Personer

Streamingdagbog: Hvad ser min familie på et døgn?

Døgnskemaet for rapperen 4Pro aka Peter Sørensen – og familien.

Streamingdagbog: Hvad ser min familie på et døgn?
Foto: Pexels
Af Connery.dk 6. april 2020

Som 40 årig musiker og kulturel idéudvikler er det i øjeblikket titlen som karantæneramt familiefar, jeg saluterer. I vores bolig på Østerbro er vi, udover mig, min hustru Sabina, min søn Mason på 4 og min datter Fleur på 8.

I starten af denne lockdown indførte vi ren feriestemning med fælles aktiviteter, hygge, snacks, eftermiddagsfilm og gåture. Og jeg kan konstatere, at vi nu alle oplever tidslommer af rendyrket trang til at være alene eller se noget skærm. Jeg er en regulær film og tv-nørd, så jeg har gladeligt bemærket vanerne i hjemmet.

5.30

– Jeg vågner før alle andre. Det kan være hyggeligt at stå op sammen, men det kan saftsuseme også være smukt at forsegle samtlige døre mellem de sovende og dit 65" Samsung Curved i stuen. Tænde for Tusindårsfalken (som jeg kalder mit fjernsyn) og nyde noget kun for mig. Jeg er netop startet på komedieserien DAVE på HBO. Her binder man lårklaskende sjov fiktion sammen med rapperen Lil Dicky's liv. Den neurotiske hovedperson er en fornøjelse at følge fra sofaen.

6.45

– Mason smadrer døren op og kommer glidende ind i stuen på tykke uldne julesokker (but why?). Dette er et soleklart tegn på at min serie pauses, han får noget frugt og mælk fra køleren, og vi finder Onkel Reje på Ramasjang. Jeg har altid været tilhænger af Onkel Reje, men har netop fundet ud af, at manden var forsanger i bandet Impotators, som jeg elskede i midthalvfemserne..Vildt! På vej ud til køkkenet registrerer jeg lyden af Fleurs fjernsyn. Hun ser Disney Channel.. Eller.. Der kører Disney Channel, men hun tjekker sin nye (første) mobil, kigger ud af vinduet, tegner og råber "Jeg er suuuuuuulteeeen..". Modtaget!!

Min hustru er også oppe. Hun står og flirter med espressomaskinen og vi får sammensat et morgenbord, til alle.

7.20

– Sabina har indrettet hjemmekontor i soveværelset, hvilket betyder, at en del af mine vågne timer går på at mandsopdække lokalet, så hun tildeles ro til at arbejde. Vejret udenfor er trist, alt er lukket, og ungerne mønstrer en sprudlende energi. Derfor finder vi Morgengymnastik på DR2. Og begge unger fyrer den af i et kvarters tid. Jeg superviserer fra en lænestol. #JoJegGør Eller.. Måske ser jeg et par korte facebookvideoer med to af mine yndlingskomikere Chris D'elia og Bill Burr.

Alle familiemedlemmer indfinder sig på værelser og i hyggekroge, de næste par timer.

11.00

– Ungerne frekventerer hyppigt pladsen lige foran køleskabet med en forventning om, at der på magisk vis er dukket nye lækkerier op. Når de er fejet væk, sætter jeg mig med begge unger foran fjerneren. Igår så vi Hotel Transylvania, så idag vælger vi 2eren (Netflix).

Ungerne kunne ikke enes om et valg igår, så far overrulede. Og det virkede! Jeg har kæmpet mig igennem en del jævne børnefilm, men den her er ret sjov. Ligesom i Shrek, Toy Story osv er der et underspillet voksenlag i underholdningen. – Og ungerne kyler sig rundt af grin. Frokosten blev onduleret foran fjernsynet og en enkelt platte blev sendt ind til den hårdtarbejdende hustru i sovekammeret. Dog kan man indimellem høre en latter, som afslører, at der nok skimtes lidt til sjove SoMe-videoer.

12.30

– Igen splittes holdet op. Fleur finder den sydamerikanske rulleskøjtetøs på Youtube, og bruger sit værelse som skøjtearena, imens hun højlydt synger med på de portugisiske fraser. (Undskyld underbo!) Mason er også på Youtube, hvor han med et PS3-joypad leger, at han styrer et Super Mario spil.

Zombieland - Rule #32
Zombieland – Rule #32

16.00

– Efter en tiltrængt gåtur i det øde område bag Østre Gasværk, er vi tilbage i karantænehjemmet. Ups.. Vi kom til at handle popcorn… Så er man jo nødt til at se en film. Fleur er som sagt 8 år og vil gerne se amerikanske komedier, hvor jeg oversætter det, som hun ikke når at læse. Challenge accepted, og Billy Madison med Adam Sandler sættes igang på Netflix. Jeg har elsket den film hele mit liv, og må indrømme, at jeg nød min datters vanvittige latter til den.

17.30

– Nu skråler Sabina, at hun er færdig for idag, så hun kommer ind til ungerne i stuen. Imens jeg sammensætter et forholdsvist økologisk aftensmåltid, stener hun et afsnit af Maddysten (DRTV) med begge børn.. Eller det vil sige, at Mason pendler mellem stue og køkken, hvor han hjælper med madlavningen.

18.30

– Under maden kører der musikvideoer via youtube på Samsung Tv'et, og vi aftaler hvad denne aften skal indeholde af underholdning. Efter maden laver knægten kreative kunstværker på tabletten (virkelighedens svar på en Ipad) og Fleur ser et Maddysten-afsnit mere med sin mor.

19.30

– Begge unger går ind og hygger på værelserne, hvor det snart er sengetid.

20.00

– Her er der for det meste ro, og idag ser vi resten af Netflix serien "Tiger King". Her snakker vi altså en dokumentarserie, der er så forskruet, at det næsten er gået pop i at nævne den på sine sociale medier. Den er himmelråbende skør og dragende. WOW! #SelvfølgeligHarCarrollGjortDet

22.00

– Sabina siger godnat. jeg henter en Jolly Cola og genser Zombieland, så jeg er klar til efterfølgeren.

24 ish

– Godnat. 

Fra YouTube til young fashion: FirstGrades vej til at blive Danmarksmestre i merch

Læs også: Fra YouTube til young fashion: FirstGrades vej til at blive Danmarksmestre i merch

LeBron bringer sin pension på banen: ‘Måske kun 1-2 år tilbage’

Læs også: LeBron bringer sin pension på banen: ‘Måske kun 1-2 år tilbage’