Skanderborg 2005
Bryster, sparkedragter og livsfarlige drinks. Connery ramte Skanderborg festival.
Here goes nothing
Det var med 5 Roskildefestivaler og store forventninger i baglommen, at et mindre udpluk af Connerys redaktion drog på jomfrurejsen mod den lille musikfyldte skov i det nedre Jylland. Vejrudsigten havde på forhånd spået en mindre katastrofe, men et respektabelt program, et endnu bedre omdømme og en medfødt vilje til at drikke sig selv i stykker sikrede det høje humør. Der gik da heller ikke længe før opslåningen af teltet blev tilsidesat til fordel for en ramme dåsepils og lidt for kreative drinks fra lejrens officielle drinkmeister. Man er slet ikke i tvivl om, at man atter er på festival, når man bydes på en kulsort drik, bestående af 5 (hemmelige) sorter sprut, lidt ketchup, mælk til toppen, pyntet med alt godt fra Haribo, et sugerør plus brændende toiletpapir, og med den ret tvivlsomme titel 'selvmord'.
Langt fra Roskilde
Som før nævnt var det første gang på Skanderborg, og med en god stak slørede Roskildefestivaler flydende rundt i erindringen, og på trods af adskillige advarsler om, at de to på ingen måde kunne eller burde sammenlignes, var det nu alligevel Roskilde, der satte standarden. Det hændte da også flere gange, at sætningen 'det er sgu ikk' Roskilde det her' røg ud af munden på undertegnede, men hvad angår vejret, så kunne den erfarne Roskilde-gænger vel kun prise sig lykkelig for ikke at skulle svømme fra scene til scene i våd jord. På trods af varsler om regn, hændte det, så vidt min fordrukne hjerne husker, dog kun en enkelt gang, at man var en paraply i underskud.
Festivalens første bryst
Nå, men tilbage til det det handler om. Druk og musik. Ikke længe efter at jeg, stærkt imod min krop og sunde fornufts vilje, havde kylet min suspekte 'selvmord' i svælget, gik det i raskt, lettere slingrende tempo mod festivalpladsen. Det første, der faldt i øjnene, udover en uoverskuelig mængde træer, var den brede aldersgruppe blandt publikum. Alt fra savlende babyer til savlende stoddere var at finde, og koncerternes lydniveau bekræftede da også hurtigt, at man snildt kunne have ladet ørepropperne blive hjemme og hevet lillebror med i stedet. Man endte desuden hurtigt med at fortryde, at det første bryst man så på sin festival, var en middelaldrene kone, der brystfødte sit barn foran scenen, mens Rasmus Nøhr hamrede løs på en guitar i baggrunden. Den første eftermiddag på Skanderborg forløb dog imidlertid ganske fredeligt, et adjektiv, der i øvrigt skulle vise sig ganske rammende for festivalen som helhed.
Det var med 5 Roskildefestivaler og store forventninger i baglommen, at et mindre udpluk af Connerys redaktion drog på jomfrurejsen mod den lille musikfyldte skov i det nedre Jylland. Vejrudsigten havde på forhånd spået en mindre katastrofe, men et respektabelt program, et endnu bedre omdømme og en medfødt vilje til at drikke sig selv i stykker sikrede det høje humør. Der gik da heller ikke længe før opslåningen af teltet blev tilsidesat til fordel for en ramme dåsepils og lidt for kreative drinks fra lejrens officielle drinkmeister. Man er slet ikke i tvivl om, at man atter er på festival, når man bydes på en kulsort drik, bestående af 5 (hemmelige) sorter sprut, lidt ketchup, mælk til toppen, pyntet med alt godt fra Haribo, et sugerør plus brændende toiletpapir, og med den ret tvivlsomme titel 'selvmord'.
Langt fra Roskilde
Som før nævnt var det første gang på Skanderborg, og med en god stak slørede Roskildefestivaler flydende rundt i erindringen, og på trods af adskillige advarsler om, at de to på ingen måde kunne eller burde sammenlignes, var det nu alligevel Roskilde, der satte standarden. Det hændte da også flere gange, at sætningen 'det er sgu ikk' Roskilde det her' røg ud af munden på undertegnede, men hvad angår vejret, så kunne den erfarne Roskilde-gænger vel kun prise sig lykkelig for ikke at skulle svømme fra scene til scene i våd jord. På trods af varsler om regn, hændte det, så vidt min fordrukne hjerne husker, dog kun en enkelt gang, at man var en paraply i underskud.
