Session - Del 2/2
Læs hvordan sessionen gik.
Dagene før selve sessionen var langt fra sjove. At skulle påføre sig tarzanunderbukser, for derefter at udstille sig foran en flok andre mænd, er langt fra noget man ser frem til. Jeg var mildest talt hamrende nervøs - Så nervøs jeg kun én gang har prøvet i mit liv, nemlig den dag jeg skulle til køreprøve.
Endelig blev det den 13. oktober. Nu skulle det være - Nu skulle det dælme overstås.
Jeg gik i bad, tog tøj på, spiste morgenmad, tog toget til Østerport, for derefter at gå det sidste stykke med hjertet langt oppe i halsen.
Jeg var i god tid, og det føltes som en evighed i venteværelset. Men tiden blev ikke spildt!Jeg fik luret de mange mærkelige typer af, som alle så ud til at kende hinanden og som jeg snart skulle blive til grin foran. Der sad jeg som Palle alene i verden, eller vi skulle måske hellere sige Tarzan alene i junglen. Nervøsiteten steg kraftigt for hvert sekund der gik. Men så endelig skete der noget som kunne få tankerne hen på noget andet. Vi blev kaldt ind til en test.
De fortalte kort, at de ved hjælp af testen, ville undersøge hvor intelligente vi var. Det viste sig bare, at testen var opbygget af tegninger og at den minimum var 50 år gammel. Testen var faktisk så nem, at den blev færdiggjort på den halve tid af det de sagde var muligt. Testen var mildest talt spild af tid, og det eneste den kunne vise var, hvis man ikke kunne kende forskel på trekanter, firkanter, cirkel og polygoner. Og det ved vi jo alle sammen, man kan ikke bruge figurblinde folk til en 4 måneders uddannelse på en kaserne. Det kan kun gå galt!
Endelig blev det den 13. oktober. Nu skulle det være - Nu skulle det dælme overstås.
Jeg gik i bad, tog tøj på, spiste morgenmad, tog toget til Østerport, for derefter at gå det sidste stykke med hjertet langt oppe i halsen.
Jeg var i god tid, og det føltes som en evighed i venteværelset. Men tiden blev ikke spildt!Jeg fik luret de mange mærkelige typer af, som alle så ud til at kende hinanden og som jeg snart skulle blive til grin foran. Der sad jeg som Palle alene i verden, eller vi skulle måske hellere sige Tarzan alene i junglen. Nervøsiteten steg kraftigt for hvert sekund der gik. Men så endelig skete der noget som kunne få tankerne hen på noget andet. Vi blev kaldt ind til en test.
De fortalte kort, at de ved hjælp af testen, ville undersøge hvor intelligente vi var. Det viste sig bare, at testen var opbygget af tegninger og at den minimum var 50 år gammel. Testen var faktisk så nem, at den blev færdiggjort på den halve tid af det de sagde var muligt. Testen var mildest talt spild af tid, og det eneste den kunne vise var, hvis man ikke kunne kende forskel på trekanter, firkanter, cirkel og polygoner. Og det ved vi jo alle sammen, man kan ikke bruge figurblinde folk til en 4 måneders uddannelse på en kaserne. Det kan kun gå galt!
Efter testen fik vi en masse information. Information som faktisk stod i det blad vi havde fået tilsendt, men som jeg ikke havde taget mig sammen til at læse. Faktisk var det for mit vedkommende, for en gang skyld, utrolig positiv information. Jeg fandt ud af, at hæren og at blive nægter, ikke var de to eneste muligheder man havde. Man kunne nemlig også komme i noget de kaldte beredskabsstyrelsen.
Beredskabsstyrelsen virkede faktisk utrolig spændende samtidig med, at jeg følte det kunne bruges til noget. Her ville man ikke blot få stukket et gevær i hånden, men derimod en brandslukker, en røgdykkermaske, en lastbil og en bunke førstehjælpsgrej. Kort sagt, man ville blive uddannet brandmand og røgdykker, samt få et udvidet kursus i førstehjælp og et stort kørekort på blot 6 måneder. Man ville rent faktisk kunne redde liv, i stedet for at tage liv.
Efter denne omgang information, var jeg faktisk ligeglad med om jeg trak frinummer eller ej. At komme i beredskabsstyrelsen ville ikke genere mig, tværtimod.
