Sean Connery er død - legenden lever
Skotlands Diamant varer evigt
-
Legendariske Sir Connery med den ikoniske DB5 fra Goldfinger - Foto: Shawshots / Alamy Stock Photo
De siger, at han er død. De påstår, at Sean Connery forlod os den sidste oktoberdag i 2020 – i en alder af 90 år. Men det er Fake News. Han bliver bjærget, skåret ud af sit sarkofag og vakt til live, når verdenssorgen, og hans jordiske rester har bundfældet sig. Ligesom Bond - og diamanter - har det skotske ikon efterladt sig en arv, der varer evigt.
Journalist og fan Casper M. Nielsen mindes mødet med manden i København.
Sean Connery kan ikke dø. Han er larger than life. I virkeligheden faktisk endnu større end jeg havde antaget. Fotografen måtte også lige træde et skridt tilbage for at kunne have ham i linsen, da han steg ud af bilen på Østerbro, og rettede sig op. Eller også var hun bare nervøs for reaktionen, når hun knipsede? Vi havde jo set hvordan han kunne finde på, at lange ud efter visse paparazzier, der kom for tæt på i udlandet. Her i København blev der ingen problemer. Et skævt, charmerende smil gled hendes vej. Det smil, der på lærredet kunne have smeltet guld og kolde kvinder, men som også med ét kunne forvandle sig til et kynisk, livsfarligt drag. Smilet føg gennem en klar, men kold og blæsende dansk sensommeraften. Det var den 27. august 2003. Vi stod på VIP-parkeringspladsen bag Parken på det Københavnske Østerbro, cirka en halv time før FC København skulle møde Glasgow Rangers i kampen om at komme i Champions League... men alt det ragede os en rød knaphulsblomst. For os drejede det sig kun om at fange filmhistoriens største Champ - Sean Connery.
Connery var i København på en privat tur, og kom direkte fra en god frokost på Divan 2 i Tivoli. Og det var rigtigt nok, hvad allerede Bond-producerne så. Han bevægede sig som en jungle-kat på rov. Et stort stykke skotsk mandfolk med en gang som en panter.
De 189 centimeter var ikke blevet mindre efter at den britiske dronning nyligt havde adlet ham. Og nu kom manden, der som den første Oscar vinder nogensinde var blevet hyldet med stående ovationer fra Hollywoods samlede stjerner, symbolet på skotsk urkraft, og en af verdens allerstørste filmstjerner direkte hen imod mig. Jeg var dengang 32 år, og ugebladsreporter. Men reelt reduceret til en mundlam skoleknægt. Tør i både gane og svælg, og med en mave som en udklækket sommerfuglepuppe...
Sir Sean Connery og journalist Casper M. Nielsen i Parken - Foto: Privat
"Do You Expect me to talk..."
"Når Sean Connery træder ind i et lokale har folks stemmer det med at gå lidt op i falset. Også mænds...", har den skotske komiker Billy Connolly engang udtalt. Min må uforvarende have ligget deroppe, allerede da Parkens daværende direktør Flemming Østergaard nogle timer forinden i telefonen havde returneret min rutinemæssige forespørgsel om aftenens kendis-gæsteliste: "Kommer Sean Connery! - Det er da løgn …?"
Husker man de drømmende fantasilege fra skolegården om hvad man ville gøre, hvis man nogensinde mødte?
Well, her blev fantasien med ét virkelighed, og så kunne man knap nok formulere sig, idet manden passerede med kurs mod Parkens gæsteindgang. Men hvad spørger man også lige en superstjerne om i farten, mens FCK’s fodboldtilskuere vender hoveder, og måbende udbryder "Gud, jamen var det ikke...?"
Det kunne kun blive til et høfligt, banalt spørgsmål til hans visit i Danmark. Om dette var første gang superstjernen gæstede København - noget om fodbold, vejr og vind?
"Do you expect me to talk …?", syntes udtrykket først at sige. Til filmselskabet havde han afslået enhver presse på forhånd. Men så kom det, med den maltwhisky tørre skotske accent, hvor hvert et S blev udtalt som et sch:
"Yes’sch- its very nice. Rough, Windy. And I thought Endinburgh’rr was’sch a rough’ town ...but I’ll hate to be a breast-monkey in this country".
A breast-monkey?
Sean Connery hentydede til de barske skotske fans, der uanset vejr og vind altid insisterede på at overvære alle Glasgows fodboldkampe med blottede maveskind. De, der var vant til de barske vilkår i Edinburgh. Dem, som Connery selv engang var en del af, og hvis barske arbejderkvarter han blev født og voksede op i. Denne aften for præcis 73 år og to dage siden.