Festivalens første bryst
Nå, men tilbage til det det handler om. Druk og musik. Ikke længe efter at jeg, stærkt imod min krop og sunde fornufts vilje, havde kylet min suspekte 'selvmord' i svælget, gik det i raskt, lettere slingrende tempo mod festivalpladsen. Det første, der faldt i øjnene, udover en uoverskuelig mængde træer, var den brede aldersgruppe blandt publikum. Alt fra savlende babyer til savlende stoddere var at finde, og koncerternes lydniveau bekræftede da også hurtigt, at man snildt kunne have ladet ørepropperne blive hjemme og hevet lillebror med i stedet. Man endte desuden hurtigt med at fortryde, at det første bryst man så på sin festival, var en middelaldrene kone, der brystfødte sit barn foran scenen, mens Rasmus Nøhr hamrede løs på en guitar i baggrunden. Den første eftermiddag på Skanderborg forløb dog imidlertid ganske fredeligt, et adjektiv, der i øvrigt skulle vise sig ganske rammende for festivalen som helhed.
Faldet fra stjernerne
Første koncert, der fik denne skribents ører og notesbloks fulde opmærksomhed, blev Mew på Rytmehans-scenen. Efter lidt hyggerock med Rasmus Nøhr og ét styks aldrene, oversminket rockstar og solid 3-akkorders showrock med Alice Cooper, blev der set frem til et gensyn med de pop-drømmende rockdrenge i Mew, der ved sidste gensyn på Roskilde i 2003 leverede en imponerende og smuk koncert. Det skulle dog ikke vise sig at være tilfældet på Skanderborg. En til tider katastrofal lyd, samt et meget uengageret band, slog hurtigt benene væk under de store forventninger.
Koncerten vekslede som vanligt mellem Mews pop-harmoniske guitarflader og kaotiske støjeskapader, men fremførslen af de, på pladen så intense og smukke sange, var ofte slap og præget af tekniske problemer. I flere numre forsvandt Jonas Bjerres karakteristiske helium-vokal fuldstændigt, og selvom publikum ufortrødent gik helhjertet ind i koncerten, virkede det mest som om, at bandet nærmest fra start havde opgivet. Selv i numre som 'She Spider' faldt de dynamiske riffs og skæve harmonier lettere til jorden, og efterlod endnu et smukt nummer uforløst.
Koncerten lukkede som altid af med et ekstranummer i form af en fuldlængdes 'Comforting Sounds', og selvom niveauet her steg en anelse, og Mew for en stund lod til at række efter de stjerner de sædvanligvis svæver imellem, så var indtrykket til stadighed, at koncerten kørte mere på rutinen end på lysten til at spille.
3 stjerner til Mew, hvor mindst én skal gå til publikum fort at gøre deres bedste
Første koncert, der fik denne skribents ører og notesbloks fulde opmærksomhed, blev Mew på Rytmehans-scenen. Efter lidt hyggerock med Rasmus Nøhr og ét styks aldrene, oversminket rockstar og solid 3-akkorders showrock med Alice Cooper, blev der set frem til et gensyn med de pop-drømmende rockdrenge i Mew, der ved sidste gensyn på Roskilde i 2003 leverede en imponerende og smuk koncert. Det skulle dog ikke vise sig at være tilfældet på Skanderborg. En til tider katastrofal lyd, samt et meget uengageret band, slog hurtigt benene væk under de store forventninger.
Koncerten vekslede som vanligt mellem Mews pop-harmoniske guitarflader og kaotiske støjeskapader, men fremførslen af de, på pladen så intense og smukke sange, var ofte slap og præget af tekniske problemer. I flere numre forsvandt Jonas Bjerres karakteristiske helium-vokal fuldstændigt, og selvom publikum ufortrødent gik helhjertet ind i koncerten, virkede det mest som om, at bandet nærmest fra start havde opgivet. Selv i numre som 'She Spider' faldt de dynamiske riffs og skæve harmonier lettere til jorden, og efterlod endnu et smukt nummer uforløst.