Jeg var faktisk kommet i helt godt humør - desværre varede det bare ikke ret længe. Pludselig begyndte det nemlig at kradse i mit underliv, og jeg kom straks i tanke om de tarzanunderbukser jeg var iført. Godt nok skulle jeg ikke længere fortælle nogle, at jeg ikke havde det godt sammen med andre fyre. Men tarzanunderbukserne var der stadig, og hvordan skulle jeg nogensinde undgå at blive fuldstændig til grin?
Endnu engang sad vi i et venteværelse. Denne gang mens vi ventede på, at vi en af gangen blev kaldt ind til en høre- og synstest, samt blev målt og vejet.
Men også her viste folkene bag session deres enorme mængde visdom. 1 læge til at teste omtrent 50 personer må være mere end rigeligt. Og de havde fuldstændig ret, hun klarede det i fin stil. Men desværre for mig og flere andre, endte det bare med at vi ventede i over 4 timer, i et rum hvor man absolut intet kan foretage sig. Og endnu smartere, havde de ordnet det på en måde, så det ikke var muligt at bevæge sig udenfor - sæt man nu var væk når man engang blev indkaldt.
Høre- og synstesten er der ikke meget at skrive om. Her fik jeg bare konstateret, at jeg hverken var døv eller blind. To ting som helst ikke skal komme bag på en, hvis man skal i hæren.
Straks efter disse tests, blev jeg sendt til lægen. Lægen som skulle tjekke ens fysiske tilstand. Var man egnet til at blive soldat, eller var man ikke. Nu galt det - Det var nu jeg skulle smide tøjet og stå i underbukser foran 50 personer. Men sådan gik det ikke, heldigvis. Foran hans dør var placeret 2 bænke, med tilhørende skabe. Jeg ved ikke hvorfor, men havde forestillet mig, at man stod i et kæmpe stort rum sammen med 50 andre og en læge som tjekkede folk på skift. Præcis som man ser det i film. På trods af dette, var jeg alligevel sikker på, at det var her og nu jeg skulle flashe mine underbukser. Hvorfor ellers placere skabe med knager og bænke? - Ja, for ikke at tale om de andre 9 fyre, som stod kun iført underbukser og talte sammen på livet løs. Det var nu det skulle ske.
Jeg var en smule lettet da jeg begyndte at smide tøjet. Nu var det ikke længere 50 personer jeg skulle blive til grin foran, men "kun" 10. Jeg har aldrig før været så lang tid om, at binde snørebånd op, tage en trøje samt t-shirt over hovedet, som nu. Hver lille handling blev trukket i langdrag, men af kom tøjet, og efter nogle minutter stod jeg kun iført tarzanunderbukser. Folk stirrede så man skulle tro det var løgn. Den samtale de ellers var i gang med sluttede brat, og en latter brød ud. Latteren var faktisk så høj, at den tiltrak de resterende personer som stadig sad i venteværrelset. Aldrig har mit underliv været så interessant, aldrig har jeg følt mig så dum, og aldrig har jeg været så rød i hovedet. Men nu var det overstået, folk fandt igen deres pladser og samtalerne begyndte hvor de slap. En enorm lettelse spredte sig i kroppen.
Beredskabsstyrelsen virkede faktisk utrolig spændende samtidig med, at jeg følte det kunne bruges til noget. Her ville man ikke blot få stukket et gevær i hånden, men derimod en brandslukker, en røgdykkermaske, en lastbil og en bunke førstehjælpsgrej. Kort sagt, man ville blive uddannet brandmand og røgdykker, samt få et udvidet kursus i førstehjælp og et stort kørekort på blot 6 måneder. Man ville rent faktisk kunne redde liv, i stedet for at tage liv.
Efter denne omgang information, var jeg faktisk ligeglad med om jeg trak frinummer eller ej. At komme i beredskabsstyrelsen ville ikke genere mig, tværtimod.
Jeg var faktisk kommet i helt godt humør - desværre varede det bare ikke ret længe. Pludselig begyndte det nemlig at kradse i mit underliv, og jeg kom straks i tanke om de tarzanunderbukser jeg var iført. Godt nok skulle jeg ikke længere fortælle nogle, at jeg ikke havde det godt sammen med andre fyre. Men tarzanunderbukserne var der stadig, og hvordan skulle jeg nogensinde undgå at blive fuldstændig til grin?
Endnu engang sad vi i et venteværelse. Denne gang mens vi ventede på, at vi en af gangen blev kaldt ind til en høre- og synstest, samt blev målt og vejet.