Den røde løber som Sir Connery her betræder med sin kone og eneste søn, var langt fra det han var vokset op med. Foto: Jean Nelson / Deposit Photos
Oscar statuetten med i badet
På Connerys fødedag - den 25. august 1930 - var der ingen VIP pladser i private loger.
Fountainbrigde var et slumkvarter, mørkt af skorstens-røgen fra gummiindustrifabrikkerne og byens bryggeri. Big Tammy - som Thomas Connery blev kaldt, løb ærinder i kvarteret, fra han var 9 år, mens hans far, Joe, kørte lastvogn og moderen Effie holdt hjemmet, når ikke hun skurrede andre folks trapper.
Beretningerne om hvordan unge Connery sov i sine forældrenes udtrukne kommodeskuffe i deres to værelse, uden bad, er en populær del af fortællingen om mandens opvækst i 1930ere og 40’erene.
Fordi den står i så enestående kontrast til alle de luksuriøse boudoirs, man siden så ham indtage under filmkarrieren. Og fordi slum-boligblokken skilte sig markant ud fra de pragtvillaer, som Connery fik råd til under solen i Spanien, Los Angeles og på det Bahamas, som blev mandens sidste hvilested. Alle med adgang til swimmingpools, og marmorbeslåede badeværelser, hvor store badekar afløste den ydmyge lille blikspand, der blev løftet ned fra væggen og fyldt med koldt vand, når Connery og hans lillebror Neil skulle have ørerne vasket.
Ikke underligt, at badeværelset for Connery kom til at stå som et helligland. Det private rum, hvor hans Oscar statuette for ”De Uovervindelige” og alle de andre film-og ærespriser kunne stirre ned på ham i sæbeboblerne, mens han fordybede sig i sine manuskripter og bøger.
For selvom Sean Connery forlod skolen som trettenårig, og ikke havde prioriteret det boglige højt - den tykke ordbog, så han mest, når hans lærere brugte den til at give ham og andre urolige klassekammerater et drag prygl - blev han en af sin generations mest belæste kunstnere.
"En lastvognschauffør, der talte som Dostoevsky..."
Tunge forfattere som Tolstoy, Proust, James Joyce, Shakespeare og Oscar Wilde slugte han i selvstudier, da først han havde løbet lidt af hornene af sig, været i flåden og fået smag for scenen. Og efter at have vundet bronzemedalje i en Mr. Universe konkurrence.
Litteraturen - sagde han - gav ham en kultiveret ballast, der bidrog til hans selvsikkerhed. Herfra fik han evnen til at konversere vidt, bredt, og underholdende.
I den omstændighed finder man lidt af det Connery baserede meget af sit skuespil på, skriver journalisten Robert Sellers i sin biografi om stjernen fra 1996: "Han lignede en lastvognchauffør, men han kunne tale som Dostoevsky". Og i hvor mange roller har Connery ikke krydret den tilsyneladende rå negls natur med en mere belæst mands intelligens?
Jeg kan i al fald godt komme tanke om mindst én...
For selvfølgelig kan Sean Connerys fremhæves for sine mange varierede rollevalg, og spændende præstationer i en karriere, der strakte sig over 50 år. Den begyndte, da han som korsanger tog på turné med musicalen ”South Pacific” i 1953. Samme år en vis Ian Fleming forløste sin kreativitet i en agent roman på Jamaica. Naturligvis skal man anbefale, at se Connery give den som hårdt prøvet straffefange i det sort-hvide drama, ”The Hill” fra 1965, og fremhæve hans nervenedbrudte kriminalkommissær i ”Forhøret” fra 1971. Man kan også more sig over ham, både som storhedsvanvittig charmør i ”Manden der ville være konge”, og som gal arabisk ørkensheik med skotsk accent og vildmandsskæg i ”Vinden og Løven”, der begge blev lavet i 1975.
Men med eller uden fuldskæg, med eller uden toupe, dækket under en munkekutte, som i thrilleren Rosens Navn fra 1988, eller iført Kong Arthurs brynje i ridderfilmen First Knight fra 1999, stylet med nakkepisk og læsebriller som i The Medicine man, 1995, eller iført rød ble og ridestøvler og med sin nøgne, sortbehårede torso fremskudt, som i science fiktion kult-filmen ”Zardoz” fra 1974, er der altid ét image, der titter frem bag det hele.
