Talisker Wilder Seas: ny whisky går i krig mod plastikforurening i verdenshavene
Taliskers teamer op med nonprofit-miljøorganisationen Parley.
Hvis der er et destilleri, som rimer på skumsprøjt, vild natur og havet, så må det være Talisker på Isle of Skye.
Talisker har i årtier destilleret de barske omgivelser omkring sig til smagfulde, spændende og nytænkende whisky-aftapninger - og nu slår de også et slag for havmiljøet.
I kampen om at undgå plastikforurening i verdenshavene har de teamet op med Parley for the Oceans - en nonprofit-organisation, som kæmper havets sag og beskytter verdens vilde havskove.
Samarbejdet startede tilbage i 2020 og har medvirket til en række gode ting for havet - blandt andet en række whiskyklubber verden over, som er samlet over en dram og opsamling af skrald og plastik i naturen.
Og nu er de til sommeren 2023 klar til at lancere deres helt nye whisky-collab - Wilder Seas.
En whiskyflaske, som markerer første gang i Taliskers historie, hvor flasken i kollektionen er lavet af 100 procent genbrugsglas og fremstillet på rent energibrændstof.
Whiskyen i sig selv er modnet på franske XO-cognac-egetræsfade (XO betyder, at cognac'en, der tidligere har været på fadene, skal være lagret i minimum 10 år).
Det giver en smag af tørrede frugter, blommer, røg, krydderier og et strejf af hav.
For hver flaske Wilder Seas, der bliver solgt, donereres 25 kroner til Parley for at hjælpe til i havmissionen.
Flasken koster 699 kroner og lanceres inden længe i velassorterede whisky-forretninger.