Der findes to typer mennesker.
Dem der elsker Ice Age-filmene, og dem der stadig bliver stressede af at se Scrat jagte det samme agern efter 24 år.
Nu er der nyt til begge lejre. Disney har nemlig offentliggjort den første teaser til Ice Age 6: Boiling Point, som sender den ikoniske flok tilbage på det store lærred for første gang i over et årti.
Premieren er sat til den 5. februar 2027, og det bliver det første rigtige biografeventyr i serien siden 2016.
Mere kaos i den tabte verden
Hvis du havde håbet på, at Manny, Sid og Diego endelig havde fundet lidt ro i tilværelsen, så kan du godt tro om igen.
Den nye film tager flokken med til hidtil uudforskede dele af den såkaldte “tabte verden”, hvor både dinosaurer, vulkaner og enorme mængder lava står klar til at gøre livet besværligt.
Den officielle beskrivelse lover et hæsblæsende eventyr med alle de klassiske ingredienser, som har gjort serien til en af animationsfilmens største succeser.
Og ja, Scrat er naturligvis også tilbage.
Det lille egern har efterhånden brugt næsten et kvart århundrede på at jagte det samme agern, og ærligt talt ville det næsten føles forkert, hvis han pludselig lykkedes med projektet.
Læs også:
En franchise der har tjent absurd mange penge
Det er let at glemme, hvor stor Ice Age-serien faktisk var på sit højeste.
Den første film udkom tilbage i 2002 og blev hurtigt et globalt hit. Siden fulgte fire efterfølgere, som tilsammen har omsat for mere end 3 milliarder dollars på verdensplan.
Især Ice Age 4: På gyngende grund blev et monsterhit med næsten 900 millioner dollars i biografindtægter.
Men så begyndte isen at smelte.
Da Ice Age 5 ramte biograferne i 2016, var interessen markant mindre, og filmen endte med at tjene under halvdelen af forgængerens omsætning. Kort tid efter forsvandt serien fra biograferne.
Hvad skete der egentlig med Ice Age?
Efter Disneys gigantiske opkøb af 20th Century Fox i 2019 blev fremtiden for serien usikker.
Universet fortsatte dog på Disney+, hvor vi blandt andet fik spinoff-filmen The Ice Age Adventures of Buck Wild og den korte serie Scrat Tales.
Men for mange fans har det aldrig helt været det samme uden den originale trio af Manny, Diego og Sid.
Derfor føles Ice Age 6 også som et forsøg på at bringe franchisen tilbage til sine rødder.
Kan de gamle helte stadig levere?
Animationslandskabet ser markant anderledes ud i dag, end da den første Ice Age-film ramte biograferne.
Pixar, Illumination og DreamWorks kæmper om publikums opmærksomhed, og konkurrencen er hårdere end nogensinde før. Men nostalgien er stadig en stærk drivkraft, og Disney satser tydeligvis på, at publikum stadig har plads i hjertet til en mammut, en sabeltiger, et dovendyr og et egern med et alvorligt agernproblem.
Om det bliver starten på en ny æra for Ice Age eller blot ét sidste eventyr, finder vi ud af den 5. februar 2027.
Læs også: