Store Planer
Spøjs, men lidt tandløs og tyndbenet komedie om taberen Willys vilde visioner om det store gennembrud som rockstjerne...
Danmark 2005
Instruktør: Jesper W.
Medv: Thomas Bo Larsen, Al Agami, Jimmy Jørgensen, Lene Maria Christensen
Genre: Komedie
Billedformat: 1.85:1 (Anamorphic Widescreen)
Lyd: DTS/Dolby Digital 2.0
Længde: 91 min.
Distributør: SCANBOX
Releasedato: Er på gaden i dag!
Hvem har ikke drømt om at blive ROCKSTAR!!??? - Hvem har ikke høvlet luftguitar foran spejlet og fyret imaginære bølger af fængende spade-fræs ud over den glubende hob??! - Hvem har ikke haft våde fantasier om hede, heftige groupiers lystige læbe-leg og intense, erotiske eskapader backstage?!! Pladekontrakt, stadiumskoncerter, awardshows, mucho dinero......??
Well - det har Willy (Larsen) ihvertfald - - LÆNGE!! - Fresh out of the joint, hvor han har spjældet den for småsvindel & plattenslageri, forsøger han at få gang i sit gamle band, The Winstons, med en pænt udgakket Jimmy Jørgensen på syre & guitar, Al Agami på kagedåser, og sig selv på pivfalsk vokal.
Jimmy Jørgensen, der i forlængelse af Hotel Hunger fame har lavet en del teater og flix, holder for vildt som den stenede, stofmisbrugende retro-hippie, der konstant er høj, skæv eller på anden led severely fucked up....
Men the main man er og bliver Willy, der i Larsens skikkelse får liv, så det slår gnister og syder. Manden har udstråling som et A-kraftværk, og en karisma der slår som en damphammer. Han er utrættelig i jagten på fame & fortune, en stræben der konstant kommer på tværs af hans forhold til sønnen, og den spirende kærlighed til naboen Bettina (Lene Maria Christensen), der ender som ny forsanger for Willys crew.
Bettina er massagepige, og i én af filmens klart morsomste dialoger, forfattet af Kim Fupz Aakeson (Den Eneste Ene), forklarer hun hvordan hun er endt som luder:
"Man starter med at få taget nogle uskyldige nøgenbilleder.................. og en dag er det pludselig normalt at stikke noget op i røven på én fra Landbrugsrådet."
Filmens to styrker er således Larsens power-play i hovedrollen, samt den særdeles velskrevne dialog, der i tide og utide får én til at grine som Pee Wee Herman på lattergas. Det er som nævnt spøjst at følge Willy og kumpanernes krampagtige kamp for at bryde den onde cirkel, komme ud af taberrollen og blive accepterede som musikere, iblandet et stænk sikkert velment, men lettere malplaceret stænk socialrealisme.
Men historien er tynd, bringer ikke noget nyt til torvs overhovedet - og Store Planer må derfor tage til takke med en middel bedømmelse...
Well - det har Willy (Larsen) ihvertfald - - LÆNGE!! - Fresh out of the joint, hvor han har spjældet den for småsvindel & plattenslageri, forsøger han at få gang i sit gamle band, The Winstons, med en pænt udgakket Jimmy Jørgensen på syre & guitar, Al Agami på kagedåser, og sig selv på pivfalsk vokal.
Jimmy Jørgensen, der i forlængelse af Hotel Hunger fame har lavet en del teater og flix, holder for vildt som den stenede, stofmisbrugende retro-hippie, der konstant er høj, skæv eller på anden led severely fucked up....
Men the main man er og bliver Willy, der i Larsens skikkelse får liv, så det slår gnister og syder. Manden har udstråling som et A-kraftværk, og en karisma der slår som en damphammer. Han er utrættelig i jagten på fame & fortune, en stræben der konstant kommer på tværs af hans forhold til sønnen, og den spirende kærlighed til naboen Bettina (Lene Maria Christensen), der ender som ny forsanger for Willys crew.
Bettina er massagepige, og i én af filmens klart morsomste dialoger, forfattet af Kim Fupz Aakeson (Den Eneste Ene), forklarer hun hvordan hun er endt som luder:
"Man starter med at få taget nogle uskyldige nøgenbilleder.................. og en dag er det pludselig normalt at stikke noget op i røven på én fra Landbrugsrådet."
Filmens to styrker er således Larsens power-play i hovedrollen, samt den særdeles velskrevne dialog, der i tide og utide får én til at grine som Pee Wee Herman på lattergas. Det er som nævnt spøjst at følge Willy og kumpanernes krampagtige kamp for at bryde den onde cirkel, komme ud af taberrollen og blive accepterede som musikere, iblandet et stænk sikkert velment, men lettere malplaceret stænk socialrealisme.
Men historien er tynd, bringer ikke noget nyt til torvs overhovedet - og Store Planer må derfor tage til takke med en middel bedømmelse...