Koncerten lukkede som altid af med et ekstranummer i form af en fuldlængdes 'Comforting Sounds', og selvom niveauet her steg en anelse, og Mew for en stund lod til at række efter de stjerner de sædvanligvis svæver imellem, så var indtrykket til stadighed, at koncerten kørte mere på rutinen end på lysten til at spille.
3 stjerner til Mew, hvor mindst én skal gå til publikum fort at gøre deres bedste
Efter den noget skuffende koncert gik turen tilbage til lejren, hvor det første Skanderborg festival-kulturchok efter brystamningen ramte, da et sæt festivalvagter beordrede en oprydning i lejren. 'Oprydning', et begreb jeg i min mentale forberedelse til endnu en festival havde efterladt sammen med et kilo nullermænd under gulvtæppet i min lejlighed i Aalborg. Dette stod i skarp kontrast til erindringerne fra årets Roskilde, hvor Tuborg-folk ligefrem belønnede de lejre, der var mest tilsvinede og smadrede. På trods af talrige protester og en argumentationskapacitet som kun de allerstiveste stoddere besidder, endte en trussel om klipning af armbåndet forholdsvist hurtigt den diskussion. Nej det var bestemt ikke Roskilde vi var kommet på, men vores trofaste drinkmeister mixede lynhurtigt en 'Rød Puch Maxi - med mælkekasse', og med tanken om en efterfølgende dag med festivalens stærkeste program var alt hurtigt godt igen. Teltet og soveposen kunne atter erobres med god samvittighed, et par liter alkohol i kroppen og forventningerne til koncerter med Kira & The Kindred Spirits, Apocalyptica, Swan Lee, Texas og Nephew.
Tømmermænd og røde sparkedragter
Det var et ugudeligt tidspunkt, at jeg og mine tømmermænd blev hevet ud af soveposen på, men eftersom Kira & The Kindred Spirits stod tidligt på programmet var der jo næppe noget valg. I forhåbningen om, at Kira Skov og hendes musikalske åndsfrænder kunne spille benene væk under mine tømmerknægte, gik turen atter mod skoven og Bøgescenerne. Efter, med stor skam, at have forbigået hele tre muligheder for at se Kira & Co. var det næsten kun en knagen i kraniet, der holdte de store forventninger på afstand. Det skulle dog hurtigt vise sig at Kira & The Kindred Spirits' soulfyldte, halvbeskidte og sexede rock var lige hvad, der skulle til at vågne op på. Den eneste forklaring på, hvorfor så fremragende et band skulle spille så tidligt kunne kun være, at nogle har været klar over dette.
Iført en knaldrød, stramtsiddende sparkedragt som eneste påklædning fik Kira hurtigt rettet alles fokus midt på scenen - i hvert fald alle fyrenes. På trods af lidt startknas med lyden, lidt for meget guitar og lidt for lidt Kira, så satte bandet i gang med maner. Med bidende riffs, en solid og funky rytmesektion samt en forførende og kraftfuld sangfugl i front førte bandet os igennem sange fra både debuten Happiness saves lives og gennembrudsalbummet This is Not an Exit. Altid nærværende og intens, formåede Kira, selv tidligt på dagen, at nå langt udover scenekanten. Med et tightspillende band i ryggen, der under en forlænget udgave af 'Losing You' fik lov at lege lidt ekstra, blev fredagen på Skanderborg sparket i gang i bedste stil. 4 stjerner til Kira & The Kindred Spirits
Heavy-metal på den klassiske facon
En Heavy metal cello-trio lyder umiddelbart en anelse uhåndgribeligt, men spender bare et halvt minut med finske Apocalyptica, så runger konceptet pludseligt af mening og sammenhæng. Apocalypticas grundpiller er de tre finske, klassisk uddannede musikere Eicca Toppinen, Paavo Lotjonen og Perttu Kivilaakso. Med en klassisk uddannelse plus en kærlighed til den hårde metal har Apocalyptica skabt deres helt egen stil, hvor både det klassiske og den hårde rock bliver respekteret og tilgodeset. Med en 4. cello på scenen og nytilkomne trommeslager Mikko Siren bragte bandet en uovertruffen, storladen og fyldig lyd, der bragede udover scenekanten. Der blev vekslet mellem fintfølende strygerpassager og hårdtpumpende heavyriffs, mens de finske drenge kombinerede deres imponerende tekniske kunnen med sand rock-ånd, og skiftevist serverede egne kompositioner og fortolkninger af heavyklassikere fra blandt andet Metallica og Pantera. Apocalyptica fik vist, at det faktisk kan lade sig gøre at kombinere klassisk musik med headbanging. 5 stjerner til Apocalyptica. 4 for en fremragende koncert og en ekstra for den gode stil.
