Når man forestiller sig dødsøjeblikket, tænker man måske på filmreplikker som “Fortæl hende, jeg elsker hende…” – sagt i en dramatisk hvisken og med tårevædede øjne. Men i virkelighedens verden? Ikke helt så Hollywood.
Julie McFadden, en erfaren hospice-sygeplejerske fra Californien, har arbejdet med døende patienter i over 16 år. Og hun har lagt mærke til noget bemærkelsesværdigt: De fleste siger nogenlunde det samme, når det nærmer sig slutningen.
“Jeg skal hjem nu”
En af de mest almindelige sætninger, hun hører, er: “Jeg skal hjem nu.” Ikke hjem som i lejligheden på 2. sal – men noget dybere. Noget, der måske peger mod det efterliv, de tror på, håber på eller fornemmer.
Flere taler også om en rejse, som om de er på vej et sted hen. Og her snakker vi ikke hallucinationer – men klare og bevidste udtalelser. Folk, der aldrig har nævnt døden før, kan pludselig sige: “Det er i aften, jeg dør.” Og så sker det. Ingen medicin, ingen varsler. Bare en beslutning.
De fire sidste klassikere
Ifølge Julie er der fire bemærkelsesværdigt ofte gentagne sætninger:
- “Tak.”
- “Jeg elsker dig.”
- “Tilgiv mig.”
- “Farvel.”
Og nej, det er sjældent noget stort, dramatisk øjeblik med strygere i baggrunden. Det sker i løbet af dagene eller timerne op til – og ofte med en fred, der slår alt, hvad man har set på lærredet.
Går tilbage til deres modersmål
En anden ting, Julie oplever ofte, er at døende mennesker skifter sprog. Pludselig begynder folk, der har boet i USA i 50 år og talt engelsk i årtier, at tale flydende italiensk, jiddish eller polsk – sprog, de ikke har brugt siden barndommen.
Det er, som om hjernen vender tilbage til det første sprog i de sidste øjeblikke – måske fordi det sidder dybt i underbevidstheden. Familien omkring dem bliver ofte overraskede: “Vi har ikke hørt hende tale italiensk siden hun var barn!”
Ikke alt giver mening – men måske giver det mening for dem
Nogle siger også ting, der ikke giver mening for omgivelserne – men som måske giver mening i deres eget univers. “Jeg skal finde min mor.” Eller “Han venter på mig.” Som Julie siger: “Det giver måske ikke mening for os – men det gør det for dem.”
Det folk fortryder mest
Når samtalen falder på fortrydelser, er der et mønster. Mange siger, at de ville ønske, de havde værdsat deres helbred mere – at kunne spise, gå, være smertefri. Og overraskende mange nævner, at de har fortrudt, hvor meget tid de brugte på at arbejde. Flere kvinder nævner også, at de fortryder al den tid, de har brugt på at bekymre sig om deres krop og vægt.
Så måske er der noget at lære her – midt i døden, ligger der en slags brutal ærlighed. Ikke som et filmcitat, men som et sidste ekko fra mennesker, der har været hele vejen rundt i livet.
Og måske er det faktisk det vigtigste at lytte til.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
![]()
Læs også: