Søpavillonen
Morfarugen der desværre ikke ville dø!
Connerys Partycrew (som i denne ombæring blev udgjort af Showoff, Chradser og undertegnede) gjorde en af disse uforklarlige ting lørdag d. 2/6-07. Det hele startede ellers ganske fint, og hvordan det udviklede sig som det gjorde, er meget svært at gennemskue. Jeg håber, læseren kan fornemme, hvor brødebetynget jeg er.
Nå, men det startede med en øl eller to til opvarmning før den famøse svenskerkamp. Stemningen var fin, og sejrsikkerheden total. 'Vi kan bare ikke tabe', kan jeg huske mig selv sige. Alt i alt en udmærket start, før turen gik til Fælledparken til folkefest. Nu skriver jeg ganske vist folkefest, men det var nu nærmere det tunge segment af den danske folkesjæl, der var mødt op, og dermed var festen reduceret til en pinlig omgang 'Jeg er stivere og dummere end dig'.
Jeg skal ikke kunne sige, om det var os der var placeret uheldigt, eller om det bare var bodega-Buster med venner, der havde indtaget parken. Faktum var i hvert fald, at folk var ualmindeligt hårde for ørerne og endnu værre for øjnene!
Nå, men vi var jo ikke kommet for at kigge på vores omgivelser men derimod for at se bold. Dette praktiserede vi i ca. 25 min. til stillingen 0-3. Her begynder de snusforelskede reservedanskere så at blive lige kække nok. Vi bliver strejfet af op til flere øldåser kastet fra de bagerste rækker, og der går lige lovlig meget Alfons Åberg i den. Showoff og jeg beslutter derfor at fortrække til den royale, da det ærlig talt ikke virker som en kamp, der bliver værd at huske.
Af episoder på vejen kan nævnes en dansk fans forsøg på at brænde et svensk halstørklæde (ja ja, bevares, vi kom måske til at træde lidt på det først), hvilket resulterede i en anelse tumult, efterfulgt af en 'kropsbyggar' der havde fået på næsen og derfor bare skulle finde den nærmeste dansker at hævne sig på. Alt i alt, en travl stund for det danske politi!
I 2. halvleg går det jo unægtelig noget bedre for de danske drenge, så stemningen i den royale stiger løbende indtil slut, som jo var noget af et antiklimaks. Men nok om det, det er der vist skrevet rigeligt om. En anden antiklimatisk hændelse er, da Showoff modtager en besked om, at hans fridag om søndagen er inddraget grundet sygdom på arbejdet. Det vi står med her er altså en ualmindelig lunken afslutning på en dag, der skulle have endt med klask til svenskerne og en vild bytur til Distortion-festivallen på Halvandet.
Da kampen var slut og de (troede jeg) sidste drinks var drukket, var jeg egentlig på vej hjemad. Skuffelsen stod malet i ansigtet på mig, da jeg stod med overtøjet på i gangen og lige havde sagt farvel til Showoff. Dette skulle der heldigvis (dommeren voterer stadig over den dom...) laves om på, da en halvvissen Chradser dukker op med et smørret grin - og en stor drikkelyst. Jakken bliver smidt på ny, drinksglassene fundet frem igen, og så skal der ellers varmes op.
Stemningen var som sædvanlig høj i den royale. Historier blev byttet, drinks blev bundet, og ideer for aftenen kom frem. Det er så her, at filmen et eller andet sted knækker ganske grundigt. For ud i luften kommer ordene: 'Skal vi ikke tage på Søpavillionen?'. Ikke for at pege fingre, men jeg mener at kunne erindre, at det var Showoff, der kom på ideen. Vi kigger derefter lidt på hinanden, fniser lidt som skolepiger, og giver så hånd på aftalen. Som en kort forklaring/undskyldning, kan man jo sige, at vi et par uger forinden havde været på Dammeren med stor succes, og et eller andet sted burde runde hele misæren af med endnu et besøg på et af de mere suspekte steder i København og omegn.
