Connery

Test: Mevo Start 3-pack

Livestream-lir til amatør-youtuberen.

Vi lever i en tid, hvor meget af vores underholdning leveres gennem vores smartphones eller hurtige nyheder på nettet - og for at kunne følge med i tidens trends, så skal man også kunne formidle sit budskab ret hurtigt.

Derfor er youtubere, livestreams og hurtige, uredigerede klips blevet utroligt populært - og et hurtigt fix for dig, der mangler noget at zone ud til!

Hvis man pusler lidt med videoer og livestreams - så har Logitech for Creators lige lanceret noget grej, som kan gøre det hele meget nemmere - Mevo-kamerapakken Mevo Start 3-pack.

ANNONCE
Foto: Mevo - Test: Mevo Start 3-pack Foto: Mevo

Transportabel livestreaming med flere vinkler

Pakken består af et mere eller mindre transportabelt studie, hvor man har skippet det tunge udstyr og i stedet sørget for 1080p HD-kameraer dedikeret til livestreaming, som kan monteres på meget fleksible kamerastativer.

Alene har hvert kamera batterilevetid på ca. 6 timer, men hvis du skal streame en hel nat med gaming? Så kan den sættes til strøm og forlænge dine sniper-optagelser!

Selve optagelserne kan livestreames via Wi-Fi, hotspot og lignende uden problemer. Hvor man ved de klassiske lavpraktiske livestreams skal nøjes med en enkelt kamerakilde - ofte smartphone - så får man her en mere dynamisk livestream, som giver lidt mere spænding og variation til optagelserne.

Med Mevo-pakken kan man koble op til 3 kameraer på samme livestream - man skal manuelt skifte i mellem vinklerne på sin smartphone, men det svarer bare til, hvis man selv lige skulle holde en selfiestang for at tage billedet.

Vi fik en sending til test for at undersøge, hvordan det ville foregå i praksis, når vi skød madvideoer til Mandekogebogen.

Og her var der både fordele og ulemper.

Vi bruger ikke livestream så meget i vores dagligdag lige for tiden, så målet var at skyde forskellige vinkler til madvideoen, så man dermed ikke risikerer at flytte på kameraets fikspunkt ved kun at have en smartphone ved hånden.

ANNONCE
Test: Mevo Start 3-pack

Stabile vinkler og brugervenligt app-design

Livestream, som er det primære omdrejningspunkt for produktet, fungerer efter hensigten - man kan indstille de forskellige kameraer til forskellige fikspunkter i alle retninger, og mens man sidder og agerer stjernen i sit eget livestream, kan man under bordet eller uden for kameraet nemt klikke i mellem de forskellige kamerastationer, så man selv styrer det primære kamera.

Desuden tilbyder den gratis app til produktet, Mevo Multicam, et overskueligt overblik over tilkobninger og systemet opbygning - samt små nemme detaljer, hvor man kan finpudse lyden med en lydmixer og desuden indsætte billeder og tekst over skærmen, mens der optages live-video.

Lyden er i øvrigt meget ren og klar under optagelserne ved hjælp af nogle velfungerende, indbyggede mikrofoner og en støjreduktion, som formår at fjerne de værste brummelyde.

ANNONCE
Test: Mevo Start 3-pack

Funktionel vidvinkeleffekt, stadig et to-mands-job

Da vi testede det for at skyde madbilleder, var det op til en hvis grad også en succes - hvor jeg flere gange har været helt lavpraktisk og smidt min smartphone op i et køkkenskab pegende ned på bordet?

Så kunne man her nemt opsætte en topdown-effekt, et sideskud og endda et skud af køkken i aktion, såfremt dette skulle være en del af det.

Og selve kameraet har en virkelig funktionel vidvinkel uden forvrængning, som gør, at du kan have kameraet meget tæt på bordpladen, uden at du får ledninger, stativ og andet gøgl med i skuddet.

Og mens livestream-optagelserne bare kører i øjebliksbilleder, så kan man, såfremt man ønsker at gemme og redigere i filerne efterfølgende, lagre sine optagelser på et sd-kort.

Det problem, der dog opstår, når man gerne vil optage madvideoer med forskellige vinkler - og selv er content creator - er, at man er nødt til at stoppe med madlavningen for at skifte kameravinkel.

Man skal lige stoppe med at røre smør i bearnaisen, hvis man vil have et close-up i stedet for et topdown-skud, hvilket gør, at det i sidste ende stadigvæk bliver et tomandsjob.

Men hvis man etape-vis opbygger en ret?

Så fungerer det super godt - det skal blot være en ret, man på forhånd har udtænkt som noget, der kan ‘tåle’ at blive sat på pause i løbet af sekvenser.

ANNONCE
Test: Mevo Start 3-pack

Samlet set

Mevo-pakken er den ultimative ‘nu skal jeg være Youtube-stjerne’-startpakke, da den indeholder alle de remedier, man skal bruge for at komme i gang med livestream.

Til madvideoer giver den også gyldne muligheder i forhold til mere stabile vinkler og udvidelse af kameraperspektivet - men dog med så ulemper i forhold til, hvis man vil livestreame retten i flere vinkler på samme tid og agerer kok.

I sidste ende er den bedst designet til livestream - og her får man content-grej for alle pengene. 

ANNONCE
Mevo Start 3-pack

Vejledende pris: 1149 euro

Mevo Start 3-pack

Test: Mevo Start 3-pack
Del

Seneste nyt