Sygdommens favntag
Er det genrelateret, at vi "mænd" bliver utrolig sårbare, når vi er syge?
Alverdens elendighed og ondskab har det sidste døgn holdt megaparty med egen DJ i min krop. Bacillerne har danset og haft den fede optur i mit imunforsvars fravær. Totalt fucked up på "E", er deres hærgen gået fra maveregion til halsregion.
Det hele startede med en meget lind fæces, der ødelagde min DJ-vagt på Daisy en stille og rolig fredag aften. I løbet af tre timer måtte toilettet besøges tre gange, alt imens smerterne i maveregionen tog til.
Afsted over stok og sten - direkte hjem i kanen. Indtagelsen af en "Imodium Akut", har siden holdt mig fra toilettet, men maven fuckede min lørdag op, da jeg måtte forlade mit arbejde, for igen at blive sengeliggende.
Constantine (i øvrigt en fremragende film) fik en tur på DVD'en, men efter 10 minutters visning måtte jeg overgive mig til "The Dark Side" og lade min krop glide over i drømmeverdenen. Det er altså de mest fucked up ting man kan drømme, når man er syg. Der er farver og bobler og alskens ubeskrivelige happenings. På samme tid fedt og skræmmende!
Jeg tilhører den del af menneskeracen, der klassifiseres som "mænd". "Mænd". Den skrøbeligste af alle skabninger - i hvert fald når vi er syge. Vi - eller jeg - render hele tiden rundt og småklynker, for vi (jeg) har det ih og åh så dårligt, hvilket absolut ikke skal gå nogens næse forbi.
Der er dog visse undtagelser. I situationer, hvor der ingen kvinder er tilstede, kan alverdens sygdomme og elendighed ramme os, for der er alligevel ingen kvinder at få lidt medlidenhed fra. Hvem sagde, at kun kvinder er lumske og snedige?
Jeg er syg. Fysisk syg - og jeg hader det. Ens personlige ressourcer begrænser sig til stort set ingenting. Selv turen til køleskabet virker som en yderst uoverkommelig opgave, der kræver en kraftanstrengelse af hidtil usete dimensioner.
Manglen på fysiske ressourcedepoter er også hovedårsagen til, at jeg ikke kommer med en længere doktorafhandling om min tilstand, for mon ikke også en tilstandsrapport udfærdiget på nuværende tidspunkt, vil indeholde lidt for mange K1'er og K2'er??
Sove - jeg skal bare sove.....
Det hele startede med en meget lind fæces, der ødelagde min DJ-vagt på Daisy en stille og rolig fredag aften. I løbet af tre timer måtte toilettet besøges tre gange, alt imens smerterne i maveregionen tog til.
Afsted over stok og sten - direkte hjem i kanen. Indtagelsen af en "Imodium Akut", har siden holdt mig fra toilettet, men maven fuckede min lørdag op, da jeg måtte forlade mit arbejde, for igen at blive sengeliggende.
Constantine (i øvrigt en fremragende film) fik en tur på DVD'en, men efter 10 minutters visning måtte jeg overgive mig til "The Dark Side" og lade min krop glide over i drømmeverdenen. Det er altså de mest fucked up ting man kan drømme, når man er syg. Der er farver og bobler og alskens ubeskrivelige happenings. På samme tid fedt og skræmmende!
Jeg tilhører den del af menneskeracen, der klassifiseres som "mænd". "Mænd". Den skrøbeligste af alle skabninger - i hvert fald når vi er syge. Vi - eller jeg - render hele tiden rundt og småklynker, for vi (jeg) har det ih og åh så dårligt, hvilket absolut ikke skal gå nogens næse forbi.
Der er dog visse undtagelser. I situationer, hvor der ingen kvinder er tilstede, kan alverdens sygdomme og elendighed ramme os, for der er alligevel ingen kvinder at få lidt medlidenhed fra. Hvem sagde, at kun kvinder er lumske og snedige?
Jeg er syg. Fysisk syg - og jeg hader det. Ens personlige ressourcer begrænser sig til stort set ingenting. Selv turen til køleskabet virker som en yderst uoverkommelig opgave, der kræver en kraftanstrengelse af hidtil usete dimensioner.
Manglen på fysiske ressourcedepoter er også hovedårsagen til, at jeg ikke kommer med en længere doktorafhandling om min tilstand, for mon ikke også en tilstandsrapport udfærdiget på nuværende tidspunkt, vil indeholde lidt for mange K1'er og K2'er??
Sove - jeg skal bare sove.....
