Motor
Skoda afslører første fotos af ny elbil Elroq
Nye detaljer om rækkevidde og motorer
Næste elektriske bil fra Skoda, som indtil nu har haft den populære Enyaq på programmet, er en anelse mindre – og mens man kunne tro at den kommende Skoda Elroq ville være en direkte søsterbil til VW ID.3, er det faktisk ikke tilfældet. Skoda Elroq bliver nemlig noget større, med en længde på 4,5 meter – 25 centimeter længere end en ID.3 og blot 15 centimeter kortere end Skoda Enyaq.
Skoda har netop løftet sløret for de første fotos af deres kommende elbil, Elroq, som endnu er camoufleret inden den officielle verdenspremiere i oktober.
Skoda Elroq
Elroq kommer med fire forskellige drivlinjer: 50, 60, 85 og 85x. Elroq 50 har en elmotor på bagakslen med 170 hk (125 kW) og et batteri på 55 kWh (52 kWh netto). Elroq 60 er lidt kraftigere med 204 hk (150 kW) og et batteri på 63 kWh (59 kWh netto). Begge modeller har en topfart på 160 km/t.
De to stærkeste varianter, Elroq 85 og 85x, er udstyret med et 82 kWh batteri (77 kWh netto) og yder henholdsvis 286 hk (210 kW) og 299 hk (220 kW). 85x-modellen har desuden firehjulstræk takket være elmotorer på både for- og bagakslen. Begge modeller har en topfart på 180 km/t og kan prale af en imponerende rækkevidde på over 560 km på en fuld opladning.
Skoda Elroq
Hurtig opladning og rummelig kabine
Alle Elroq-modeller kan oplades med både AC (11 kW) og DC-lynladning. For Elroq 85 og 85x tager en opladning fra 10 til 80 procent cirka 28 minutter med en maksimal ladeeffekt på 175 kW.
Bagagerummet har en kapacitet på 470 liter, som kan udvides til 1.580 liter ved at folde bagsæderne ned. Desuden tilbyder kabinen hele 48 liter praktisk aflæggeplads.
Elroq er Skodas første produktionsklare elbil med det nye Modern Solid-design, som inkluderer den karakteristiske Tech-Deck Face. Fronten er fladere og bredere med mørkt glas, der skjuler bilens sensorer. Dette design blev først vist med konceptbilen Vision 7S, der er en forløber for Skodas kommende syvpersoners elektriske SUV.
Indvendigt byder Elroq på et 5” digitalt cockpit og en 13” skærm i midterkonsollen, som giver godt overblik og nem betjening. Derudover kan man tilvælge et head-up-display med Augmented Reality-visualisering.
Lancering i Danmark
Skoda Elroq får sin verdenspremiere i oktober 2024, og kort tid efter vil det være muligt at bestille den i Danmark. Levering forventes at begynde i første kvartal af 2025.
Skoda Elroq
Skoda Elroq
Skoda Elroq