‘Spøgelses-elefanten’ set for første gang i fem år – måske den sidste af sin slags

Midt i Senegals tætteste jungle fangede et skjult vildtkamera et glimt, som ingen havde forventet – og de færreste troede muligt. En ensom afrikansk skovelefant, kendt blandt forskere som “spøgelses-elefanten”, blev for første gang i fem år spottet i begyndelsen af juni. Og det er ikke bare en sjælden observation – det kan være sidste chance for at se en art, der er ved at forsvinde.

Én elefant, ét navn, én chance

Billedet blev fanget i Niokolo-Koba Nationalpark, hvor kameraet tilhører naturorganisationen Panthera. På videoen ser man elefanten langsomt vandre forbi og – som taget ud af en Pixar-film – stoppe op og kigge direkte mod kameraet, som om den ved, hvor vigtig den er.

Dyret har fået navnet Ousmane, opkaldt efter en lokal parkbetjent. Det sidste dokumenterede billede af ham stammer fra januar 2020. Dengang anslog man, at der måske var fem til ti afrikanske skovelefanter tilbage i det 9.000 kvadratkilometer store område.

Men ifølge Panthera kan Ousmane nu være den eneste. DNA-analyser af gødning fra parken peger på, at ingen andre individer er blevet bekræftet i årevis.

En truet kæmpe

Afrikanske skovelefanter har været presset i årtier – ikke kun i Senegal, men over hele kontinentet. Krybskytteri og ødelæggelse af levesteder har næsten udryddet arten, som er mindre og mere sky end sine savanne-brødre. Skovelefanterne lever i tæt, tropisk vegetation og har brug for enorme mængder plads og ro. Og det er netop dét, verden ikke længere tilbyder dem.

Niokolo-Koba spiller en vigtig rolle i bevaringen af truede arter i Vestafrika. Udover skovelefanter huser parken også den vestafrikanske løve – kritisk truet – og den største tilbageværende leopardbestand i regionen.

Håb i horisonten?

Selvom Ousmane måske er den sidste af sin art i Senegal, er der håb. Naturbevarere arbejder nu på at muliggøre introduktion af andre skovelefanter – særligt hunner – til området, i et forsøg på at genetablere en bestand.

Men logistikken, økonomien og risikoen er enorm. Skovelefanter er ikke lette at flytte på, og spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at skabe en bæredygtig bestand fra næsten nul.