Skal Sony bare droppe deres mobil-forretning?
Et meningsstykke fra redaktøren
Hvor længe siden er det egentlig, at du har set en Sony smarthpone i hånden på et rigtigt menneske?
Svaret er højst sandsynligt: Længe siden.
I en artikel på The Verge, dykker en journalist ned i Sonys faldende mobilsalg, og stiller spørgsmålet: Burde Sony bare trække sig fra markedet?
Spørgsmålet tager udgangspunkt i virksomhedens seneste offentliggjorte regnskab, der fortæller at Sony kun har solgt to millioner telefoner på verdensplan i 2. kvartal 2018 - et tal der er faldet med 1.4 millioner enheder i forhold til samme periode sidste år.
Samtidig solgte Sony i 2017 13.5 millioner telefoner, men for 2018 lyder målet blot på 9 millioner.
Til sammenligning kan vi tage et kig på de fem bedst sælgende brands i 2017:
- Samsung: 321 millioner
- Apple: 214 millioner
- Huawei 150 millioner
- Oppo: 112 millioner
- Vivo: 99 millioner
I alt lød markedet i 2017 på 1.5 milliarder solgte smartphones. I det forhold, udgør Sonys samlede salg forsvindende lidt.
Problemet, i min optik er, at der ikke er sket NOK fornyelse hos Sonys smartphone division. I 2013 havde selskabet en peak-år med 37.6 millioner solgte smartphones på globalt plan.
2013 var året, hvor Sony lancerede to smartphones, der både på performance og i udtryk gav baghjul til de fleste andre producenter. Det skete med modellerne Sony Xperia Z og Sony Xperia Z1. Begge telefoner, der overraskede og var blandt de første lækre smartphones, der i den grad slog sig på at være vandtætte og holdbare - jeg havde endda en Xperia Z Tablet med i bad!
Men der er løbet meget vand igennem bruseren siden 2013.
Mens Sony godt nok har udsendt gode mobiler på stribe siden da, har den øvrige konkurrence oppet gamet gevaldigt. Samsung fornyr deres design betragteligt hvert andet år (og smider boxen i markedsføringskroner), og nye spillere som Huawei og OnePlus tilbyder fantastiske mobiler til bedre priser.
Det er ærgerligt for Sony, der både ligger inde med en af markedets bedste forretninger for digitale kameraer, et seriøst fladskærmsgame og: Ikke mindst den enorme fanbase der findes i PlayStation.
Problemet er, at selvom Sony på papiret har adgang til fantastisk teknologi og hardware, så falder de altså og især i de sidste to år på både software og design.
Det er tydeligt, at der er et problem på softwaresiden for kameraerne, når en telefon som Google Pixel fra 2016, der netop benytter Sony fabrikerede sensorer, scorer højere (90) end nogen Sony-telefoner på DxOMark, til stadighed. Seneste Sony-smartphone XA2 Ultra, får en lunken score på 75, så sent som i juli 2018.
En anden udfordring er designet. I løbet af de seneste 2 år har den ene fabrikant efter den anden, fremvist flotte, næsten rammeløse designs med imponerende screen-to-body ratios, og her er Sony altså bare en kæmpe hurdle, de skal have overvundet så hurtigt som muligt.
Jeg mener ikke at alle smartphones skal se ens ud, men det er minimalt hvad der er sket med Sonys design over de sidste 3-4 år, og det er fandme på tide at starte fra scratch.
Bør de så bare lukke forretningen eller hvad?
Nej! Ikke hvis jeg må bestemme (det må jeg ikke), jeg har nemlig en brændende emotionel forbindelse med Sony-brandet, der især og primært bunder i mit tilhørsforhold til Sony PlayStation. En kærlighed der går helt tilbage til barndommen.
Men der skal fandme strammes op. Sony, få nu styr på jeres game! Vi vil jer så gerne.
Vi forventer at Sony præsenterer en ny model under IFA-messen i Berlin i starten af September. Og krydser fingre for, at der dukker en øjenåbner af en smartphone op. Vi har brug for diversitet i smartphone-universet, men det skal være diversitet med mening, og ikke middelmådighed.
Giv os en mobil der kan udnytte jeres kamera-uberteknik, en telefon der giver den der fantastiske Bravia-billedkvalitet, få eventuelt en af TV-designerne til at tegne en smartphone. Og så gør en dedikeret indsats for at tappe ind i PlayStations succes!