Mobil

Test: OnePlus 13: Årets første flagskibssmartphone imponerer!

Den nye topmodel fra OnePlus trækker topkarakter!

Test: OnePlus 13: Årets første flagskibssmartphone imponerer!
OnePlus 13

6 ud af 6 stjerner

2025 er knapt skudt i gang før vi har fået årets første flagskibssmartphone – og årets spæde start taget i betragtning – årets vildeste smartphone.
Det er OnePlus der nu har lanceret deres topmodel OnePlus 13, der swooper ind som arvtager til sidste års OnePlus 12 – med en mindre prisstigning, og mærkbare forbedringer. I korte træk byder OnePlus 13 på et solidt kamera, imponerende batteri-egenskaber og en vanvittig performance.

Jeg har allerede haft mulighed for at teste den nye smartphone et par uger, og derfor er anmeldelsen også klar allerede med OnePlus’ annoncering. Læs med.

OnePlus 13: En hårdfør looker

OnePlus 13 laver ingen kæmpe armbevægelser når det kommer til designændringer og ved første øjekast ligner OnePlus 13 sin forgænger, men der er nu alligevel sket en del. Hovedpunktet i designet er uden tvivl stadig det store runde kamerahus på bagsiden, der huser triple-cam setuppet og en flash/lommelygte, og det er en genganger fra de sidste par generationer, der fortsat er blevet forfinet og giver OnePlus en genkendelighed.

I modsætning til sidste års model er smartphonens aluminiumsramme ikke længere kurvet, men i stedet flad – det gør mobilen meget lettere at holde på, og giver samtidig designets sideprofil en smule mere kant end forgængeren.
Vægten er på 210 gram og tykkelsen er på 8,5 mm, og det får mobilen til at fremstå som en af de mere kompakte flagskibsenheder på markedet, trods dens relativt store skærm. Fronten består af kurvet glas der flader ud mod metal-midterrammen fra alle kanter og alt i alt giver det et rigtigt godt indtryk.

Telefonen fås i tre farvevarianter, hver med unikke materialer og finish:

  • Midnight Ocean: En blå farve med mikro-fiber vegansk læder, der er udviklet for at give en let følelse, samtidig med at materialet sikrer høj holdbarhed.
  • Arctic Dawn: En glat glasoverflade, der minimerer fingeraftryk og giver en kølig, glat fornemmelse ved berøring.
  • Black Eclipse: En variant med en sort rosewood-struktur, der kombinerer en realistisk tekstur med et mat finish for at reducere synligheden af fingeraftryk.

OnePlus 13 er udstyret med Ceramic Guard, som øger modstandsdygtigheden over for ridser og fald. Telefonen er også certificeret med IP68- og IP69-standarder, som betyder, at den kan tåle både nedsænkning i vand på op til 1,5 meter i 30 minutter og højttryks-vandstråler under ekstreme temperaturer.
Altså hvis du lige tilfældigvis skulle stå i en situation hvor din smartphone virkelig trænger til en gennemspuling med højtryksrenseren (Don’t try this at home).

OnePlus 13: Her er den nye generation af flagskibsmobil fra OnePlus

Læs også: OnePlus 13: Her er den nye generation af flagskibsmobil fra OnePlus

Lækreste OnePlus-skærm til dato

OnePlus 13 disker op med en QHD+ ProXDR-skærm (3168×1440), der er en fryd for øjet. Den leverer 120 Hz opdateringshastighed – som efterhånden er en standard i flagskibskategorien, og så er den pokkers lysstærk:

Skærmen er designet til at præstere optimalt under alle lysforhold. Den maksimale lysstyrke når op på imponerende 1600 nits i High Brightness Mode og hele 4500 nits i specifikke scenarier for at sikre levende og præcise farver. OnePlus bruger AI og sensorer til at forbedre læsbarheden under direkte sollys ved dynamisk at tilpasse kontrast og pixel-brightness, og det gør den ekstra habil til udendørs brug i al slags vejr.

Desuden byder telefonen på Glove Mode, som gør det muligt at betjene skærmen med handsker på op til 0,5 cm tykkelse, og Aqua Touch 2.0, der sikrer problemfri respons selv på en våd eller beskidt skærm.

