Motor

Sennheiser og Mercedes-AMG smelter gaming og motorlyd sammen i nye hovedtelefoner

Det bedste fra to verdener?

Når Sennheiser og Mercedes-Benz slår pjalterne sammen, handler det selvfølgelig om lyd, fart og en god portion tysk ingeniørarbejde.

De to brands har annonceret et nyt samarbejde, som får sin officielle debut på gamescom 2026. Første konkrete resultat bliver HD 620 Mercedes-AMG Edition – en særlig gamingudgave af Sennheisers HD 620S-hovedtelefoner, hvor Mercedes-AMG har fået lov til at sætte sit præg på pakken.

Ambitionen er ikke bare at få motorerne til at lyde lidt mere brutale. Hovedtelefonerne er udviklet med konkurrencegaming og streaming for øje, hvor præcis lyd potentielt kan være forskellen på at opdage modstanderen eller selv blive sendt tilbage til spawn-skærmen.

Sennheiser skruer HD 620S i retning af gaming

Udgangspunktet er Sennheisers lukkede HD 620S, men Mercedes-AMG Edition bliver leveret som en gamingpakke med en HD 500 BAM-boommikrofon.

Ifølge Sennheiser skal hovedtelefonerne levere en klar og detaljeret gengivelse, hvor eksempelvis fodtrin og andre små lyddetaljer bliver lettere at placere. Samtidig sørger det lukkede design og den passive lydisolering for at holde mere af omverdenen ude.

“For gamere er lyd ikke en passiv oplevelse, men en vigtig del af spillet. Fra motorlyde til fjerne fodtrin kan HD 620 Mercedes-AMG Edition løfte spiloplevelsen og give en fordel i spillet,” fortæller Johann Evanno, Category Director for Sennheiser Consumer Hearing.

Den medfølgende HD 500 BAM-mikrofon er aftagelig, så hovedtelefonerne ikke behøver at leve resten af deres dage som permanent gaming-headset. Når mikrofonen ryger af, kan de bruges som almindelige hovedtelefoner til musik og anden underholdning.

Mercedes vil have mere af bilen ind i spillet

For Mercedes-Benz er samarbejdet en mulighed for at arbejde med den del af biloplevelsen, som måske ikke altid får lige så meget opmærksomhed som hestekræfter, omgangstider og design.

Lyden.

Og det bliver tilsyneladende ikke ved et enkelt sæt hovedtelefoner.

“Lyd er centralt i alt, hvad vi gør. Samarbejdet afspejler den kvalitet, vi kræver, når ydeevnen er afgørende. Lanceringen, som vi præsenterer på gamescom, er det første skridt mod at genskabe følelsen af at køre en Mercedes Benz i et spil,” siger produktchef Christian Ern.

Det åbner naturligvis døren for, at partnerskabet på længere sigt kan bevæge sig længere ind i krydsfeltet mellem biler, gaming og lyd. Foreløbig holder de to virksomheder dog kortene tæt til kroppen omkring, hvad de næste produkter bliver.

Første stop er gamescom

HD 620 Mercedes-AMG Edition bliver vist frem på gamescom, hvor besøgende kan prøve hovedtelefonerne hos Mercedes-Benz.

Det bliver samtidig første offentlige smagsprøve på samarbejdet mellem de to tyske brands.

Hovedtelefonerne forventes at lande på markedet i november 2026 med en europæisk pris på 399 euro. Med dagens prisniveau placerer det Mercedes-AMG-udgaven solidt i premiumenden af gamingmarkedet – men så får man til gengæld også et headset, der ikke nødvendigvis behøver at blive gemt væk, når Steam bliver lukket ned.