Men også her viste folkene bag session deres enorme mængde visdom. 1 læge til at teste omtrent 50 personer må være mere end rigeligt. Og de havde fuldstændig ret, hun klarede det i fin stil. Men desværre for mig og flere andre, endte det bare med at vi ventede i over 4 timer, i et rum hvor man absolut intet kan foretage sig. Og endnu smartere, havde de ordnet det på en måde, så det ikke var muligt at bevæge sig udenfor - sæt man nu var væk når man engang blev indkaldt.
Høre- og synstesten er der ikke meget at skrive om. Her fik jeg bare konstateret, at jeg hverken var døv eller blind. To ting som helst ikke skal komme bag på en, hvis man skal i hæren.
Straks efter disse tests, blev jeg sendt til lægen. Lægen som skulle tjekke ens fysiske tilstand. Var man egnet til at blive soldat, eller var man ikke. Nu galt det - Det var nu jeg skulle smide tøjet og stå i underbukser foran 50 personer. Men sådan gik det ikke, heldigvis. Foran hans dør var placeret 2 bænke, med tilhørende skabe. Jeg ved ikke hvorfor, men havde forestillet mig, at man stod i et kæmpe stort rum sammen med 50 andre og en læge som tjekkede folk på skift. Præcis som man ser det i film. På trods af dette, var jeg alligevel sikker på, at det var her og nu jeg skulle flashe mine underbukser. Hvorfor ellers placere skabe med knager og bænke? - Ja, for ikke at tale om de andre 9 fyre, som stod kun iført underbukser og talte sammen på livet løs. Det var nu det skulle ske.
Jeg var en smule lettet da jeg begyndte at smide tøjet. Nu var det ikke længere 50 personer jeg skulle blive til grin foran, men "kun" 10. Jeg har aldrig før været så lang tid om, at binde snørebånd op, tage en trøje samt t-shirt over hovedet, som nu. Hver lille handling blev trukket i langdrag, men af kom tøjet, og efter nogle minutter stod jeg kun iført tarzanunderbukser. Folk stirrede så man skulle tro det var løgn. Den samtale de ellers var i gang med sluttede brat, og en latter brød ud. Latteren var faktisk så høj, at den tiltrak de resterende personer som stadig sad i venteværrelset. Aldrig har mit underliv været så interessant, aldrig har jeg følt mig så dum, og aldrig har jeg været så rød i hovedet. Men nu var det overstået, folk fandt igen deres pladser og samtalerne begyndte hvor de slap. En enorm lettelse spredte sig i kroppen.
Efter omkring 20min blev jeg endelig kaldt ind til lægen. Jeg husker tydeligt hans første ord: "Nååår, det var derfor i grinte så meget.", hvorefter han selv begyndte at skraldgrine. Han havde åbenbart aldrig set en person, stå foran ham kun iført underbukser syet af leopardskind - han burde prøve en ferie i Jylland.
Da han endelig fik taget sig sammen, bad han mig udføre en masse gymnastiske øvelser. Øvelser som en rigtig mand ikke kan udføre. Som for eksempel at nå sine knæ med strakte ben. Han undersøgte mig på kryds og tværs, med et stort smil på læben. Han sluttede det hele af med ordene: "Ja, det ser jo helt normalt ud - selvfølgelig er du egnet".
I mine øjne virkede disse ord faktisk ret mærkelige. Jeg kunne ikke udføre en eneste af de øvelser han bad mig om, men alligevel blev jeg dømt egnet. Det er altså kun figurblinde, blinde, døve og handicappede der ikke kan komme i hæren. Med de nøje udvalgte og veluddannede værnepligtige, samt ubåden Sælen, skal vi nok blive til noget. Ja for ikke at tale om alle dem, der hele sit liv gik rundt og drømte om at komme i hæren, men som desværre blev dømt uegnede. De folk som i stedet valgte at tage en uddannelse i Hjemmeværnet. Dem som hver dag guider os "normale/egnede" rundt på parkeringspladser rundt om i landet, iført uniform og en gul vest og fortæller en hvor man kan parkere og hvor man ikke kan. Det kan jo være man ikke selv kan se det. Biler i dagens Danmark kan være utrolig svære at få øje på, selvom man kun er få meter fra dem.
Hvorfor skal vi hundses rundt med og stole blindt på de folk som hverken vidste hvad en firkant var, som ikke kunne se, høre eller udføre fysiske øvelser. Dagens Danmark er et sygt sted.
Men en hær skal vi have - for det har de andre!
