Connery

Sov ordentligt, mand!

Sover du rigtigt? Her er en guide til den bedste sovestilling

Mange ved, at vi bruger ca. 1/3 af vores dage her på Jorden på at sove. Og mange ved, at et voksent menneske har brug for 7-8 timers søvn i døgnet.

Alle ved dog også, at de godt liige kunne bruge en time mere på øjet efter en hård dags nat.

Men noget, som de færreste tænker over i forhold til deres søvn, er, hvordan de sover… Og det er måske klart nok, for man tænker som bekendt ikke så meget, når man sover. Ikke desto mindre betyder det dog meget for din søvn (og dermed også dit generelle helbred!) hvilken stilling, du vælger at placere dig i under dine timer på langs.

Der var allerede det første tip: det er bedst at sove på langs…

Forskellige stillinger kan have fordele og ulemper, ikke kun for din søvnkvalitet (og andres! #snorken), men også for dine indre organer, blodcirkulation, muskler, rynker og meget andet.

ANNONCE
Sov ordentligt, mand!

Ryggen

Man siger i søvnekspert-kredse, at det er bedst at sove på ryggen. Og det kan der da også være noget om, for stillingen skaber god støtte for din rygsøjle og minimerer derfor ryg- og nakkesmerter, som op imod 80 % af alle mænd går og døjer med, ifølge Men's Health.

Her er det dog vigtigt ikke at få løftet hovedet for højt op med hovedpuden, da det vil skabe et unaturligt bøj i nakken og gøre det sværere at trække vejret.

Selvom du måske allerede er stor fan af at sove på ryggen, er der dog stor chance for, at din kæreste eller dine sleep-over-buddies er knap så begejstrede for din positur, da højlydt snorken ofte er en uundgåelig del af natten, når du vælger at ramme lagnerne som en søstjerne.

Lider du af søvnapnø (som er tæt forbundet med heftig snorken), er det heller ikke anbefalelsesværdigt at sove på ryggen, da tyngdekraften kan få tungen til at spærre for luftvejen, hvilket resulterer i de brutale snorkelyde, som kan ende ud i en lammer fra sidemanden m/k.

Hvis din kvindelige sengekammerat ynder at sove på ryggen og i den forbindelse har startet en mindre intimkoncert af snorkelyde kun til ære for dig, så kan du i det mindste glæde dig over, at hun ved at sove på ryggen får mere struttende bryster, end hvis hun fx sover på siden, hvor der er større risiko for at udvikle et par hængende medlemmer. I vil desuden også opleve færre rynker i hendes ansigt, når I vågner, da hun ikke har ligget og presset ansigtet ind mod en pude hele natten.

ANNONCE
Sov ordentligt, mand!

Siden

Hvis du er vild med at sove på siden (eller bare lander i den stilling, fordi din bevidstløse krop ikke aner, hvad fanden den laver om natten), så er du langt fra alene, for langt de fleste mennesker sover på siden.

Denne stilling kan også yde god støtte til nakke og ryg, hvis bare du ligger i en nogenlunde vandret position, hvor ryg og nakke flugter. Din sovepartner vil endvidere takke dig for dit valg af sovestilling, da snorken i sidestillingen er langt mindre forekommende.

At sove på venstre side forbedrer blodcirkulationen til hjertet, hvorfor stillingen er ideel, hvis du (eller nogen du kender) er gravid. Dog kan en nat på venstre side lægge pres på maven, lungerne og andre organer. Det anbefales derfor at skifte side, så man ikke sover på den samme side hele tiden. Bare ikke gør det midt om natten, for det er f**king irriterende, når du ligger og vender dig hele tiden…!

En anden velkendt og velforhadt ulempe ved det aflåste sideleje er at vågne op med én velfungerende og frisk arm, mens dens makker hænger slapt fra kroppen som en død ål og føles som samme. Selvom det er rart at ligge på siden, kan det dog påvirke muskler og nerver i den arm, som har trukket det korteste strå og vågner op i død-ål-tilstand, når denne udsættes for størstedelen af din kropsvægt. 

ANNONCE
Sov ordentligt, mand!

Maven

Det gode ved at sove på maven er, at du snorker betydeligt mindre. Men lad dog ikke denne tydelige fordel blive en sovepude (haha... sovepude).

For mavestillingen kategoriseres som den dårligste stilling, man kan sove i. Dette skyldes først og fremmest, at den gør det vanskeligt at holde rygsøjlen i en neutral og let kurvet position, som den bør være i.

For det andet kan det være problematisk at finde en naturlig plads til ansigtet, når man ligger og kigger direkte ned i en seng – hvorfor hovedet må tage det svære valg enten at kigge mod højre eller venstre. Denne nakkesituation, som du formentlig vil kunne mærke efter kort tid, er dog ikke en oplagt positur til dine 7-8 timer, da det kun belaster nakken, og du risikerer at komme til at gå rundt som de der mennesker, der hele tiden strækker ud i nakken. Don’t be that guy. 

ANNONCE

Selvom der er sundhedsmæssige fordele og ulemper ved alle måder at gå til køjs på, er der dog enighed om, at det er bedst for kroppen at sove på ryggen, skarpt efterfulgt af at sove på siden (og gerne på begge sider). Værst er det at sove på maven, hvor der ikke rigtigt er noget, der fungerer.

Men prøv dig lidt frem med forskellige stillinger og se, hvad der føles mest naturligt. Det går du sgu nok ikke helt galt i byen med (medmindre du går i søvne…)! 

ANNONCE
Sov ordentligt, mand!
Del

Seneste nyt