Nå, men det startede med en øl eller to til opvarmning før den famøse svenskerkamp. Stemningen var fin, og sejrsikkerheden total. 'Vi kan bare ikke tabe', kan jeg huske mig selv sige. Alt i alt en udmærket start, før turen gik til Fælledparken til folkefest. Nu skriver jeg ganske vist folkefest, men det var nu nærmere det tunge segment af den danske folkesjæl, der var mødt op, og dermed var festen reduceret til en pinlig omgang 'Jeg er stivere og dummere end dig'.
Jeg skal ikke kunne sige, om det var os der var placeret uheldigt, eller om det bare var bodega-Buster med venner, der havde indtaget parken. Faktum var i hvert fald, at folk var ualmindeligt hårde for ørerne og endnu værre for øjnene!
Nå, men vi var jo ikke kommet for at kigge på vores omgivelser men derimod for at se bold. Dette praktiserede vi i ca. 25 min. til stillingen 0-3. Her begynder de snusforelskede reservedanskere så at blive lige kække nok. Vi bliver strejfet af op til flere øldåser kastet fra de bagerste rækker, og der går lige lovlig meget Alfons Åberg i den. Showoff og jeg beslutter derfor at fortrække til den royale, da det ærlig talt ikke virker som en kamp, der bliver værd at huske.
Af episoder på vejen kan nævnes en dansk fans forsøg på at brænde et svensk halstørklæde (ja ja, bevares, vi kom måske til at træde lidt på det først), hvilket resulterede i en anelse tumult, efterfulgt af en 'kropsbyggar' der havde fået på næsen og derfor bare skulle finde den nærmeste dansker at hævne sig på. Alt i alt, en travl stund for det danske politi!
I 2. halvleg går det jo unægtelig noget bedre for de danske drenge, så stemningen i den royale stiger løbende indtil slut, som jo var noget af et antiklimaks. Men nok om det, det er der vist skrevet rigeligt om. En anden antiklimatisk hændelse er, da Showoff modtager en besked om, at hans fridag om søndagen er inddraget grundet sygdom på arbejdet. Det vi står med her er altså en ualmindelig lunken afslutning på en dag, der skulle have endt med klask til svenskerne og en vild bytur til Distortion-festivallen på Halvandet.
Da kampen var slut og de (troede jeg) sidste drinks var drukket, var jeg egentlig på vej hjemad. Skuffelsen stod malet i ansigtet på mig, da jeg stod med overtøjet på i gangen og lige havde sagt farvel til Showoff. Dette skulle der heldigvis (dommeren voterer stadig over den dom...) laves om på, da en halvvissen Chradser dukker op med et smørret grin - og en stor drikkelyst. Jakken bliver smidt på ny, drinksglassene fundet frem igen, og så skal der ellers varmes op.
Stemningen var som sædvanlig høj i den royale. Historier blev byttet, drinks blev bundet, og ideer for aftenen kom frem. Det er så her, at filmen et eller andet sted knækker ganske grundigt. For ud i luften kommer ordene: 'Skal vi ikke tage på Søpavillionen?'. Ikke for at pege fingre, men jeg mener at kunne erindre, at det var Showoff, der kom på ideen. Vi kigger derefter lidt på hinanden, fniser lidt som skolepiger, og giver så hånd på aftalen. Som en kort forklaring/undskyldning, kan man jo sige, at vi et par uger forinden havde været på Dammeren med stor succes, og et eller andet sted burde runde hele misæren af med endnu et besøg på et af de mere suspekte steder i København og omegn.
Søpavillonen
Vi ender så indenfor på et diskotek, som egentlig er meget standard. Ret stort og vældig godt besøgt, og stemningen var bestemt også i orden. Bevares, folk var da måske lige en tak eller to ældre, end hvor vi ellers befinder os, men alt i alt meget tilforladeligt. Musikken var dog helt igennem elendig, så efter vi har købt de obligatoriske første par drinks, og spejdet (forgæves) efter de gode damer, vælger vi at rykke ovenpå til deres bar-etage-et-eller-andet.