Et image, som Sean Connery da også blev konfronteret med kort efter, at han havde taget elevatoren op i Parkens VIP-rum på tredje sal, sammen med den skotske klubmæcen David Murray. En uforvarende mandlig dansk tilskuer, vel sidst i 30erne, der med sin mobiltelefon for munden kom knevrende op ad trappen til området, stoppede nemlig som paralyseret ved synet. Så afbrød han sin egen talestrøm med et benovet: "Æh du, - jeg står overfor JAMES BOND..."
Plakaten fra Dr. No
Connerys største rolle er og forbliver 007
Det skal med, at manden skyndte sig at tilføje et stakåndet: "Jo, fandeme, du - SEAN CONNERY er i Parken...", ned i tragten. Men det er netop pointen.
Selv i 2003, selv med gråt fuldskæg og skaldet isse. Selv som folkepensionist, tyve år efter at have sagt "Never again" for sidste gang, og over fyrre år efter at have sat den første Morland cigaret mellem læberne og tændt ikonet, blev Sean Connery stadig genkendt og identificeret som Mr. Bond. Og vice verca.
Sådan var det i 1960erne, hvor kun The Beatles kunne matche Bonds popularitet.
Sådan var det i 1970erne, hvor Connery altid blev fremhævet positivt på arvtageren Roger Moores bekostning, selv om skotten i den periode bevidst indlod sig i film, der skulle distancere ham fra 007.
Sådan var det i 1980erne, hvor han brugte et Bond-comeback i filmen Never Say Never Again som løftestang til at komme tilbage i ligaen for handlekraftige hovedroller.
Og sådan blev det ved i 1990erne og indtil 2003, hvor han rundende filmkarrieren af som en lærd, bedstefar-med slag-i figur i action-film som Rising Sun, Lokkeduen, The Avengers, The Rock og The Leauge of Extraordinary Gentlemen. Uanset hvad manden ellers har været sat i forbindelse med er James Bonds skygge aldrig forsvundet.
Men hvorfor skulle den også det? Hvorfor skal der overhovedet være et forbehold i at fremhæve Sean Connery for det, han i virkeligheden gjorde allerbedst, og det, der vandt ham en hel verdens opmærksomhed?
Connery selv kunne være træt af rollen, og det pr-cirkus, der fulgte med. Han synes filmene tog for lang tid at lave, og druknede i special effekter frem for suspense og dialog, han var bekymret for typecasting og om lønchecken modsvarede indsatsen.
I kritikerkredse blev Bond-filmene i 1960erne nemlig ikke artistisk anerkendt. Men med sin fortolkning af James Bond skabte Connery en så enestående figur, at den muligvis mere end nogen anden fiktiv karakter i det 19. århundrede har haft en skelsættende indflydelse. Både på mandens egen karriere, internationale status og bankbog, men også på den moderne film og pop-kulturhistorie. Nej, lad os bare - i denne mindestund - være generøse og sige - på verdenshistorien.
Midlerne, der er strømmet gennem den skotske uddannelsesfond, som Connery stiftede for nogle af sine Bond-millioner, har forgyldt og forløst mange unge kunstner-drømme i Skotlands kreative miljø siden 1970erne. Men uden Sean Connerys fundamentale grundarbejde med figuren havde action-film genren, merchandise industrien, reklame, biograf og medieindustrien, og den internationale filmbranche ikke været den samme.
Uden ham havde vi ikke haft en ny 007-film at se frem til.
Uden Sean Connerys Bond havde livet i et halvt århundrede simpelt hen set anderledes ud.
Sean Connery som 007 James Bond i Thunderball, 1965 - Foto: Rolls Press/Popperfoto/Getty Images
Sagde nej til formuer
Sean Connery skabte James Bond og omvendt.
Det var Bond figurens macho-udstråling - Connerys Thunder’balls - der farvede verdens opfattelse af den skotske skuespillers image, og efterlod indtrykket af den barske, selvstændige kraftkarl, der ikke fandt sig i hvad-som-helst. En mand, som nægtede at blive spændt for kapitalistiske kræfters pr-vogne.
Connery kunne sige fra – også overfor enorme pengesummer, som nok ville have gjort andre landsmænd bløde om skottepungen. "Fuck off", lød hans svar, ifølge vennen Victor Spinettis selvbiografi. Han overhørte den telefonsamtale, hvor skotten afslog fem millioner dollars (i 1973 valuta) for at komme tilbage til den Bond-rolle, som han havde forladt.