Tilbage til det jeg egentlig kom for - lodtrækningen:
Efter mange timers strabadser, blev jeg endelig kaldt ind over højtaleranlægget. Herinde blev jeg endnu engang dybt overrasket. Folkene bag sessionen havde virkelig tænkt systemet grundigt igennem. Hele to personer sad bag et bord, og hold øje med at man trak et nummer. Hvorfor ansætte to personer til at holde øje med en tromle, når der kun var en læge?
Da de hurtigt havde forklaret mig "reglerne" blev jeg bedt om at trække et nummer. Jeg stak hånden ned i tromlen og tog det første og det bedste lod. Nummer 14567 blev hevet op, og frinummeret var i hus. Jeg var hverken tilfreds eller utilfreds med resultatet, men jeg var enormt glad for at det endelig var overstået. Så mange timer, for så lidt!
Det var så min historie samt holdninger om den danske lov omkring værnepligt.
Hvad synes i om værnepligten - burde den afskaffes og hvorfor?
Hvorfor skal vi bruge en hær med 4 måneders uddannelse på bagen, når Danmark alligevel kan indtages på under 10 min. - dø med ære?
Hvad synes i om sessionens opbygning, og har i nogle sjove/pinlige historier derfra?
Hvad med Hjemmeværnet - Hvad dælen er det til for?
Måske har i noget helt andet relateret til emnet I vil dele med os andre - Sæt i gang!
Da han endelig fik taget sig sammen, bad han mig udføre en masse gymnastiske øvelser. Øvelser som en rigtig mand ikke kan udføre. Som for eksempel at nå sine knæ med strakte ben. Han undersøgte mig på kryds og tværs, med et stort smil på læben. Han sluttede det hele af med ordene: "Ja, det ser jo helt normalt ud - selvfølgelig er du egnet".
I mine øjne virkede disse ord faktisk ret mærkelige. Jeg kunne ikke udføre en eneste af de øvelser han bad mig om, men alligevel blev jeg dømt egnet. Det er altså kun figurblinde, blinde, døve og handicappede der ikke kan komme i hæren. Med de nøje udvalgte og veluddannede værnepligtige, samt ubåden Sælen, skal vi nok blive til noget. Ja for ikke at tale om alle dem, der hele sit liv gik rundt og drømte om at komme i hæren, men som desværre blev dømt uegnede. De folk som i stedet valgte at tage en uddannelse i Hjemmeværnet. Dem som hver dag guider os "normale/egnede" rundt på parkeringspladser rundt om i landet, iført uniform og en gul vest og fortæller en hvor man kan parkere og hvor man ikke kan. Det kan jo være man ikke selv kan se det. Biler i dagens Danmark kan være utrolig svære at få øje på, selvom man kun er få meter fra dem.
Hvorfor skal vi hundses rundt med og stole blindt på de folk som hverken vidste hvad en firkant var, som ikke kunne se, høre eller udføre fysiske øvelser. Dagens Danmark er et sygt sted.
Men en hær skal vi have - for det har de andre!
Tilbage til det jeg egentlig kom for - lodtrækningen:
Efter mange timers strabadser, blev jeg endelig kaldt ind over højtaleranlægget. Herinde blev jeg endnu engang dybt overrasket. Folkene bag sessionen havde virkelig tænkt systemet grundigt igennem. Hele to personer sad bag et bord, og hold øje med at man trak et nummer. Hvorfor ansætte to personer til at holde øje med en tromle, når der kun var en læge?
Da de hurtigt havde forklaret mig "reglerne" blev jeg bedt om at trække et nummer. Jeg stak hånden ned i tromlen og tog det første og det bedste lod. Nummer 14567 blev hevet op, og frinummeret var i hus. Jeg var hverken tilfreds eller utilfreds med resultatet, men jeg var enormt glad for at det endelig var overstået. Så mange timer, for så lidt!
Det var så min historie samt holdninger om den danske lov omkring værnepligt.
Hvad synes i om værnepligten - burde den afskaffes og hvorfor?
Hvorfor skal vi bruge en hær med 4 måneders uddannelse på bagen, når Danmark alligevel kan indtages på under 10 min. - dø med ære?
Hvad synes i om sessionens opbygning, og har i nogle sjove/pinlige historier derfra?
Hvad med Hjemmeværnet - Hvad dælen er det til for?
Måske har i noget helt andet relateret til emnet I vil dele med os andre - Sæt i gang!
