Stress af!
Når dagligdagens byrder bliver for meget, hvad så?
Mange har vel på et eller andet tidspunkt prøvet en dagligdag, hvor mobiltelefonen ringer konstant, messengertjenesten konstant popper op med folk der kræver 100% udelt opmærksomhed og hvor indbakken konstant fyldes med spørgsmål, der kræver at man tager stilling til det ene eller det andet - noget mere vigtigt end andet.
En sådan dagligdag, hvor en slukket mobiltelefon per automatik er ensbetydende med, at man enten er syg, sur eller sær, kan i sidste ende få filmen til at knække. Hvis ens dagligdag endvidere beriges med en arbejdsplads, der sætter dig under et mere eller mindre konstant psykisk pres fra chefen og stedfortræderen, så er formlen til stress komplet.
Ens dagligdag på arbejde og i hjemmet bliver mere og mere uoverskuelig. Småting som en opvask bestående af et par tallerkner og noget bestik samt et par bukser på gulvet, virker pludselig som en potentiel kandidat til TV2s "Rent Hjem".
Nattesøvnen bliver en sjælden gæst og indtræffer oftest efter adskillige timers venden og drejen i sengen, hjertebanken og spekulationer om hvad morgendagen bringer af uoverskuelige udfordringer. Nattens 4-5 timers søvn bliver ledsaget af dagtimernes svimmelhed og kvalme, der dog tilsammen ikke berettiger til en sygemelding, for samvittigheden kan ikke se nødvendigheden af en sygedag.
Den forbandede samvittighed. Samvittigheden er fandens opfindelse når stressen tager overhånd, for loyaliteten over for omgivelsernes krav om at stå til rådighed i 20 ud af døgnets 24 timer, overskygger kroppens behov for hvile og ro. Muligheden for restitution er stort set ikke eksisterende.
Filmen knækker - hvad gør man?
Når kroppen bukker under for dagligdagens stress, er ro og hvile eneste løsning. Mobilen slukkes eller sættes på lydløs, messengertjenesterne beriges ikke længere med ens tilstedeværelse, når internettet og favoritsiderne besøges og outlook sættes på autoreply, med meddelelse om, at andre personer kan kontaktes.
Kort sagt - man melder sig ud af samfundets ræs.
Naturen er en af de store healere når den knækkede film igen skal samles. Skov, strand og eng. Den næsten uberørte natur langt væk fra hverdagens evindelige trumlen og krav. Vinden der leger med træenes toppe. Skaden der markerer sit territorie og forsvarer sit afkom over for den musvåge der kredser over træernes top. Bølgernes skvulpen når de forsigtigt brækker mod strandens sand igen og igen.
Alle de ovennævnte faktorer har utrolige healende kræfter, men det kræver, at man tør sige fra. At sige fra kræver faktisk utroligt mod, for man er vel på en måde bange for, at virke svag i en verden, hvor kun den stærkeste overlever og den svage ædes med det samme.
Men man skal give sig tid til at stresse af. Man får ny energi til at klare mobiltelefonens evindelige bippen, messengertjenestens evige larm, når spørgsmålene i strid strøm popper op på skærmen og e-mails med spørgsmål og angivelige svar på stort og småt.
Hvornår og hvordan har du egentlig sidst ladet dine batterier op?
En sådan dagligdag, hvor en slukket mobiltelefon per automatik er ensbetydende med, at man enten er syg, sur eller sær, kan i sidste ende få filmen til at knække. Hvis ens dagligdag endvidere beriges med en arbejdsplads, der sætter dig under et mere eller mindre konstant psykisk pres fra chefen og stedfortræderen, så er formlen til stress komplet.
Ens dagligdag på arbejde og i hjemmet bliver mere og mere uoverskuelig. Småting som en opvask bestående af et par tallerkner og noget bestik samt et par bukser på gulvet, virker pludselig som en potentiel kandidat til TV2s "Rent Hjem".
Nattesøvnen bliver en sjælden gæst og indtræffer oftest efter adskillige timers venden og drejen i sengen, hjertebanken og spekulationer om hvad morgendagen bringer af uoverskuelige udfordringer. Nattens 4-5 timers søvn bliver ledsaget af dagtimernes svimmelhed og kvalme, der dog tilsammen ikke berettiger til en sygemelding, for samvittigheden kan ikke se nødvendigheden af en sygedag.
Den forbandede samvittighed. Samvittigheden er fandens opfindelse når stressen tager overhånd, for loyaliteten over for omgivelsernes krav om at stå til rådighed i 20 ud af døgnets 24 timer, overskygger kroppens behov for hvile og ro. Muligheden for restitution er stort set ikke eksisterende.
Filmen knækker - hvad gør man?
Når kroppen bukker under for dagligdagens stress, er ro og hvile eneste løsning. Mobilen slukkes eller sættes på lydløs, messengertjenesterne beriges ikke længere med ens tilstedeværelse, når internettet og favoritsiderne besøges og outlook sættes på autoreply, med meddelelse om, at andre personer kan kontaktes.
Kort sagt - man melder sig ud af samfundets ræs.
Naturen er en af de store healere når den knækkede film igen skal samles. Skov, strand og eng. Den næsten uberørte natur langt væk fra hverdagens evindelige trumlen og krav. Vinden der leger med træenes toppe. Skaden der markerer sit territorie og forsvarer sit afkom over for den musvåge der kredser over træernes top. Bølgernes skvulpen når de forsigtigt brækker mod strandens sand igen og igen.
Alle de ovennævnte faktorer har utrolige healende kræfter, men det kræver, at man tør sige fra. At sige fra kræver faktisk utroligt mod, for man er vel på en måde bange for, at virke svag i en verden, hvor kun den stærkeste overlever og den svage ædes med det samme.
Men man skal give sig tid til at stresse af. Man får ny energi til at klare mobiltelefonens evindelige bippen, messengertjenestens evige larm, når spørgsmålene i strid strøm popper op på skærmen og e-mails med spørgsmål og angivelige svar på stort og småt.
Hvornår og hvordan har du egentlig sidst ladet dine batterier op?