En Heavy metal cello-trio lyder umiddelbart en anelse uhåndgribeligt, men spender bare et halvt minut med finske Apocalyptica, så runger konceptet pludseligt af mening og sammenhæng. Apocalypticas grundpiller er de tre finske, klassisk uddannede musikere Eicca Toppinen, Paavo Lotjonen og Perttu Kivilaakso. Med en klassisk uddannelse plus en kærlighed til den hårde metal har Apocalyptica skabt deres helt egen stil, hvor både det klassiske og den hårde rock bliver respekteret og tilgodeset. Med en 4. cello på scenen og nytilkomne trommeslager Mikko Siren bragte bandet en uovertruffen, storladen og fyldig lyd, der bragede udover scenekanten. Der blev vekslet mellem fintfølende strygerpassager og hårdtpumpende heavyriffs, mens de finske drenge kombinerede deres imponerende tekniske kunnen med sand rock-ånd, og skiftevist serverede egne kompositioner og fortolkninger af heavyklassikere fra blandt andet Metallica og Pantera. Apocalyptica fik vist, at det faktisk kan lade sig gøre at kombinere klassisk musik med headbanging. 5 stjerner til Apocalyptica. 4 for en fremragende koncert og en ekstra for den gode stil.
Når rollerne byttes
Danske Nephew havde fået til opgave at lukke af for fredagens musikalske udskejelser på Skanderborg. Der var ingen tvivl om, at bandet var vokset betydeligt siden sidste års udgivelse af albummet USADSB. Jeg husker med groggy hukommelse, hvorledes Nephew, med Simon Kwamm i front, fik til opgave at vække Roskilde en lørdag morgen 2004, i et lille, ikke alt for overfyldt Odeon-telt. Selvom der var fornuftig opbakning om bandet den gang, var det så absolut intet set i forhold til den mængde folk, der var troppet op til, hvad der her skulle vise sig at blive et brag af en koncert. Nephew var gået fra at spille tømmermændene væk, til at spille dem i gang. Fra at være et humorband med en god del rock, til at være et rockband med en god del humor.
Et yderst veloplagt band, med en yderst veloplagt frontmand og et ligeledes veloplagt og velmødt publikum sikrede, at man knap kunne trække vejret forrest i mængden, mens folk gjorde deres bedste for at hoppe i takt til Nephews energiske poprock og finurlige dansk/engelske tekstunivers. Det var umuligt ikke at blive revet med, mens mørket lagde sig over bøgescenerne og Nephew strålede ud over et publikum, der tilsyneladende havde lært samtlige tekster udenad. Simon Kwamm trykkede den på sædvanlig vis af på sine tangenter, mens han uden problemer dirigerede publikum i fællessang og klappen i takt.
Nephew havde ingen problemer med at fylde scenen, og med en solid række gæsteoptrædener, samt sågar en blæsersektion på nummeret 'Ordenspoliti' forførte bandet sit hengivne publikum. Halvvejs inde i koncerten skruede drengene ned for blusset og hev Peter Sommer ind til en akustisk 'Dårlig Træning'. Udover Peter Sommer fik vi ligeledes Orgie E og Troe.L.S fra Suspekt at høre, på første ekstranummer 'Bazooka', hvilket selvsagt fyrede yderligere op under denne eksplosive opvisning. Der blev lukket af med gennembrudshittet 'En Wannabe Darth Vader', med dertilhørende lyssværdskampe mellem Simon Kvamm og publikum. En fremragende koncert, der sendte én festglad og tændt tilbage til sin lejr.
