Test: Huawei P40 Pro
Huaweis 2020 flagskib er en fantastisk maskine med udfordringer
Huawei P40 Pro er den bedste smartphone, jeg ikke rigtig har lyst til at eje. Det lyder selvmodsigende, men det skal nok komme til at give mening.
Gennem de seneste år, har Huawei præsenteret den ene banebrydende smartphone efter den anden, og især i de tre foregående år, leveret smartphones der har været helt med fremme i den banebrydende afdeling, som også har sikret dem et utal af topkarakterer for deres smartphones - også fra undertegnede. Og hvis det havde været business as usual, ville Huawei med P40-serien, igen i år, været med helt fremme i feltet. Det er de bare ikke.
Som de fleste nok ved, medførte en handelsrestriktion, der blev pålagt kinesiske Huawei af USA, at flere komponenter ikke måtte sælges til den kinesiske teknologi-producent, mest kritiske af dette, i smartphone-regi, var det faktum, at Huaweis smarthphones ikke længere må benytte sig af Google Apps, hvilket vil sige Googles version af Android, hele suiten af Google applikationer som mange Android-brugere er fedtet ind i, og værst: Ingen adgang til Google Play Store, hvor alle de vigtige tredjeparts-apps befinder sig.
Restriktionerne har ikke som sådan lammet Huawei, men de har en kæmpe betydning for forbrugeroplevelsen af telefonen, især på det vestlige marked - som også inkluderer Danmark. Det vender jeg tilbage til.
Huawei P40 Pro er et fantastisk stykke hardware
Det nyeste kinesiske flagskib er endnu en gang med helt fremme, når det kommer til indmaden - komponenterne, og måden det hele er sat sammen på.
P40 Pro er en flot telefon, og når man har den i hånden, føles det som en kvalitets-smartphone fra ende til anden.
Når vi kigger nærmere på P40 Pro, ligner den på mange måder en videreudvikling af sidste års P30 Pro (Læs her), men der er ændringer i designet. Det mest synlige er den lille detalje, at skærmen nu benytter kurvede kanter hele vejen rundt - i en displayløsning der har fået navnet "Quad-Curve Overflow Display" - med en opløsning på 1200x2640 pixel til følge.
Det er også en fin skærm, der har god lysstyrke og en opdateringshastighed på 90 Hz - en smule under de 120Hz som eksempelvis OnePlus er hoppet på, med deres topmodel i år.
P40 Pro er forholdsvis stor, og måler 158.2x72.6x9 mm, stadig ikke et problem for mine store mandehænder, men klart en smartphone i den større ende. Det betyder også at der er plads til en masse hardware under overfladen - men også et kamera, der denne gang fylder lidt ekstra ud over de opgivne 9mm.
Men kameraet er undskyldt, for det er P-seriens store selling-point og Huawei har endnu en gang leveret et seriøst flot stykke arbejde på dette punkt.
Vi arbejder her med et Quad-cam setup, der med Leica-branding består af en hovedsensor på 50 MP, en ultravidvinkel på 40 MP, en telesensor på 12 MP og en Time-of-flight sensor til 3D leg og bokeh.
Resultatet er et vanvittigt godt kamera, der er ekstremt versatilt og klarer praktisk talt alle lysforhold - og tilmed 5x optisk zoom - og 50x digital.
Faktisk har Huawei P40 Pro nok en gang lykkedes med at tage førstepladsen på kameratest-platformen DxOMark, hvor den slår nærmeste konkurrent Samsung Galaxy S20 Ultra, med 6 point, og OnePlus 8 Pro med 9 point. Endnu en sejr, vil man nok kunne tilsniges at mene.
Hardwaren, i øvrigt
P40 Pro har også fået et stort batteri på 4200 mAh, der holder fint - og i øvrigt understøttes af Huaweis latterligt hurtige 40 Watt hurtigopladning - der ganske vist stadig skal benyttes med den medfølgende oplader, for at fungere på hurtigste vis.
Hjertet i smarthponen er Kirin 990 5G chipsettet, der også benyttes i Huaweis foldbare MateX smartphone, kombineret med 8GB RAM, der giver en solid ramme at arbejde med.
Det betyder også, at Huawei P40 Pro er en af få modeller, der på nuværende tidspunkt er fremtidssikret til det kommende 5G netværk.
Egentlig er der ikke en finger at sætte på Huaweis hardware (foruden fingeraftrykket, der er lynhurtigt), men modellen har et stort problem i min optik.
Manglende Google-understøttelse er problemet.
USA's kontrovers med Huawei, har kostet dyrt for anvendeligheden af Huawei P40 Pro. I hvert fald, hvis du er en moderne digital bruger, der er vant til at bruge sin smartphone i alle livets facetter.
Man kan godt vænne sig til at benytte Huaweis egen version af Android, der er benyttet på Huawei Mobile Services - og vi ved, at Huawei i Danmark har arbejdet enormt hårdt, på at lave aftaler med essentielle apps, som danskerne bruger, til deres Huawei App Gallery - men på nuværende tidspunkt, er der bare ikke nok apps at benytte - på en sikker måde.
Du finder i Huawei App Gallery en række legitime tredjeparts-apps, og en masse mulige alternativer, og blandt andet de sociale apps TikTok og Snapchat - Tinder, er at finde i App Gallery.
Men der mangler meget. Facebook og Instagram, kan du downloade fra Facebook.com, mens alle Google Apps selvfølgelig ikke lige er så lette at smække på - ingen Gmail, ingen Google Maps, ingen Google Calendar osv.
En dansk nøgleapp som NemID er helt fraværende. Diverse netbanker og Mobilepay kan installeres fra tredjepart eller Phone Clone med varierende succesgrad.
Dog er den officielle Dankort-app tilgængelig på legitim vis, i Huawei App Gallery. Dette er et godt tegn, og et fingerpeg om, at der fra Huaweis side også bliver fokuseret på App-brugen i det danske.
Huawei Danmark lister en række løsninger på denne problemstilling - nogle mere brugbare end andre.
For en del af applikationerne, vil det være muligt for en Android-bruger, måske bedst af alt - en Huawei bruger, at benytte værktøjet Phone Clone, til simpelthen at "snyde" telefonen, til at hente apps fra din gamle telefon. Dette trick virker til en vis grad, men du får stadig ikke en sikkerhed for sikkerhedsopdateringer til disse apps, når først de er flyttet over.
Dette er dog det letteste og bedste bud, på manglende apps.
Dertil kommer muligheden for at fremsøge applikationernes installationsfiler (.apk) fra forskellige steder af internettet.
Til dette formål kan man benytte app-aggregatoren, MoreApps, der hjælper dig med at finde tredjeparts-apps fra andre steder på nettet, end Play Store. Dette kan virke rigtigt fint et godt stykke hen af vejen - men der er altså ingen direkte opdateringer af disse downloads fra App Gallery.
Hele denne situation er synd og skam
Det er ærgerligt at Huawei er landet i denne situation, mellem USA og Kinas handelskonflikt.
Det betyder, at Huawei P40 Plus, er en smartphone, der i højere grad appellerer til folk der udelukkende går efter et fantastisk kamera og et begrænset udvalg af apps - for hvilken det vil være en hæderlig smartphone med fantastiske funktioner.
For de fleste andre; this ain't it.
Huawei P40 Pro er en fantastisk hardware, der er blevet handikappet af udefrakommende faktorer, og Huawei har endnu ikke haft den tid det tager, at oparbejde et gennemført økosystem, der også matcher app-forbruget for den gennemsnitlige techbruger herhjemme.
Når det er sagt, har jeg en forventning om, at HMS løbende vil blive en bedre oplevelse, både for P40 Pro, men også for fremtidige produktlanceringer. Huawei P40 Pro lider ikke helt så hårdt på app-området som Microsoft gjorde med deres smartphone-run, og der er grund til større optimisme omkring P40 økosystemet, der trods alt bygger på Android, og derfor ikke kræver en gennemgående genskoling af eksisterende Android-brugere.
Huawei P40 Pro - Pris og tilgængelighed
P40 Pro er i handlen på nuværende tidspunkt, og den vejledende salgspris lyder på 7.999,- kroner.
Huawei P40 Pro - Specifikationer
Skærm: 6.58" OLED skærm med 1200x2640 pixels opløsning, 90 Hz opdateringshastighed og HDR10 certificering
Dimensioner: 158.2 x 72.6 x 9 mm
Vægt: 209 gram
Chipset: Kirin 990 5G - Octa-core processor + Mali-G76 GPU
RAM: 8GB
Lagerplads: 128-512 GB + Nano Memory op til 256GB
Primært kamera: Quad; 50MP wide, 12 MP telefoto, 40 MP ultrawide og ToF-dybdesensor. Video op til 4K 60 FPS
Selfiekamera: Dual 32MP + ToF-dybdesensor
Batteri: 4200 mAh
Opladning: 40 Watt fast charge, 27 Watt fast wireless charge, 27 Watt fast reverse charge.
Styresystem: Android 10 med EMUI 10.1 (Ingen Google Play Services)