Et Qualcomm-powerhouse af en smartphone

Hjertet i OnePlus 13 er Qualcomms seneste flagskibs-chipset. Det hedder Snapdragon 8 Elite – og det er afløseren til sidste års Snapdragon 8 Gen 3 – og en opgradering af betydelig format. OnePlus 13 har absolut ingen problemer med at trække alt hvad jeg har kunnet kaste efter den af gaming og samtidige apps – og i 3DMarks mobil-score blæser den forbi alt andet der er tilgængeligt i Danmark i skrivende stund – med en hel del.

Snapdragon 8 Elite er helt sikkert en mobil landvinding, og vi kommer til at se disse processor-chips anvendt i flere af årets kommende flagskibsmobiler – men OnePlus 13 er den første model i 2025, der bruger teknologien, og det giver dem et lille forspring til konkurrenterne.

Femte generation af OnePlus Hasselblad-kameraet er landet

OnePlus har nu kørt parløb med den eksklusive kameraproducent Hasselblad i en årrække, og i år er der igen forbedringer i farvandet. Selve kamerasetuppet, der minder en hel del om sidste års, er et triple setup bestående af tre 50 megapixel-sensorer.

Hovedkamera
Hovedkameraet bruger en 50 MP Sony LYT-808-sensor med en stor 1/1.4” sensor og en f/1.6-blænde. Den giver en fantastisk billedkvalitet, især under dårlige lysforhold. Pixel binning-teknologi resulterer i en pixelstørrelse på 2.24μm, der forstærker detaljeniveauet og reducerer støj.

Ultra-vidvinkelkamera
Telefonens ultra-vidvinkelkamera har også en 50 MP sensor, denne gang ISOCELL JN5, med et synsfelt på 120°. Det er ideelt til at fange brede landskaber og store gruppebilleder. Jeg har aldrig helt været fan af ultra-vidvinkel linserne i smartphones og fundet kvaliteten ret omskiftelig, men OnePlus 13 rammer den bedre end jeg længe har set.

Telefotokamera
Telefotokameraet introducerer et Triprism-objektivdesign, som anvender tre prismer til at bøje lys tre gange. Det skulle give en brændvidde svarende til 73 mm (3x optisk zoom) i et kompakt format. Med en 50 MP Sony LYT-600-sensor, f/2.6-blænde og optisk billedstabilisering (OIS) leverer det imponerende resultater ved zoom og fremragende detaljering, selv ved større afstande. Går man over de 3x optisk zoom, er det den digitale zoom og AI der overtager spillet. Det er stadig en ret habil funktion, men man skal virkelig være rolig på hånden, hvis man vil forsøge at fange noget fornuftigt på linsen i en zoom-indstilling højere end 50x – men dertil klarer den sig faktisk rigtigt flot.

Nye AI-funktioner
Som noget nyt introducerer årets kamerasetup også en række AI-berigede funktioner, der er meget velkomne. En af dem er Dual Exposure-teknologi, der kombinerer kort- og langtidseksponering for at reducere slør og bevare detaljer i dynamiske scener. Action Mode fordobler sensor-output til 60 fps, som gør det meget lettere at fange hurtigt bevægende objekter uden bevægelsesslør.

OnePlus 13 understøtter desuden 4K Dolby Vision HDR-optagelse ved 60 fps på alle kameraer, inklusive selfie-kameraet – og op til 8K 30FPS på hovedkameraet. Hasselblad Portrait Mode tilbyder 1x, 2x og 3x zoom til portrætfunktionen, komplet med naturlig bokeh og klassiske filtre inspireret af Hasselblads optiske standarder.

Kælenavn: OnePlus “Big Battery” 13

OnePlus har altid været fortaler for effektive batterier og lynhurtig opladning, og OnePlus 13 skuffer absolut ikke. Mobilen er udstyret med en 6000 mAh batterikapacitet, den største nogensinde i en OnePlus-enhed.

Det store batteri har for mig i praksis betydet, at jeg ikke har haft brug for at smide mobilen i laderen hver eneste nat – men i stedet har kunnet nøjes med en opladning hver anden dag. Det har været med vekslende batteriprocenter: én enkelt gang røg jeg ned på 8%, men de fleste dage har der været i nærheden af 30-40% batteri tilbage på andendagen inden opladning. Det er virkelig imponerende og ikke noget, jeg har oplevet tidligere i en moderne smartphone.

