Syg
Vikinger, mænd og andet kaldes vi. Men når vi bliver syge, transformerer vi til usle udskud, der ingenting kan selv!
Os brugere og andet skidt på Connery er mænd. Og det er endda med et kæmpestort M. Vi er nogle stoddere, som drikker os stive, gramser på kvinder, bøvser, prutter og andre mere eller mindre charmerende ting. Til de få kvinder, der begår sig her på Connery, så er I selvfølgelig undtaget. Delvist. For der skal vist være lidt dreng i jer for at kunne holde ud at være på Connery.
Men hvad er det lige der sker, når en videreudvikling af Karius og Baktus pludselig angriber vores immunsystem? Vi bliver nogle usle hoveder, som ligger og tager os til hovedet som er så tung og ufungerende.
Tungt hoved har vi jo også, når vi er bagstive, men så griner vi af det og drikker noget cola og ser porno. Eller nogle gør...
Men er det tunge hoved i forbindelse med sygdom, så ligger vi pludselig og skaber os, og i noget der minder om febervildelse (aktuel temperatur: 37,5 grader) stønner vi ud i køkkenet:
Christian: Halloooooooo
Camilla (Christians sambo): Hvad er der nu?
Christian: T-t-t-toas.....t og noget... t-t-t-te... *host* Jeg dør...
Når man nu har været venner igennem så mange år, så lærer man at acceptere visse særheder ved den anden. Men jeg tror, at hun er glad for, at man ikke er syg i meget længere end en uge af gangen.
Endnu værre bliver det, når ens mor ringer. For der skruer man virkelig op for ynkeligheden, så ens mor rigtig kan sige, at det er synd for én, og at hun nok skal komme forbi med lidt slik og læsestof.
Ringer kæresten, skruer man igen en ekstra tak op for sygdommen, så hun kommer og passer én. Usselt!
Hvorfor helvede bliver vi så usle? Er det fordi, at vi til hverdag skal være så hårde, at vi engang i mellem har brug for at være sårbare og brug for omsorg? Er sygdom i virkeligheden bare et psykosomatisk tilfælde, der gør, at vi får et lille afbræk i hverdagen, hvor vi skal være nok så hårde?
Men selv om man bliver passet og plejet, så glæder man sig alligevel til at blive rask. Fordi i bund og grund er det jo pissekedeligt at være syg. Fjernsynet sender kun Dr. Phil. Konstant, på samtlige kanaler. Man har set alle sine DVD'ere. Man gider ikke rigtigt onanere. Man har ondt i ryggen. Og pikken, fordi man alligevel ikke kunne lade være med at onanere.
Bare jeg er rask til på fredag...
Endnu værre bliver det, når ens mor ringer. For der skruer man virkelig op for ynkeligheden, så ens mor rigtig kan sige, at det er synd for én, og at hun nok skal komme forbi med lidt slik og læsestof.
Ringer kæresten, skruer man igen en ekstra tak op for sygdommen, så hun kommer og passer én. Usselt!
Hvorfor helvede bliver vi så usle? Er det fordi, at vi til hverdag skal være så hårde, at vi engang i mellem har brug for at være sårbare og brug for omsorg? Er sygdom i virkeligheden bare et psykosomatisk tilfælde, der gør, at vi får et lille afbræk i hverdagen, hvor vi skal være nok så hårde?
Men selv om man bliver passet og plejet, så glæder man sig alligevel til at blive rask. Fordi i bund og grund er det jo pissekedeligt at være syg. Fjernsynet sender kun Dr. Phil. Konstant, på samtlige kanaler. Man har set alle sine DVD'ere. Man gider ikke rigtigt onanere. Man har ondt i ryggen. Og pikken, fordi man alligevel ikke kunne lade være med at onanere.
Bare jeg er rask til på fredag...