Danske Nephew havde fået til opgave at lukke af for fredagens musikalske udskejelser på Skanderborg. Der var ingen tvivl om, at bandet var vokset betydeligt siden sidste års udgivelse af albummet USADSB. Jeg husker med groggy hukommelse, hvorledes Nephew, med Simon Kwamm i front, fik til opgave at vække Roskilde en lørdag morgen 2004, i et lille, ikke alt for overfyldt Odeon-telt. Selvom der var fornuftig opbakning om bandet den gang, var det så absolut intet set i forhold til den mængde folk, der var troppet op til, hvad der her skulle vise sig at blive et brag af en koncert. Nephew var gået fra at spille tømmermændene væk, til at spille dem i gang. Fra at være et humorband med en god del rock, til at være et rockband med en god del humor.
Et yderst veloplagt band, med en yderst veloplagt frontmand og et ligeledes veloplagt og velmødt publikum sikrede, at man knap kunne trække vejret forrest i mængden, mens folk gjorde deres bedste for at hoppe i takt til Nephews energiske poprock og finurlige dansk/engelske tekstunivers. Det var umuligt ikke at blive revet med, mens mørket lagde sig over bøgescenerne og Nephew strålede ud over et publikum, der tilsyneladende havde lært samtlige tekster udenad. Simon Kwamm trykkede den på sædvanlig vis af på sine tangenter, mens han uden problemer dirigerede publikum i fællessang og klappen i takt.
Nephew havde ingen problemer med at fylde scenen, og med en solid række gæsteoptrædener, samt sågar en blæsersektion på nummeret 'Ordenspoliti' forførte bandet sit hengivne publikum. Halvvejs inde i koncerten skruede drengene ned for blusset og hev Peter Sommer ind til en akustisk 'Dårlig Træning'. Udover Peter Sommer fik vi ligeledes Orgie E og Troe.L.S fra Suspekt at høre, på første ekstranummer 'Bazooka', hvilket selvsagt fyrede yderligere op under denne eksplosive opvisning. Der blev lukket af med gennembrudshittet 'En Wannabe Darth Vader', med dertilhørende lyssværdskampe mellem Simon Kvamm og publikum. En fremragende koncert, der sendte én festglad og tændt tilbage til sin lejr.
Om det var grundet konsekvenserne af for megen alkohol dagen forinden, at jeg ikke kunne finde scenen til lørdagens første koncert, eller om det rent faktisk kunne passe, at hverken min festivalhåndbog, festivalinformationen eller samtlige festivalvagter jeg spurgte kunne levere brugbar vejledning, skal gå usagt hen. Det lykkedes mig dog, en ti minutters tid for sent, at jokke ind under teltet, hvor danske Efterklang allerede var godt i gang med at levere koncert. Mens jeg bandede over manglen på ordentlig info, og den tåbelige idé, at kalde samme telt fire forskellige ting, fik jeg placeret mig på en af de ledige siddepladser. Heldigvis for mit dårlige humør har Efterklang og deres sfæriske lydunivers af klangflader og statisk knitren en tendens til at
lægge et slør omkring verden, og jeg glemte hurtigt mine frustrationer, imens det 6 mand store orkester tryllebandt med deres kunnen. Casper Clausens skrøbelige vokal, passede perfekt ind i det nærmest porøse og fintfølende musik, der vekslede mellem gennemtænkte kompositioner og spontane udbrud, mellem det stille og sarte, og det storladne og pompøse. Der var en imponerende kontrol over den sfære af lyd Efterklang fremmanede, hvor hvert instrument kendte sin plads i helheden.