Hvis man ønsker at gå længere mellem opladninger, kan man aktivere energibesparende tilstand. Her har jeg holdt mobilen kørende med nogenlunde normal funktionalitet (minus lidt baggrundsapp-funktionalitet) i næsten fem dage.

Når det gælder opladning, har OnePlus 13 både hastighed og bekvemmelighed med sig. Den understøtter 100W hurtigopladning via kabel, som kan oplade batteriet fra 1% til 100% på kun 36 minutter. Trådløs opladning er lige så imponerende med 50W understøttelse ved brug af en kompatibel AIRVOOC-oplader.

Forbedret forbindelse og magnetisk fleksibilitet

OnePlus 13 har forbedret mobilsignalboost-teknologi, som sikrer telefonen stabil netværksydelse, uanset hvor du befinder dig, og der er også blevet plads til en række andre “vidste du”-funktioner.

Walkie-Talkie og BeaconLink
BeaconLink udvider tilslutningsmulighederne ved at introducere en walkie-talkie-løsning via Bluetooth. Med en rækkevidde på op til 200 meter giver funktionen ekstra sikkerhed i områder med begrænset netværksdækning, som under vandreture eller sejlture. En kommende softwareopdatering vil ifølge OnePlus yderligere tilføje muligheden for at sende beskeder og fotos via Bluetooth.

Forbedret gaming-oplevelse
Dual gaming-antennedesignet sikrer optimal netværksforbindelse, selv når telefonen holdes horisontalt under gaming. Den hybride antenneteknologi udnytter metaldele som kamerarammen, forbedrer den samlede tilslutningsoplevelse og reducerer risikoen for signalforstyrrelser.

Magnetiske tilbehør
OnePlus 13 understøtter en række magnetiske tilbehør, herunder specialdesignede magnetiske covers og en 50W AIRVOOC Magnetic Charger. OnePlus magnetiske oplader kombinerer hurtig trådløs opladning med effektiv varmeafledning. Derudover tilbyder OnePlus en 5.000 mAh magnetisk powerbank, der er både let og kompakt, og som giver fleksibilitet til opladning på farten (den fungerer også for andre enheder som iPhones, noterer OnePlus).

Pris og tilgængelighed

  • Pris: OnePlus 13 starter ved 8.999 kr.
  • Farver: Black Eclipse, Midnight Ocean og Arctic Dawn.
  • Forudbestilling: Åbner den 15. januar 2025 via OnePlus’ officielle hjemmeside og udvalgte forhandlere.

Tilbehør:

  • AIRVOOC 50W Magnetic Charger: 1.499 kr.
  • Magnetiske etuier: Fra 349 kr.

Never Settle

Efter et par uger med OnePlus 13 må jeg indrømme, at telefonen overgår mine forventninger på flere fronter. Batteriet og opladningsteknologien er uden tvivl det, der har imponeret mig mest – at kunne gå to dage uden opladning og alligevel have rigeligt med strøm til overs, er en sjældenhed i nutidens smartphone-landskab. Jeg har også været imponeret helt til månen over den vilde performance fra Snapdragon-chipsettet, og skærmen er også en fornøjelse at bruge.

Konklusion: En værdig start på 2025

OnePlus 13 leverer på nærmest alle parametre og markerer sig – tidligt – som en af årets mest alsidige og kraftfulde smartphones. De andre producenter skal virkelig bringe deres bedste game med til de kommende lanceringer.

Med en exceptionel batterilevetid, lynhurtig opladning, fremragende skærm og ekstrem performance er der meget lidt at klage over. Prisen er højere end sidste år, men taget i betragtning af hvad du får for pengene, føles den ikke uretfærdig – særligt hvis du planlægger at holde fast i telefonen i flere år. Seks stjerner!.

OnePlus 13 har sat barren højt for 2025.

OnePlus 13 lanceres i Danmark den 7. januar

Læs også: OnePlus 13 lanceres i Danmark den 7. januar

Her er de mest downloadede iPhone apps og spil i Danmark i 2024

Læs også: Her er de mest downloadede iPhone apps og spil i Danmark i 2024