Connery

Test: OnePlus 11 5G

En topklasse telefon til en konkurrencedygtig pris

5 ud af 6 stjerner

Er du på udkig efter en ny smartphone, der har alt det nyeste og bedste teknologi - uden at koste spidsen af en jetjager? Så er OnePlus 11 5G måske noget for dig. Den kinesiske producent OnePlus har igen lanceret en ny topmodel på markedet, og denne gang er det en opgradering af den tidligere OnePlus 10 Pro - eller en efterfølger til OnePlus 10T. Eller hvordan er det nu lige?

Der skal ikke meget til, at lade sig forvirre at OnePlus' ret vekslende navngivning over det seneste år: 2022 bød på en OnePlus 10 Pro med Hasselblad-kamera, så en OnePlus 10T uden Hasselbladkamera - og nu er OnePlus 11 5G så landet på hylderne - med et Hasselblad-logo på kameraet. 

Hvis vi skal forsøge at forklare det simpelt, så forholder det sig sådan her: OnePlus 11 er årets flagskibsmodel fra smartphoneproducenten, og der kommer ikke en Pro-model - til gengæld, er den nye model langt hen ad vejen sammenlignelig med sidste års Pro-model, med den markante forskel, at den lanceres til en lavere pris.  

OnePlus 11 5G er en smartphone, der med all the bells and whistles, forsøger at tangere flagskibe fra de primære konkurrenter i iPhone og Samsung, ved her og der at springe over hvor gærdet er lavest, for at kunne tilbyde en high-end smartphone, til en lavere pris en selvsamme konkurrenter. 

Jeg har nu testet OnePlus 11 5G over et par uger, og er klar til at fælde min dom over den nye model. 

ANNONCE
OnePlus 11 5G - Test: OnePlus 11 5G OnePlus 11 5G

Den nye smartphone fra OnePlus er i grove træk en flagskibstelefon, når man kigger ned af specifikationslisten: Den er udstyret med en 6.7" stor OLED skærm, der trækker opdateringshastigheden på skærmen op til 120 Hz, pakket ind i metalrammer og gorillaglas - indvendigt bygger den på den nye hurtige Snapdragon 8 Gen 2 high-end flagskibsprocessor, der er op til 16 GB RAM, rigeligt med lagerplads - og et triple-lens kamerasetup med Hasselblad-logo pryder den unikke runde kamera-ramme på smartphonens bagside. Der er også 100 Watt kablet lynopladning, to slots til SIM-kort og alt hvad der kan kastes igennem af diverse underholdningsrelaterede certificeringer fra Dolby. 

Det er altsammen godt og tillokkende - især set i lyset af en vejledende salgspris der starter i 6.499 kroner - godt en tusse mindre end sidste års OP10 Pro, ved lanceringsdato.

ANNONCE
OnePlus 11 5G - Test: OnePlus 11 5G OnePlus 11 5G

Alert-Slideren er tilbage

OnePlus 11 lander med et design, der på en gang er både genkendeligt og lidt af en afstikker. OnePlus selv fortalte under smartphonens fremvisning, at designerne har ladet sig inspirere af både sportsvogne og urhåndværk - og det faktisk til at se, uden man kniber øjnene sammen. Størstedelen af designet er langt genkendeligt fra både tidligere OnePlus-telefoner og andre fabrikanter - en aflang smartphone med let afrundede skærmkanter, pakken ind i metal (ikke plastik) med en bagside der heller ikke er lavet af billig plastik - det er nemlig en topmodel, og den skal ikke føles billig. Det gør den heller ikke. 

Afstikkeren er åbenlys, kamera-teknologien er i år blevet pakket ind i et rundt design, der giver smartphonen sin største identifikator - det runde bump er lidt af en smagssag, men konstruktionen er pænt udført med en udfræst metalramme, der giver beskyttelse til glasset der dækker linserne - med det store Hasselblad-logo svævende i midten af optikkerne. Jeg synes ikke det er dumt - og endnu mindre, fordi det rent praktisk er lykkedes for OnePlus at udfærdige et kamerabump, der ikke får smartphonen til at sidde ustabilt på det underlag, som man nu kunne finde på at placere en smartphone på. Metalrammen der omrkanser smartphonen er tynd i siderne, mens den flader ud i til en mere kantet form på top og bund - og det hele er bare slet og ret lækkert lavet. 

En vigtig pointe ved netop denne smartphone, er at man på højre side finder OnePlus' elskede alert slider - det er knappen, der giver hurtig adgang til fysisk at skifte mellem lydtilstande og vibration - en knap, der 'manglede' på de sidste to versioner af OnePlus - det er godt den er på plads igen, for OnePlus er en af meget få Android-producenter, der tilbyder netop denne feature.

Årets OnePlus kommer i to forskellige farver, der begge er forholdsvis afdæmpede i deres tilgang - uden at blive deciderede kedelige. Den ene hedder Eternal Green, mens den anden hedder Titan Black (testversionen) - og hver farve har et forskelligt feel - Jeg holder af Titan Black, fordi den har en nupret, eller nærmest ru overflade, der gør smartphonen meget let at holde på. 

ANNONCE
OnePlus 11 5G - Test: OnePlus 11 5G OnePlus 11 5G

Lækker og mere effektiv skærm

Skærmen i årets OnePlus model er ikke en banebrydende en af slagsen - men det behøves nok ikke, for den er stadig virkelig god - særligt til prisen. Der er tale om en 6.7" OLED-skærm med en opløsning på 2048 x 1080 pixels, der kan nå op til 120 Hz opdateringshastighed. 120 Hz - eller billeder i sekundet - er den aktuelle defacto standard for flagskibsmodeller fra diverse producenter, og mens det altid ser fantastisk lækkert ud når man oplever lynhurtige scrolls, er OnePlus 11 udstyret med variabel opdateringshastighed. 

Her hedder det LPTO3, og det gør smartphonen i stand til selv at regulere skærmens opdateringshastighed mellem 1 og 120 Hz, alt efter brugsscenarie - det er en god feature, fordi det hjælper smartphonen til at holde sig længere kørende på sit batteri. Skærmen er i det hele taget mere eller mindre identisk med skærmen fra sidste års Pro-model, og det er et plus at man ikke har sparet på området. 

ANNONCE
OnePlus 11 5G - Test: OnePlus 11 5G OnePlus 11 5G

Nyt kamera - bedre AI-assistent

Kameraet er også blevet opgraderet i OnePlus 11, hvor der er tale om en tredje generations Hasselblad kamerasetup med en ny 50-megapixel sensor med en f/1.8-blænde. Derudover har telefonen også en 115-graders ultravidvinklet 48-megapixel linse, der også fungerer som makrokamera. Telefonen har også et 32-megapixel telefotokamera, der kan levere skud med 2x optisk zoom. 

Kamera-hardwaren i sig selv er en ny konfiguration, der blandt andet overgår mulighederne fra OnePlus 10T, mens det er mere mudret, når man sammenligner med OnePlus 10 Pro, der til sammenligning leverede 3.3x optisk zoom, men fra en mindre linse. 

På dette stadie i smartphonekameraets udviklingsramme, har softwaren en efterhånden ret stor indvirken på, hvor meget man som almindelig bruger får ud af et givent kamerasetup, og fordi smartphonen er udstyret med den nyes Snapdragon-chip fra Qualcomm, er der under alle omstændigheder rigeligt med AI-kraft til kameraet. 

Hasselblad-samarbejdet består igen af bløde faktorer - det er altså ikke Hasselblad-hardware der sidder i smartphonen, men derimod har den legendariske kamera-producent leveret filter- og farvetuning til det primære kameras kunnen. 

Kameraet i OnePlus 11 er rigtigt godt, og vil være rigeligt til at løfte opgaverne som langt de fleste brugere kan smide på den - i dagslys opererer det upåklageligt, mens natfotos løftes betragetligt takket være AI løft i lysindtaget, og fotos bliver både gode og detaljerede, selvom jeg personligt ikke helt bryder mig om det ret livlige farvespil, der opstår. Det er dog i småtingsafdelingen, men innovationshøjden synes ikke helt på samme niveau som i tidligere OnePlus-udgivelser - det er mest en skam, fordi det kunne være fedt at sige, at OnePlus gav totalt baghjul til alle de dyrere flagskibsmobiler fra konkurrenterne! Det er dog ikke helt tilfældet, men til gengæld er kameraet rigeligt veludstyret for smartphonens prisklasse. 

Herunder kan du se en håndfuld skud fra mobilen:

ANNONCE
Skygger og modlys - Test: OnePlus 11 5G Skygger og modlys
Normal tilstand - landskab - Test: OnePlus 11 5G Normal tilstand - landskab
2x optisk zoom - Test: OnePlus 11 5G 2x optisk zoom
Makro (madofoto) - Test: OnePlus 11 5G Makro (madofoto)

Snappy ydeevne

OnePlus 11 er udstyret med Qualcomms Snapdragon 8 Gen 2-processor. Godt nyt, for det er den mest kraftfulde processor, der er tilgængelig på Android-markedet. 

Årets topchip fra Snapdragon er endnu hurtigere og endnu mere effektiv end sidste års model - og også på et niveau, hvor det praktisk talt ikke giver mening, at tale om hvor hurtig smartphonen er. Men det gør vi alligevel: I den mest krævende spiltest fra 3DMark; Wild Life Extreme, lander OnePlus 11 med en score på 3564, det er heftigt og 700 point mere potent end efterårets OnePlus 10T og blot 300 point under scoren fra den nyligt udgivne Samsung S23 Ultra, der er et markant dyrere device. 

