Film
Sony udsætter Insidious 6 – fans må vente til 2026
Fans må væbne sig med tålmodighed før dørene igen bliver åbnet til The Further.
Gyserfans må væbne sig med tålmodighed, for den sjette film i Insidious-franchisen er blevet skubbet et helt år.
Det skriver Screenrant.
Sony Pictures har nu bekræftet, at Insidious 6 først rammer biograferne den 21. august 2026 – en ændring fra den oprindelige premieredato den 29. august 2025.
Det er skidt nyt for de fans, der var klar til endnu en rejse ind i mørket, men måske er det ikke helt så slemt, som det lyder.
Red Door scorede kassen
Den femte film, Insidious: The Red Door, var egentlig tænkt som afslutningen på sagaen, men da den blev den mest indbringende film i hele franchisen, kunne Sony ikke lade være med at give grønt lys til endnu en omgang paranormale rædsler.
Samtidig har de også et spinoff i støbeskeen, Thread: An Insidious Tale, hvor Mandy Moore og Kumail Nanjiani skal slås med den berygtede dimension, The Further.
En frist start
Tre år kommer til at gå mellem The Red Door (2023) og Insidious 6 (2026), hvilket kan give franchisen en frisk start – eller lade den miste momentum.
Slutningen på The Red Door så Patrick Wilsons karakter, Josh Lambert, vende tilbage til livet og genforenes med sin søn Dalton (Ty Simpkins).
Det kunne have været en smuk afrunding, men en kryptisk post-credit scene antydede, at mareridtet ikke var slut endnu.
Selvom udskydelsen kan være frustrerende for fans, er der måske en silver lining.
Insidious: The Red Door leverede en tilfredsstillende afslutning på Lambert-familiens historie, og hvis de skal trækkes tilbage ind i mareridtet, skal det give mening.
Et forhastet manuskript kunne nemt falde i den fælde, som mange horror-franchises har oplevet før – at udvande historien og gøre karakterernes tidligere kampe ligegyldige.
Det ekstra år kan derfor give filmskaberne tid til at udvikle en stærkere fortælling, der enten bygger videre på den eksisterende mytologi eller præsenterer noget nyt, der kan holde franchisen frisk.
Lidt til ventetiden
Mens Insidious 6 bliver udsat, kan horrorhungrende fans i stedet se frem til Thread: An Insidious Tale, som stadig er på vej i 2025.
Og hvis vi kender Sony ret, så vil de nok ikke lade skrækfans hænge helt uden små teasere undervejs.
Så selvom døren til The Further forbliver lukket lidt længere, kan det ende med at være det bedste, der kunne ske for franchisen.
Forhåbentlig betyder ventetiden, at vi får et Insidious 6, der er værd at skrige over.