Skaberne af Ghost of Tsushima er på vej med nyt kapitel, Ghost of Yotei
Næste storslåede kapitel 300 år længere fremme i historien.
Sucker Punch Productions, der står bag det kritikerroste spil Ghost of Tsushima, har netop annonceret en efterfølger, Ghost of Yotei, som er sat til udgivelse i 2025.
Det kommende spil introducerer en ny hovedperson, Atsu, og udvider universet med nye omgivelser og historiske begivenheder.
Hvor Ghost of Tsushima fokuserede på Jin Sakais kamp for at redde sin hjem-ø fra mongolske invasioner, vil Ghost of Y?tei tage spillere med til en anden del af Japan og byde på en ny legende, der centrerer sig om den gådefulde "Ghost"-figur.
Det første spil, Ghost of Tsushima, tog spillere tilbage til det 13. århundrede under Mongolernes første invasion af Japan. Historien fulgte Jin Sakai, en samurai, der tvinges til at tage utraditionelle metoder i brug for at forsvare sin ø, Tsushima, mod den brutale invasion. Spillet imponerede med sin åbne verden, hvor spillere kunne udforske smukke landskaber, deltage i intense kampe og navigere i moralske dilemmaer om ære og overlevelse. Spillet blev rost for sin autentiske skildring af Japans feudalperiode samt sine visuelt betagende miljøer.
Ghost of Yotei vil bygge videre på de kerneelementer, som gjorde forgængeren så populær – herunder friheden til at udforske i ens eget tempo, den åbne verden og den særlige æstetik, der hylder det historiske Japan. Sådan lød det i et blog-post hos PlayStation.
Men denne gang tager Sucker Punch historien over 300 år frem til år 1603, og introducerer spillere til de vilde, ubeboede områder omkring Mount Yotei, et bjerg i det, der i dag kendes som Hokkaido. På det tidspunkt var regionen uden for den japanske stats kontrol, og fyldt med ukendte farer, der lover en mere uforudsigelig og barsk oplevelse sammenlignet med den relativt civiliserede Tsushima.
Med Ghost of Yotei lover udviklerne også en række teknologiske og gameplay-mæssige forbedringer. Det er Sucker Punchs første spil udviklet eksklusivt til PlayStation 5, hvilket betyder, at det grafiske niveau vil blive hævet markant.
Traileren, som blev udgivet sammen med annonceringen, giver et første indblik i det nye univers, men Sucker Punch har meget mere i ærmet. I løbet af de kommende måneder vil flere detaljer om historien og de personer, Atsu møder, blive afsløret.
Tjek den ud herunder: