Test: Samsung Galaxy Buds Live - bønnen virker!
Vi har kigget nærmere på Samsungs nye earbuds
Samsungs seneste omgang trådløse earbuds er en afstikker fra det design, de har fremført de seneste par år.
Galaxy Buds Live, som navnet er endt, er et sæt bønneformede earbuds, og rygterne vil vide, at Samsung først sent i processen fravalgte at køre hele vejen igennem med navnet 'Galaxy Beans' - en skam, hvis du spørger mig.
Designskiftet er ikke bare fordi designerne mente der skulle ske noget nyt - og som det oftest gælder, er der selvfølgelig en funktionel grund bag.
De mange forskellige varianter af True Wireless earbuds vi har set siden teknologien for alvor blev skudt i gang, har alle forsøgt at ramme så mange øregange som muligt, med varierende grad af succes. Apples Airpods har måske gennemført det mest ikoniske design til dato, men Airpods, med de karakteristiske "stammer", der i stedet for at lede kabler, sørger for at huse mikrofoner og give tyngde, er ikke måske one-size-fits-all, men med tilføjelsen - but-not-well.
Andre producenter - herunder Samsung, har forsøgt at give et tættere og mere skræddersyet fit, med udskiftelige silikone-dutter. Det var tilfælde med de første udgaver af Galaxy Buds - men ikke mere.
Galaxy Beans Buds Live er Samsungs forsøg på at lave one-size-fits-all, på en anden måde. Og måske det har virket?
Jeg var først skeptisk, da jeg så de bønneformede Buds online: "Det bliver enten ubehageligt - eller noget der falder ud", var mine første tanker...
Men det har ikke været tilfældet. Med Buds Live smækker man hele bønnen ind i øret - men i stedet for at presse eller trække, hviler de små bønneformede Buds i ørets naturlige udformning, og sidder faktisk bedre fast, end jeg ville have troet.
Samsung har lavet et par smågreb, der får det til at fungere. Var de helt udført i hård plast, ville det nok være lettere for dem at glide ud - men i stedet for at smække silikoneduttene på selve lydenhederne, har man placeret dem over ladeskinnerne. Det hjælper med to ting - dels at rette bønnernes lydside ind mod ørekanalen - og dels giver silikonen et bredere og mere behageligt grib, ind mod yderøret.
Konstruktionsmæssigt giver de rigtig god mening.
På lydsiden, er der flere ting at bemærke.
De AKG-tunede Buds leverer rent faktisk en god og klar lyd, som spiller højt nok, selvom de ikke er presset fast i øret. Ulempen ved designet, er at man ikke fanger den samme tætklinede dybde af bassen, som i eksempelvis Samsungs tidligere Buds.
Samsung har implementeret en form for aktiv støjreducering i Buds Live.
Der er to udvendige mikrofoner, som hjælper til at sortere uønsket baggrundsstøj fra, og det virker bedre end man kunne have troet, med et forholdsvist åbent design.
De toner baggrundsstøjen godt væk, og det kan især mærkes under opkald, hvor det især giver mening. Men det er ikke en støjreducering, der er på niveau med de store lukkede headsets - og heller ikke de udmærkede Jabra Elite 65T earbuds.
I dagligdagen fungerer det dog godt, og er helt klart en forbedring over earbuds af typen, uden støjreducering.
Ekstra strøm og trådløs opladning
Batteriet i Galaxy Buds Live er god for 5-6 timers spilletid og æsken giver tre ekstra opladninger - så man kan være godt kørende over et par dage uden ekstra strømkilder - det behøver man dog ikke, hvis man kobler dem med en af Samsungs seneste smartphones med trådløs opladning - det understøtter Galaxy Buds Live nemlig også.
Samsung introducerede deres nye Buds sammen med Galaxy Note20-serien, og det betyder at de foruden farverne hvid og sort, også er tilgængelige i den lækre 'Mystic Bronze', der går igen på alle Samsungs luksusprodukter dette efterår.
Samsung Galaxy Buds Live er et spændende nyt alternativ til true wireless kategorien, og især formgivningen af disse nye earbuds giver dem en berettigelse, der giver Samsung en god grund til at føre formen videre i fremtidige opgraderede versioner. Solide ear-buds, der giver et meget distinktivt look.
Pris og tilængelighed
Samsung Galaxy Buds er landet i butikkerne og har en vejledende salgspris på 1.399,- kroner.