Kamera
Sony lancerer flagskibskameraet Alpha 1 II
Et teknologisk spring for professionelle fotografer?
Sony har netop afsløret deres nyeste flagskibskamera, Alpha 1 II, som arvtager til deres ekstremt populære første version af Sony Alpha 1.
Høj opløsning, lynhurtig ydeevne og avanceret AI-teknologi er blandt fokusområderne. Det nye kamera er designet til at opfylde kravene fra professionelle inden for alt fra fotoreportage og bryllupsfotografi til sport og naturfotografering.
Alpha 1 II er udstyret med en sensor på ca. 50,1 megapixel og kan tage op til 30 billeder i sekundet uden blackout, selv ved kontinuerlig optagelse med automatisk fokus og eksponering.
Sony har desuden integreret en anti-distortion lukker og forbedret billedkvaliteten ved mellemhøje til høje ISO-værdier, hvilket lover krystalklare billeder selv i udfordrende lysforhold.
AI, der sætter nye standarder
En af de mest bemærkelsesværdige opgraderinger ifølge Sony selv er kameraets avancerede AI-baserede genkendelsessystem, der med en ny “Auto”-funktion kan identificere en bred vifte af motiver – fra mennesker og dyr til køretøjer og insekter. Denne teknologi bygger på Sonys AI-processor, som også gør det muligt at spore komplekse bevægelser i realtid.
Ergonomi og alsidighed
Alpha 1 II har fået et forbedret ergonomisk design, med en lettere krop på kun 743 gram, der gør det ideelt til lange arbejdsdage. Kameraets LCD-skærm med fire-vejs justering gør det nemt at finde den perfekte vinkel, mens den nyudviklede dybe øjestykke-pude sikrer komfort under længerevarende optagelser.
Et værktøj for fremtiden
Sony har også tænkt fremad med Alpha 1 II’s kompatibilitet med deres Camera Authenticity Solution, som hjælper med at bekæmpe manipulerede billeder og AI-genererede forfalskninger. For at sikre en gnidningsfri arbejdsproces understøtter kameraet hurtige dataoverførsler via 2.5GBASE-T LAN og 5G-kommunikation.
Tilgængelighed og pris
Sony Alpha 1 II bliver tilgængeligt fra december 2024 og lanceres med en vejledende udsalgspris på 58.000 kr. Kameraet leveres desuden med opgraderet tilbehør såsom en dobbel-batterioplader og en ny dyb øjestykke-pude.