4 stjerner til en smuk og døsende koncert fra Efterklang
4 stjerner til en smuk og døsende koncert fra Efterklang
Kontroll på Skanderborg
Fra Efterklangs harmoniske univers, gik turen nu i modsat retning. Nemlig imod Kaizers Orchestras skramlende norske rock. Med en ny og længe ventet udgivelse på trapperne, et meget solidt koncertomdømme og som afløsere for et af festivalens større navne, navnlig Good Charlotte, var forventningerne tydeligvis store hos publikum. Kaizers har det heldigvis med at forløse forventninger. Hvor mange gange man end har hørt om, eller selv overværet det, så bliver man til stadighed forbavset over bandets evne til at nå langt ud over scenekanten. Med forsanger og kapelmester Jan Ove i front, fik Kaizers Orchestra lynhurtigt et fast greb i publikum og før man vidste af det skrålede hele Skanderborg med på norsk og gjorde sit bedste for at klappe med på bandets pumpende sigøjnerrytmer. Den skramlende rock, blandet med en tung kontrabas, der bulrer af sted, mens den velkendte, gasmaskeklædte orgeltæsker banker af sted og de øvrige medlemmer tæsker løs på tønder og
Som forventet blev smagsprøver på det kommende Maestro-album blandet ind i koncerten, hvor især titelnummeret fængede med sit arabisk-klingende guitarriff og skæve omkvæd. Også den fællessangopfordrende 'Blitzregn Baby' lovede godt, og gav de inkarnerede fans noget at se frem til efter festivalen, hvor albummet udgives.
Selvom Kaizers formåede at få solid opbakning, kunne man ikke lede tankerne væk fra det faktum, at Kaizers hører bedst hjemme i en tætpakket, lille og mørk hal, hvor temperaturerne kan stige og sveden drive. En udendørs scene på en halvlunken eftermiddag er altså under alle omstændigheder ikke de bedste forhold for en koncert med Kaizers. Det på trods levede Kaizers fuldt op til forventningerne, og hvorvidt jeg var den eneste, der var lykkelig for, at Good Charlotte havde meldt afbud vides ikke, men et stort Hallelujah for det da.
Fra Efterklangs harmoniske univers, gik turen nu i modsat retning. Nemlig imod Kaizers Orchestras skramlende norske rock. Med en ny og længe ventet udgivelse på trapperne, et meget solidt koncertomdømme og som afløsere for et af festivalens større navne, navnlig Good Charlotte, var forventningerne tydeligvis store hos publikum. Kaizers har det heldigvis med at forløse forventninger. Hvor mange gange man end har hørt om, eller selv overværet det, så bliver man til stadighed forbavset over bandets evne til at nå langt ud over scenekanten. Med forsanger og kapelmester Jan Ove i front, fik Kaizers Orchestra lynhurtigt et fast greb i publikum og før man vidste af det skrålede hele Skanderborg med på norsk og gjorde sit bedste for at klappe med på bandets pumpende sigøjnerrytmer. Den skramlende rock, blandet med en tung kontrabas, der bulrer af sted, mens den velkendte, gasmaskeklædte orgeltæsker banker af sted og de øvrige medlemmer tæsker løs på tønder og
Som forventet blev smagsprøver på det kommende Maestro-album blandet ind i koncerten, hvor især titelnummeret fængede med sit arabisk-klingende guitarriff og skæve omkvæd. Også den fællessangopfordrende 'Blitzregn Baby' lovede godt, og gav de inkarnerede fans noget at se frem til efter festivalen, hvor albummet udgives.
Selvom Kaizers formåede at få solid opbakning, kunne man ikke lede tankerne væk fra det faktum, at Kaizers hører bedst hjemme i en tætpakket, lille og mørk hal, hvor temperaturerne kan stige og sveden drive. En udendørs scene på en halvlunken eftermiddag er altså under alle omstændigheder ikke de bedste forhold for en koncert med Kaizers. Det på trods levede Kaizers fuldt op til forventningerne, og hvorvidt jeg var den eneste, der var lykkelig for, at Good Charlotte havde meldt afbud vides ikke, men et stort Hallelujah for det da.
