Spleen United, Ridehuset, Spot 2007
Ekstatiske synths, brusende riffs og hårdt, flakkende lys: Århus rammes af spleen.
I anledning af Spot-festivallen, tog århusianske Spleen United sig en velfortjent pause fra indspilningerne til deres andet album. Ridehuset blev i den anledning fyldt til bristepunktet af folk, der ville overvære forårets eneste koncert med det fremadstormende elektrorockband. Og jeg skal love for, at de fik noget for pengene.
Med et brag af et lysshow og et inferno af dystre synthesizere, rockede Spleen United publikum ind i en trancelignende tilstand af svævende melankoli. Allerede et stykke inde i første nummer, var koncertsalen forvandlet til et frenetisk landskab af psychedelisk lys og lyd. Oppe på scenen lod bandmedlemmerne musikken tale for sig selv. Numrene spillede sig ind i hinanden, så koncertens ni numre smeltede sammen i en krampe af fortættet ekstase. På den måde lykkedes det at få de nye numre flettet ind i de gamle på en sådan måde, at publikum ikke på noget tidspunkt mistede gnisten. Dansende, svævende og indhyllet i et farveflimmer af projektørlys blev vi ført gennem den ene lydcollage efter den anden, med en sådan intensitet, at det hele syntes at gå op i en højere enhed. Hvis jeg skal nævne et højdepunkt, må det være gennembrudshittet, Heroin Unltd., der med minimalistisk præcision forklarer begrebet spleen.
De nye numre, vi fik lov at høre, indikerer, at bandet på opfølgeren til 2005s Godspeed Into The Mainstream, tager udgangspunkt i samme elektroniske univers som på debuten, omend synthesizere i højere grad end før dominerer over bas og guitar. Desværre blev sløret ikke løftet for særlig meget af det nye materiale, hvilket ærgede mig, eftersom numre som førnævnte Heroin Unltd, In Peak Fitness Condition og She Falls In Love With Mashines efterhånden er ved at blive en lille smule fortærskede. Mens jeg glæder mig til det nye album, vil jeg give Spleen United fem store stjerner for dette overflødighedshorn af en koncert.
Med et brag af et lysshow og et inferno af dystre synthesizere, rockede Spleen United publikum ind i en trancelignende tilstand af svævende melankoli. Allerede et stykke inde i første nummer, var koncertsalen forvandlet til et frenetisk landskab af psychedelisk lys og lyd. Oppe på scenen lod bandmedlemmerne musikken tale for sig selv. Numrene spillede sig ind i hinanden, så koncertens ni numre smeltede sammen i en krampe af fortættet ekstase. På den måde lykkedes det at få de nye numre flettet ind i de gamle på en sådan måde, at publikum ikke på noget tidspunkt mistede gnisten. Dansende, svævende og indhyllet i et farveflimmer af projektørlys blev vi ført gennem den ene lydcollage efter den anden, med en sådan intensitet, at det hele syntes at gå op i en højere enhed. Hvis jeg skal nævne et højdepunkt, må det være gennembrudshittet, Heroin Unltd., der med minimalistisk præcision forklarer begrebet spleen.
De nye numre, vi fik lov at høre, indikerer, at bandet på opfølgeren til 2005s Godspeed Into The Mainstream, tager udgangspunkt i samme elektroniske univers som på debuten, omend synthesizere i højere grad end før dominerer over bas og guitar. Desværre blev sløret ikke løftet for særlig meget af det nye materiale, hvilket ærgede mig, eftersom numre som førnævnte Heroin Unltd, In Peak Fitness Condition og She Falls In Love With Mashines efterhånden er ved at blive en lille smule fortærskede. Mens jeg glæder mig til det nye album, vil jeg give Spleen United fem store stjerner for dette overflødighedshorn af en koncert.
