Musik

Speaker Bite Me – Action Painting

Genhøret med Speaker Bite Me er et intelligent forsøg på at blande avantgarde og pop.

Speaker Bite Me –  Action Painting
Af 17. marts 2007

2 ud af 6 stjerner

199958

Speaker Bite Me har siden 2001 holdt en kunstnerisk pause, hvor flere af bandmedlemmerne har udgivet soloprojekter. Signe Høirup Wille-Jørgensen har udgivet materiale som Jomi Massage, og Martin Ryom står bag den dansksprogede plade Uden Garanti. Nu er de tilbage som band.

Speaker Bite Me har aldrig været kendt for at lefle for lytteren med catchy melodier. Denne gang har udadvendtheden dog fået lov til at skinne igennem, og gruppen beskriver selv Action Painting som et forsøg på at lave en popplade.

Jeg skal indrømme, at første gennemlytning ikke spåede pladen ret stort potentiale. Ensformighed, fremmedartede lyde og en tendens til at trække tiden ud med underlige lydelementer dækker nok meget godt førstehåndsindtrykket. Men med stædighed overvindes meget, og efter 4-5 gennemlytninger begyndte brikkerne at falde på plads. Speaker Bite Me producerer musik, som kræver en vis tilvænning, men som er værd at bruge tid på.

Action Painting lægger ud med Fistful of Air, hvis beat straks hensætter lytteren til et højhastighedstog gennem skiftende landskaber. Rytmen driver nummeret frem, og kombinationen af kvindelig og mandlig vokal og teksten “When we move too slow to get caught we don’t move at all” fremhæver bare følelsen af bevægelse og fremdrift. Et meget velvalgt intronummer.

Et andet højdepunkt er den lækre Whataboutyou, der kan sammenlignes lidt med intronummeret i sin energi. Værd at nævne er også første singleudspil Teach Me Tiger, som har et fantastisk groove. Kombinationen af forholdsvis enkelt keyboard og underlæggende guitarspil af den mere funky og nærmest countryagtige slags i kombination med Signe Høirups intense og til tider desperate vokal er intet mindre en genialt, og er nærmest nok til at investere i hele pladen.

Desværre mangler nogle af pladens numre skarphed, og er simpelthen for længe om at nå klimaks. Et nummer som Crazy Horse begynder først at blive rigtig interessant efter 3 minutter, hvor støjen efter lang undertrykkelse endelig får lov at bryde ud et ordnet kaos af guitardistortion og trommer i abrupt rytme mens ordene “I’m running up that hill to make a deal with God” fuldender oplevelsen af intens energifrigivelse. Brilliant, hvis det altså ikke var for den træge intro.

199959

Speaker Bite Me’s trang til intuitivt at lade inspirationen overtage, i stedet for at holde sig til “formlen” er en størrelse, der er næsten umulig at forene med poppens regler om genkendelse og gentagelse. Og det er her at Speaker Bite Me viser, at nok kan de nærme sig et mere tilgængeligt lydbillede, men de kan alligevel ikke slippe avantgardemanererne. Og det har nok heller aldrig været meningen. Dette kommer især til udtryk i Landscapes Can Move Themselves, et 8 minutter langt dræbende eksperiment, der efter min mening ingen vegne fører hen.  

Det er også værd at nævne tekstuniverset, som er helt sit eget. Denne gang har de udover egne tekster, lånt fra et utal af kunstnere. Og det giver en pudsig effekt af genkendelse midt i det ukendte. “I love you baby, I love you so much / Maybe we could stay in touch” (Prince, Girls And Boys) og “So you think you can tell / Heaven from hell / Blue skies from pain” (Pink Floyd, Wish You Were Here) er blot få eksempler blandt mange.

Det Elektriske Barometer har lavet et langt interview med Speaker Bite Me om Action Painting og de meget spændende tanker, der ligger bag numrene. Interviewet kan du høre her: http://www.dr.dk/skum/_arkiv/barometer/interview_speaker_bite_me_final.asx

Tracklisting:
01.
Fistful Of Air
02. Crazy Horse
03. Belle De Boskoop
04. War Is Over
05. Bongo Bizarre
06. Landscapes Can Move Themselves
07. Where Have All The Flowers Gone?
08. Whataboutyou
09. Teach Me Tiger
10. Seagulls Chasing Cars
11. Balcony Girls

De 10 mest streamede sange i Danmark i 2024 – ifølge Spotify Wrapped

Læs også: De 10 mest streamede sange i Danmark i 2024 – ifølge Spotify Wrapped

Spotify Wrapped 2024: Rap, podcasts og popstjerner: Her er årets største hits

Læs også: Spotify Wrapped 2024: Rap, podcasts og popstjerner: Her er årets største hits