Reggae på Rytmehans
Efter én på opleveren med en af Skanderborgs yndlinge, den bluesrockende Walter Trout, blev retningen sat mod Rytmehans, hvor Bikstok Røgsystem skulle spille op til fest. Et forlænget lydcheck skubbede koncerten udover planen, og mens Eaggerman lod lydbidder af sin stemme titte frem i ny og næ, virkede publikum for udmattede og utændte til at sparke den tilsyneladende ønskede stemning i gang. Dette ændrede sig heldigvis til dels under selve koncerten, og ikke længe efter at Rhiddim Force bandet havde gjort deres ting med en lille Bikstok instrumental-medley på scenen, var det da også til et fornuftigt bifald, at de tre drenge fra Bikstok Røgsystem, selvsikkert trådte ind på scenen.
Der blev lagt ud med en stenet, men festindbydende 'Penge på Græs', og et tightspillende og overtændt band leverede en solid, rytmefyldt baggrund for de tre drengerøves vokale finurligheder. Stokken var tydeligvist tændt på at sætte ild til teltet, og det smittede hurtigt på det udmattede publikum. Mens numrene fra debuten Over stok og sten udfoldede sig for Rytmehans' fremmødte, tegnede der sig et billede af en mere fokuseret og legesyg koncert, hvor den røde tråd tydeligvis bestod i den reggae, der er den såkaldte Dancehalls grundpille. Således havde de fleste numre til anledningen fået sig et remake. Der blev leget og eksperimenteret, hvilket blandt andet viste sig i en up-tempo 'Fabrik', der havde fået trukket et tykt tæppe af reggae ned over sig, hvilket, selvom det klædte nummeret betydeligt, desværre gik ud over fremførelsen af teksterne, der i forvejen er rimeligt tricky, og her gik hen og blev helt uforståelige.
Med 'Radio' og hittet Cigar som de to ekstranumre, lukkede Bikstok af for endnu en fest, og viste, at det er mere end i orden at lege med sine numre og prøve nye veje.
Efter én på opleveren med en af Skanderborgs yndlinge, den bluesrockende Walter Trout, blev retningen sat mod Rytmehans, hvor Bikstok Røgsystem skulle spille op til fest. Et forlænget lydcheck skubbede koncerten udover planen, og mens Eaggerman lod lydbidder af sin stemme titte frem i ny og næ, virkede publikum for udmattede og utændte til at sparke den tilsyneladende ønskede stemning i gang. Dette ændrede sig heldigvis til dels under selve koncerten, og ikke længe efter at Rhiddim Force bandet havde gjort deres ting med en lille Bikstok instrumental-medley på scenen, var det da også til et fornuftigt bifald, at de tre drenge fra Bikstok Røgsystem, selvsikkert trådte ind på scenen.
Der blev lagt ud med en stenet, men festindbydende 'Penge på Græs', og et tightspillende og overtændt band leverede en solid, rytmefyldt baggrund for de tre drengerøves vokale finurligheder. Stokken var tydeligvist tændt på at sætte ild til teltet, og det smittede hurtigt på det udmattede publikum. Mens numrene fra debuten Over stok og sten udfoldede sig for Rytmehans' fremmødte, tegnede der sig et billede af en mere fokuseret og legesyg koncert, hvor den røde tråd tydeligvis bestod i den reggae, der er den såkaldte Dancehalls grundpille. Således havde de fleste numre til anledningen fået sig et remake. Der blev leget og eksperimenteret, hvilket blandt andet viste sig i en up-tempo 'Fabrik', der havde fået trukket et tykt tæppe af reggae ned over sig, hvilket, selvom det klædte nummeret betydeligt, desværre gik ud over fremførelsen af teksterne, der i forvejen er rimeligt tricky, og her gik hen og blev helt uforståelige.
Med 'Radio' og hittet Cigar som de to ekstranumre, lukkede Bikstok af for endnu en fest, og viste, at det er mere end i orden at lege med sine numre og prøve nye veje.
Det var alt fra årets Skanderborgfestival. Undertegnede kunne gå hjem med bøgetræer, sindssyge drinks og en fornuftig håndfuld gode koncerter friskt in mente. Det var ikke Roskilde, men der er liden tvivl om, at Connery vil være at finde i Skanderborg skov igen til næste år, mens vi bravt og stangstive bekæmper skovflåter og offentlig amning.
