Sean Connery var tæt på Bond-comeback – og det kunne have vendt hele 007-universet

Der er nogle roller, der bare definerer en skuespiller. Og så er der James Bond. For selvom flere har båret smokingen gennem årene, er det stadig Sean Connery, mange vender tilbage til, når snakken falder på den “rigtige” 007.

Derfor er det også lidt af en mindblow’er, at han faktisk var tættere på et comeback, end de fleste lige går og tror.

Planen bag kulisserne

Under arbejdet med Skyfall – Daniel Craigs måske mest personlige Bond-film – legede folkene bag med en ret interessant idé. En rolle, der ved første øjekast virkede som en lille sidekarakter, men som i virkeligheden kunne have haft ret store konsekvenser.

Karakteren Kincade, som i filmen bliver spillet af Albert Finney, var nemlig oprindeligt tiltænkt Sean Connery.

En ældre, erfaren mand, der holder øje med Bonds barndomshjem. Men det stoppede ikke bare ved casting.

Den vilde twist-idé

I nogle af de tidlige manuskriptudkast blev der flirtet med tanken om, at Kincade ikke bare var en tilfældig caretaker.

Han kunne have været en tidligere 007.

En pensioneret James Bond, der havde lagt pistolen på hylden og trukket sig tilbage fra tjenesten. Og hvis den idé var blevet ført helt ud, havde det åbnet for en ret markant ændring i hele franchise-logikken.

Pludselig ville teorien om, at “James Bond” er en titel – og ikke én mand – ikke bare være fan-snask, men reel kanon.

Et univers med regler

Bond-universet har altid haft en lidt sjov balance. På den ene side skifter skuespilleren, men på den anden side opfører karakteren sig, som om det er den samme person.

Der er små callbacks, tilbagevendende elementer og en form for løs kontinuitet, der binder det hele sammen. Skyfall leger selv med idéen om arv gennem figurer som M og Q.

Men selve Bond-identiteten har man aldrig for alvor pillet ved.

Derfor blev det droppet

Instruktør Sam Mendes har siden forklaret, hvorfor idéen aldrig blev til noget. Og det giver egentlig ret god mening.

Hvis Sean Connery havde dukket op, ville ingen have set Kincade. Publikum ville have set Bond. Den originale.

Det ville have trukket fokus væk fra Daniel Craigs version og den historie, Skyfall prøvede at fortælle. En film, der netop handler om at definere, hvem hans Bond er.

Derudover blev Connery aldrig officielt kontaktet. Han havde trukket sig fra skuespil, og produktionen ville ikke basere en central idé på noget usikkert.

En klassisk “hvad nu hvis”

Selvom beslutningen var fornuftig, er det svært ikke at tænke over, hvad det kunne være blevet til.

Forestil dig scenen: en ældre Connery, der står overfor Craig. To generationer af Bond i samme univers. Måske med en fælles fortid, måske med en helt ny forståelse af rollen.

Det er den slags idéer, der aldrig når lærredet – men som alligevel bliver hængende.

Og lige præcis den her? Den føles som en af de helt store i Bond-historien.