Her begynder det så at blive lidt... Ikke så fedt. Der er også godt med mennesker deroppe, bla. nogle mafia-typer som absolut ikke kunne lide, at tre gutter stod og savlede over deres damer. Ikke at det stoppede savleriet, men det opfordrede dog til lidt diskretion. Undertegnede prøvede sågar at købe sig til lidt opmærksomhed ved at gå hen til den første (med whiskeybrillerne GODT surret fast til hovedet) og spørge: 'Hvad drikker du?!'.
Lettere overrasket, og smigret ikke mindst, bliver der fremstammet 'G&T', som jeg straks går op og henter. Dette gav dog ikke det ønskede og forventelige resultat, da hun derefter spørger: 'Hvad har du kommet i? Råhypnol?'. Jeg prøver med en kæk afværgende kommentar, men intet hjælper. Trunten er ikke til at arbejde med. Der sad vi så - omgivet af gangster typer og stof-forskrækkede gamle damer. Vi blev nødt til at gå. Det skulle ske snart. Og det skulle være godt. Derfor faldt valget naturligvis på... Woodstock!
Her begynder det så at blive lidt... Ikke så fedt. Der er også godt med mennesker deroppe, bla. nogle mafia-typer som absolut ikke kunne lide, at tre gutter stod og savlede over deres damer. Ikke at det stoppede savleriet, men det opfordrede dog til lidt diskretion. Undertegnede prøvede sågar at købe sig til lidt opmærksomhed ved at gå hen til den første (med whiskeybrillerne GODT surret fast til hovedet) og spørge: 'Hvad drikker du?!'.
Lettere overrasket, og smigret ikke mindst, bliver der fremstammet 'G&T', som jeg straks går op og henter. Dette gav dog ikke det ønskede og forventelige resultat, da hun derefter spørger: 'Hvad har du kommet i? Råhypnol?'. Jeg prøver med en kæk afværgende kommentar, men intet hjælper. Trunten er ikke til at arbejde med. Der sad vi så - omgivet af gangster typer og stof-forskrækkede gamle damer. Vi blev nødt til at gå. Det skulle ske snart. Og det skulle være godt. Derfor faldt valget naturligvis på... Woodstock!
Jeg vil ikke engang begynde at pege fingre, for det var vores allesammens skyld. Det skulle aldrig være sket, og det kommer med garanti aldrig til at ske igen, for DAMN et sløjt sted! Ingen, INGEN bare halvvejs i orden damer (bortset fra en trunte i en meget lille kjole og hængtepatter, red.) , fyre i læderveste, en DJ der kun kunne spille 70-80'er musik (ved godt det er deres koncept, men bare en lille smule afveksling tak!), alt for varmt og fesne drinks. Selv det faktum at vi tre efterhånden havde opnået det promillestadie, hvor vi var nødt til at hjælpes ad med at stå oprejst, gjorde ikke stedet bedre. Det var simpelthen så elendigt, at ord ikke er tilstrækkelige.
Jeg vil derfor proklamere, at besøgene på disse underlødige steder vil ophøre nu. Ikke flere anmeldelser af crappy-old-people-places vil blive skrevet (ved mindre det er på direkte opfordring, og et bord + minimum 2 flasker bliver stillet til rådighed).
Det er et hårdt liv at være Connery-diskoteksanmelder - Håber I sætter pris på det!
Jeg vil derfor proklamere, at besøgene på disse underlødige steder vil ophøre nu. Ikke flere anmeldelser af crappy-old-people-places vil blive skrevet (ved mindre det er på direkte opfordring, og et bord + minimum 2 flasker bliver stillet til rådighed).
Det er et hårdt liv at være Connery-diskoteksanmelder - Håber I sætter pris på det!
