Lyd
Sonos fyrer endnu en topchef med øjeblikkelig virkning
Det opsigtsvækkende exit kommer i kølvandet på et år, hvor Sonos har kæmpet med en skandaleramt app-lancering, skuffende produktsalg og massiv kundeutilfredshed.
Sonos fortsætter den interne oprydning i toppen af virksomheden, og denne gang er det marketingchefen, der må forlade skuden.
Jordan Saxemard er ude med øjeblikkelig virkning, og Sonos-veteranen Lindsay Whitworth overtager roret på midlertidig basis.
Det opsigtsvækkende exit kommer i kølvandet på et år, hvor Sonos har kæmpet med en skandaleramt app-lancering, skuffende produktsalg og massiv kundeutilfredshed.
Ifølge interne kilder passede Saxemard aldrig rigtigt ind i Sonos’ DNA, og hans marketingstrategi var et gamble, der aldrig gav pote.
App-kaos og fejlslagne kampagner
Saxemard kom til Sonos i maj 2024 fra Dyson, men hans tid hos audiogiganten blev alt andet end en succes.
Hans første store udfordring? En ny mobilapp, der blev lanceret for tidligt, var fyldt med fejl og manglede essentielle funktioner – til stor frustration for Sonos’ loyale brugere.
Derudover blev der hældt millioner af dollars i reklamekampagner, der sjældent fremhævede produkternes unikke features.
Sonos brugte blandt andet en formue på en markedsføringskampagne for de nye Ace-hovedtelefoner, men uden at fokusere på, hvad der adskilte dem fra konkurrenterne.
På virksomhedens seneste earnings call undgik CFO Saori Casey behændigt at tale om Ace-salget, men indrømmede dog, at app-krisen havde skadet produktets performance massivt.
Medarbejderne ånder lettet op
Sonos har nu valgt at sætte en garvet profil i spidsen for marketingafdelingen.
Lindsay Whitworth, der har været i virksomheden i over 20 år, overtager ansvaret midlertidigt.
Ifølge interne kilder er medarbejderne glade for, at en af deres egne tager over.
Interim-CEO Tom Conrad har lovet at bringe Sonos tilbage på rette spor i 2025, og med endnu en ledelsesudskiftning viser han, at ingen stilling er sikker, hvis ikke leveringen er i top.
“Vi fokuserer på tre områder: performance og stabilitet, brugervenlighed og nytænkning,” udtalte Conrad for nylig.
Spørgsmålet er nu, hvem der bliver det næste offer i Sonos’ topchef-rokade?