OnePlus 11 er en ekstremt hurtig smartphone, der på ingen måde vil mærkes langsom i hverdagen. Som gamer klarer OnePlus 11 sig også meget godt - det kompakte design giver dog nogen varmeudvikling, hvis man trækker gang i krævende spil over længere tid, men aldrig på et niveau, hvor det føles direkte ubehageligt. 

Den lynhurtige processor suppleres med enten 8 eller 16GB RAM på hukommelsen - 16GB RAM er nok til at åbne flere apps end du kan nå at bruge, men også ret fedt, hvis du virkelig lever og ånder for aldrig at gå ned på grej - for langt de fleste vil 8GB RAM formentlig være rigeligt.

ANNONCE
OnePlus 11 5G - Test: OnePlus 11 5G OnePlus 11 5G

Hurtig men langsommere, trådløs = overflødig? Vi taler om batteri

OnePlus 11 leveres med en hurtigladekapacitet på 100 Watt, med det medfølgende ladeadapter. Det er uden tvivl et plus, at OnePlus til stadighed leverer deres hurtigladere sammen med smartphonen, i modsætning til visse andre producenter (Apple og Samsung). 100 Watt SuperVOOC er Oneplus' navn for opladningsteknologien, der trækker fra 0-100% på godt og vel 25 minutter. Det er rigtig fedt med så hurtig kablet opladning - og fedt nok, til at OnePlus har droppet den trådløse opladning. Det er i hvert fald forklaringen man får, når man spørger ind til trådløs opladning - at det simpelt hen ikke giver mening, når man kan tanke strøm så hurtigt med et kabel. 

Jeg forstår egentlig godt argumentationen, og den kablede opladning er hurtig. Det føles bare en smule skørt, når OnePlus i foregående modeller har pushet trådløs opladning, og af en ret hurtig slags, som den nye superfeature. Samtidig er OnePlus 11 i stand til at tage imod strøm nær så hurtigt som forgængeren OnePlus 10T, der kom med 150 Watt kablet SUPERVOOC-opladning, som alt andet lige fyldte strøm på et par minutter hurtigere. 

Når det kommer til stykket, handler det velsagtens om at OnePlus forsøger at ramme den rette balance mellem performance og hardware, til at kunne sælge en smartphone med flagskibs-specs og stadig tjene til dagen og vejen undervejs. 

Ladeteknologier til trods, er OnePlus 11 med sine 5000 mAh, en smartphone der leverer en okay lang effektivitet på sine lynhurtige opladninger, der for tunge brugere kræver en lille opladning hen mod aftentid, hvis der skal late-night games oven på en dag med masser af app-brug. 

ANNONCE
OnePlus 11 5G - Test: OnePlus 11 5G OnePlus 11 5G

Et billigere alternativ til de andre topmodeller

OnePlus 11 5G er en imponerende telefon med mange funktioner, der vil tiltrække både tech-entusiaster og almindelige forbrugere. Med en konkurrencedygtig pris der starter ved 6.499 kroner er den et billigere alternativ til andre topmodeller på markedet, samtidig med at den tilbyder en ydeevne, der matcher langt hen ad vejen matcher demn. 

Kameraet leverer en solid oplevelse, der samlet set befinder sig pænt over gennemsnittet - og uden helt at levere hjernedødt vild performance til kameraentusiaster, er OnePlus leveringsdygtige i et smart, no-fuzz kamera, der takket være AI og funktionel software, leverer et solidt hverdagskamera.

Batteritiden er også god, og selvom der ikke er trådløs opladning, opvejes det af den pænt hurtige kablede opladning.

Alt i alt er OnePlus 11 en fantastisk telefon, der tilbyder en masse værdi for pengene. Hvis du leder efter en ny telefon, der har en fantastisk ydeevne, et flot design - til en god pris, er OnePlus 11 et oplagt valg.


OnePlus 11 5G - Priser og tilgængelighed

I Danmark starter prisen for OnePlus 11 5G fra 6.499 kr. for 8GB+128GB-varianten, mens 16GB+256GB koster 6.999 kr.

OnePlus 11 5G er tilgængelig hos Elgiganten, Telia, Call Me, Telenor, CBB, 3, OiSTER, Proshop og Power og på oneplus.com

ANNONCE
OnePlus 11 5G - Specifikationer

Styresystem: Android 13 + OxygenOS 13
Skærm: 6.7" AMOLED 1-120 Hz, 1440x3216 pixels
Størrelse: 163x74x8.5 mm
Vægt: 205 gram
Chipset: Qualcomm Snapdragon 8 Gen 2
Hukommelse: 8/16 GB RAM
Lagerplads 128GB/256GB/512GB 
Hovedkamera: 50 MP main + 48 MP ultra-wide + 32MP telefoto
Selfiekamera: 16 MP
Batteri: 5.000 mAh, 100 Watt SUPERVOOC lynopladning

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce