Verden

Teen sagsøger 16 universiteter for racisme: Fik job hos Google som 13-årig og afvises stadig

Zhong har nu anlagt sag mod 16 af disse institutioner med påstand om racemæssig diskrimination.

19-årige Stanley Zhong arbejder i dag som softwareingeniør hos Google, men har aldrig sat sine ben på et universitet.

Det prøvede han ellers, men blev afvist af 16 ud af 18 skoler. Nu har han lagt sag an mod dem for racemæssig diskrimination.

Zhong, som er selvlært programmør fra Palo Alto i Californien, blev første gang kontaktet af Google som 13-årig, da en rekrutteringsansvarlig forvekslede hans evner med en voksens.

“PhD-niveau, men ingen uddannelse”

Ifølge medierne arbejder Zhong i en stilling, der normalt kræver en ph.d.-grad, men selv med en vægtet GPA på 4,42 og en SAT-score på 1590 (99. percentil) blev han afvist af de fleste universiteter, han søgte ind på.

Zhong har nu anlagt sag mod 16 af disse institutioner, herunder University of California og University of Washington, med påstand om racemæssig diskrimination.

En del af det 291 sider lange sagsanlæg, som angiveligt hovedsageligt er skrevet ved hjælp af AI, lyder:

“På trods af Stanleys enestående akademiske præstationer og bemærkelsesværdige professionelle resultater i en ung alder, blev hans ansøgninger til bachelorprogrammer på fem University of California-campusser enten afvist eller sat på venteliste.”

“Det her føltes bare u-amerikansk”

Stanleys far, Nan Zhong, har udtalt sig til New York Post og fortalt om den skuffelse familien følte under ansøgningsprocessen.

“Jeg hørte godt, at asiater skulle klare sig bedre end andre for at blive optaget, men jeg troede, det bare var en skrøne,” sagde han og tilføjede:

“Men da afslaget kom det ene efter det andet, blev jeg målløs. Det, der begyndte med overraskelse, blev til frustration og til sidst vrede.”

Han tilføjede også: “Jeg tror ikke, de her skoler giver en skid for, hvad det gør ved de her unge mennesker.”

University of Washington har svaret, at de “står ved deres optagelsesproces”, og at “kapaciteten er begrænset, og vi kan ikke optage alle talentfulde ansøgere.”

University of California har meldt ud, at de vil “forsvare deres optagelsespraksis med styrke.”