SuperEgo, Voxhall, Spot 2007
Charmerende indierock fra purunge efterskoledrenge.
Lørdag eftermiddag på årets Spot Festival, blev der budt på guitarorienteret indierock fra teenagebandet SuperEgo fra Hammerum Fri- og Efterskole, der tidligere på året vandt retten til at spille på festivalen gennem talentkonkurrencen for efterskolebands, AFTRYK 2007.
Der var ikke mange fremmødte til koncerten, men foran scenen stod en trofast fanskare, som tydeligvis bestod af elever fra efterskolen: En støjende, beruset og hujende gruppe af 14-15-årige piger og drenge iført flippede gevandter og spirende pubertet. Længere tilbage i lokalet stod små grupper af voksne mennesker, hvis overdrevne entusiasme og ung-med-de-unge-attitude tydede på, at de var en blanding af forældre og lærere fra skolen.
Det fremgik tydeligt ud fra bandmedlemmernes generthed, at de ikke havde den store erfaring med at spille live. De formåede stort set ikke at henvende sig til publikum, og på den bekostning blev der ikke just skabt nogen særlig intim koncertstemning. Dog havde forsangeren en vis kejtet charme, og der herskede ingen tvivl om, at han allerede havde formået at smelte adskillige pigehjerter blandt sine medstuderende. Der blev hoppet, headbanget og jublet foran scenen, og salens voksne tilhørere klappede begejstret i takt til musikken.
Musikmæssigt havde den unge kvartet da bestemt også et vist potentiale. Der var ikke noget nyskabende at hente i SuperEgos melodiske indierock, hvis energiske sound og drengede attitude ledte tankerne henimod genrefæller som Oh No Ono og Dúné, men den var velspillet, og drengene lavede kun ganske få fejl. Bag sin sceneskærk gemte forsangeren på en karisma, som vi desværre kun glimtvis fik at se. Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, om SuperEgo vil blive et hit, eller om de vil drukne i den klichéfyldte indie-sump som så mange andre unge navne. De får tre stjerner af denne anmelder for deres musikalske dygtighed, omend det ikke var til at overse, at nogle flere dage i øveren ville have været til stor gavn.
Der var ikke mange fremmødte til koncerten, men foran scenen stod en trofast fanskare, som tydeligvis bestod af elever fra efterskolen: En støjende, beruset og hujende gruppe af 14-15-årige piger og drenge iført flippede gevandter og spirende pubertet. Længere tilbage i lokalet stod små grupper af voksne mennesker, hvis overdrevne entusiasme og ung-med-de-unge-attitude tydede på, at de var en blanding af forældre og lærere fra skolen.
Det fremgik tydeligt ud fra bandmedlemmernes generthed, at de ikke havde den store erfaring med at spille live. De formåede stort set ikke at henvende sig til publikum, og på den bekostning blev der ikke just skabt nogen særlig intim koncertstemning. Dog havde forsangeren en vis kejtet charme, og der herskede ingen tvivl om, at han allerede havde formået at smelte adskillige pigehjerter blandt sine medstuderende. Der blev hoppet, headbanget og jublet foran scenen, og salens voksne tilhørere klappede begejstret i takt til musikken.
Musikmæssigt havde den unge kvartet da bestemt også et vist potentiale. Der var ikke noget nyskabende at hente i SuperEgos melodiske indierock, hvis energiske sound og drengede attitude ledte tankerne henimod genrefæller som Oh No Ono og Dúné, men den var velspillet, og drengene lavede kun ganske få fejl. Bag sin sceneskærk gemte forsangeren på en karisma, som vi desværre kun glimtvis fik at se. Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, om SuperEgo vil blive et hit, eller om de vil drukne i den klichéfyldte indie-sump som så mange andre unge navne. De får tre stjerner af denne anmelder for deres musikalske dygtighed, omend det ikke var til at overse, at nogle flere dage i øveren ville have været til stor gavn.
