Shadow of the Tomb Raider [Anmeldelse]

Lara Croft er tilbage som Tomb Raider i 3. og afsluttende del af oprindelseshistorien, der blev skudt i gang med 'Tomb Raider' rebootet tilbage i 2013. 

Shadow of the Tomb Raider introducerer en Lara Croft, der klog af skade og mistroisk af erfaring, har forvandlet sig til en kvinde, der minder om en hybrid mellem John Rambo og The Predator - med et lille strejf af Indiana Jones. Det kan lyde en smule banalt, og det er det nok egentlig også, for hvor de to foregående spil i denne fortælling gjorde op med den stereotypiske kvindelige helt fra fordums tid, tager det nye spil et skridt frem og to tilbage i skildringen af den moderne eventyrer-kvinde.

Det betyder ikke at Shadow of the Tomb Raider er et dårligt spil, for den slags skal ikke formudres af kønstereotyper og nostalgi. Men lad mig vende tilbage til det. 

Flottere end nogensinde

Shadow of the Tomb Raider er uden tvivl den flotteste installation vi nogensinde har set i franchisets historie. Historien finder næsten udelukkende sted i Sydamerika, hvor de fantastiske regnskove skaber hovedrammerne for en grafisk præstation, der konstant overrasker og imponerer. Detaljegraden er stor og rig, og spillets teksturer og fysik er på alle måder tilfredsstillende. Uanset om man sniger sig rundt i junglen eller er på vej op på toppen af en kæmpemæssig installation af en inka-ruin, er der altid nye detaljer der fanges af øjnene. 

Shadow bygger godt videre på spilmekanikkerne fra 'Tomb Raider' 2013 og 'Rise of the Tomb Raider' 2015 og benytter sig af 3. persons udsyn. Levelsystemet er blevet simplificeret, og de forskellige skills komplimenterer Lara, uden at have ekstreme betydninger for gameplayet. Lara er mere versatil og man er ikke nødt til at vælge om man vil være stille sniper-type eller guns blazing - man kan være begge dele. Når det er sagt, favoriserer spillet dog en spillestil, der udnytter Laras efterhåndende skræmmende færdigheder, til at nedlægge fjender i stilhed, primært ved hjælp af flitsbue og en stor commando-kniv. 

Der er sket en del med Lara siden hendes "første" eventyr i Tomb Raider 2013, hvor hun var en yngre, mere uskyldig og knapt så talentfuld gravjæger. I Shadow har udvikleren Eidos Montreal, lagt vægt på at spilleren stifter bekendtskab med den ultimative Tomb Raider, der ikke tøver ved at kaste sig ud i store eventyr med store farer i farvandet. 

Spillet er bygget op omkring en stor og episk hovedfortælling, der komplimenteres af en enorm række ekstremt velbyggede og udfordrende challenge-tombs og en håndfuld sidemissioner, der begge har til formål at give dig flere og bedre opgraderinger til Laras hovedmål: At stoppe en apokalypse, der til dels er igangsat af den onde organisation Trinity, som Lara også jagtede i stor stil i Rise of the Tomb Raider. 

Selve spillets gameplay er tilfredsstillende, og de mange grave og missioner der omhandler udforskning er spektakulært udført. Det samme kan siges om et par hårrejsende konfrontationer med junglens vilde dyr - og i mindre grad om horderne af lejesoldater og ondskabsfulde stammefolk, der må ofre deres liv på storladne grafiske måder, for at være i vejen for Lara Croft. 

Lara Croft   Arkæolog  Massemorder?

Jeg har ikke udelukkende rosende ord til overs for denne tredje installation i Tomb Raider-reboot serien. Forstå mig ret - spillet er underholdende og sjovt, og helt sikkert en gennemspilning værdig, for folk der i forvejen har været igennem de to tidligere spil, men det er ikke kun en dans på roser. 

Crystal Dynamics lagde et kæmpe arbejde i at skabe en troværdig og moderne genfortælling af karakteren Lara Croft, i de to tidligere spil. En Lara der var relaterbar, og som havde fået udskiftet de åbenlyst store fysiske fortrin, med mere personlighed og en dybere forhistorie, der udforskede de personlige motivationer og nogle dystre skeletter i skabet, mens Lara gik fra at være en usikker teenagepige med første mord til gode, til en mere selvsikker kvinde med knapt så mange kvaler. 

Spillets historie lider en smule - muligvis på grund af udskiftningen af udvikler - hvor Crystal Dynamics har taget et skridt tilbage og Eidos Montreal har stået for størstedelen af læsset. Selvom man ikke kan klandre den "nye" lara for at være et produkt af en øget opmærksomhed på feminisme i spilkulturen, så sker der en speciel udvikling i karakteren, der måske mest af alt bunder i at forfatterne på det nye spil, ikke helt har delt visionen med de tidligere. Derfor får vi en Lara Croft der har store modstridende værdier med sig selv. I mange af spillets cinematiske sekvenser fremstår hun i et øjeblik som en person der med store kvindelige værdier bekymrer sig for sine medmennesker, til på en knivsæg at vende fokus mod "missionen" og hendes personlige vendetta mod Trinity.

De modstridende sider af Laras personlighed udspilles især mellem de historiefortællende mellemsekvenser, der taler til medmenneskelighed og en mission om at redde verden, og spillets mange sekvenser hvor Lara brutalt snigmyrder hobetal af bad guys, med en nærmest kynisk og predator-agtig tilgang. Ironien flyder især tykt i en af missionerne, hvor Lara træder ind i en grotte, der som hun siger, har været genstand for et regulært blodbad af en massakre - fordi hun få øjeblikke forinden selv har nedslagtet 10-15 lejesoldater med kniv-til kranie, bueskydning og et par velplacerede headshots. 

Selvom spillet starter ud med en fabelagtig første akt, der sætter store kræfter i værk, virker slutningen som om, at der har været modstridende meninger imellem spillets forfattere og udviklere, og man sidder lidt tilbage med en følelse af, at Lara Croft er en kynisk men selvopofrende tempelkriger, i langt højere grad end en nysgerrig og videbegærlig arkæolog. Og lad mig lige uddybe en ekstra gang: Lara Croft dræber også rigtig mange fjender i de to foregående titler, men på grund af måden historien i Shadow of The Tomb Raider er bygget op, og de meget modstridende dialoger hun udveksler mellem andre karakterer i spillet, bliver det meget mere øjenfaldende hvor råbende drabelig Lara Croft anno 2018 egentlig er. 

Shadow of the Tomb Raider lukker trilogien om Tomb Raiders oprindelse ned med et grafisk festfyrværkeri, der bygger videre på, og forfiner mange af mekanikkerne fra Tomb Raider 2013 og Rise of the Tomb Raider. Samtidig etablerer den Tomb Raider som en badass actionspiller, der dog kludrer en del med storytelling og tager en uventet drejning i Lara Crofts personlige udvikling.

Plus:

• Flotteste Tomb Raider til dato.
• Bedste puzzles og mest spektakulære bonus tombs til dato.
• Flotte level designs og godt progressionssystem.

Minus:

• Historien afslutter ikke trilogien på en helt tilfredsstillende måde. 
• Lara Croft som person tager et skridt tilbage, i forhold til personen der udlægges i de to foregående titler.