med stilke, så fryder det mit store gadgethjerte, at de har plastret et sæt sci-fi værdige LED-lygter på siderne af stammerne.
Yes – Samsungs buds har lys som kan eller skal ses. Det er ikke en revolutionerende ting, og vi har set "gamer"-buds forsøge sig med det samme for udseendets skyld – I Samsung-lejren er det selvfølgelig en feature der gør det lettere for brugeren at blive set på løbeturen i skumringens time – og selvfølgelig er det også for udseendets skyld. Og vigtig pointe: Man styrer selv om lyset skal være tændt eller slukket.
Med Samsungs visuelle differentiator af vejen, kigger vi videre på selve lydproduktet. Buds3 Pro er et sæt trådløse buds, som kommer med aktiv støjreducering og hvad der nu findes af mellemveje og transparensfunktioner. Støjreduceringen er helt formidabel, og det virker pænt – Tilmed holder batteritiden næsten lige så længe med støjreduceringen aktiveret, som uden – 6 mod 7 timer. Ladeetuiet har et ekstra døgns batteritid, og alt er godt her.
Buds3 Pro er skabt med android-brugere i sigte, og særligt Galaxy-brugere, som får den største funktionalitet. iOS-brugere kan selvfølgelig også koble op på bluetooth-budsene, men her er det bare ikke den bedste løsning.
Samsung har brugt den ekstra plads på at opgradere lydsiden. Her finder man et setup der både har fået plads til en diskant og en woofer, som kører på en dobbelt-forstærker, og det lyder godt – og mindst lige så godt som andre "pro"-modeller i 2000-kroners klassen.
Samsung har også smækket ekstra ekstra AI-funktioner i de nye Pro-buds, her kan man sende stemmekommandoer på engelsk efter sine buds, hvis man har en nyere Samsung Galaxy-mobil koblet til. Det er dog ikke features jeg har brugt allermest tid på, da dansk endnu ikke er en stor understøttelse på oversættelses- og notatniveauer.
Hvad jeg til gengæld er begejstret for, at de nye Buds evne til at skabe rumlig- og retningsbestemt lyd med 360 Audio – det giver en ekstra dimension til underholdningen – og er en feature som for årets topprodukter er et must at have med.
Buds3 Pro er også forberedt til det nye Bluetooth Auracast-format – Auracast er stadig i sin spæde begyndelse, men er en teknologi der lader brugere tune ind på offentlige tilgængelige bluetooth-signaler – det kunne være til en et større event, i lufthavnen eller på en tætpakket festival. Jeg har ikke haft mulighed for at tappe ind i nogle Auracasts i testperioden, så funktionen vinder ingen point som sådan.
Slutteligt er det vigtigt at Samsung har sørget for at gøre sine buds vand- og støvtætte med IP57 certificering – det burde være en selvfølgelighed, men er det ikke nødvendigvis, i min optik er det dog en sikkerhed man skal have, når man køber delikat elektronik der er lavet til at blive brugt ude i verden – og særligt i denne prisklasse.
Samsung Buds3 Pro er et forfriskende nyt take på earbuds fra Samsungs side, og med et genkendeligt design og lækre funktioner, er det et oplagt valg, hvis du står og leder efter et par seriøse allround-buds til din nye Android-mobil.
i samarbejde med PriceRunner