Producenten Harry Saltzman var villig til at fyre Roger Moore og slette hans arbejde, hvis Connery havde sagt ja. Heller ikke Peter Jackson kunne overbevise ham om, at rollen som Gandalf i Ringenes Herre-trilogien, var en passende måde, at afrunde karrieren. Belæste Connery forstod ikke Tolkien, og sagde nej. Angiveligt til 2 milliarder danske kroner.
Der er noget beundringsværdigt over at være sin egen herre, have modet til at følge egne mål, uden at lade sig bosse rundt. Og sådan fremstod Connery - og sådan blev hans image dyrket på lærredet.
The self-made man, der ofte stillede sig på den lille mands side, også selvom hans karakter i Bond-filmene var regeringens og hendes majestæts udsendte tjener. "Bowleren og skottehuen" hører ikke til Connerys mest sete film, men med den slog han medio 1960erne et fagforeningsslag for den lukningstruede skotske skibsindustri. Siden blev skotsk uafhængighed en af mandens mærkesager.
Fra han skrev sig ind i Guinness rekordbog, som verdens højest betalte skuespiller med sit Bond-honorar på 1.25 millioner dollars plus procenter i 1971, havde Connery selvfølgelig råd til sin frihed. For selvom han donerede honoraret til velgørenhed holdt han fat i de seks millioner dollars filmen gav ham i procent-afkast.
Nogle har da også fundet det hyklerisk, at filmskuespilleren blandede sig i lokalpolitiske spørgsmål, når han selv var bosat og spenderede al sin tid i diverse golfbane-tilgængelige skattely. Men Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon var blandt de første, der offentligt begræd hans jordiske forsvinden. For i symbolværdi har Sir Seans selvsikre vinder-udstråling haft afsmittende effekt på meget.
Connery - en inspiration i Irak-krigen
I et interview med 60 Minutes fortalte Connery, at det netop var selvsikkerheden, han investerede allerflest kræfter i at få let frem på lærredet. Men attituden inspirerede. "Vi havde aldrig vundet den kolde krig uden dig", sagde Ronald Reagan således, da USA's tidligere filmstjerne-præsident modtog den originale 007 i Det Hvide Hus i 1990erne.
Hvilket man måske kan smile af.
Anderledes alvorlig inspiration er, at en operation mod irakisk militær i Basra i 2003 gik under navnet Operation James, og at amerikanske og britiske soldater brugte kodeordet "Connery" i felten.
Nok var det Ian Fleming, der serverede James Bond i flydende britisk prosa. Men Connerys mandighed og tørre, sarkastiske selvironi, rystet op med en sadistisk ur-mands seksualitet, tilførte cocktailen en smag af noget anderledes. Ikke bare i forhold til bøgernes sjæleligt martrede, men noble agent, men også fra alle de filmhelte, som verden indtil 1962 havde set.
Læsere af Ian Flemings romaner ved at Connery ikke var bøgernes Bond. Selvom hans ansigt kom til at pryde omslagene, og forfatteren også selv blev så inspireret af "den overdimensionerede stuntmand", at han lod romanfiguren få en skotsk baggrund og et skvæt af Connerys beske humor. For Connery var overbevisende, hvad enten han snobbet udbredte sig om Dom Perignons champagnens korrekte stuetemperatur – skønt alle vidste, at skotten privat bællede øl fra flaskehalsen - eller spontant brugte et sivrør til at trække vejret igennem på bunden af en junglesump.
Kontrasten definerede ham: Connery bevægede sig med en dansers ynde - en teknik, han var blevet skolet i af den svenske danselærer Yat Malgreen under turnéen til South Paficic. Men han så ud som en, der kunne få enhver modstander til at blive liggende, når han svang dem en kæberasler. Selv i en alder af nogle-og-halvfjerds. Elegant, men robust som en klippe.
Men ifølge Michael Caine også en ren hypokonder privat. Det eneste man aldrig så Connery udtrykke var den følelsesmæssigt, sårbare side af Bond-karakteren. Det element, som Daniel Craig bibragte figuren i det ny årtusinde. Men det var ligeså meget manuskripternes skyld. For da chancen endelig bød sig havde Connery kortvarigt overladt scenen til den australske debutant, fotomodellen George Lazenby, hvis salte tårer løb, da Bonds brud til sidst i On Her Majestys Secret Service blev skuddræbt.
Connery influerede hele action-film branchen
Alligevel fik Connery også indflydelse på 1970ernes Bond-film. Det var ham, der i mere rund form anlagde den selvironiske tone, som Roger Moore derpå forfinede, da han efter 1960ernes første fem Bond-klassikere kortvarigt vendte retur i 1971’s Diamonds Are Forever.
Forfatteren Christopher Bray argumenterer i sit bog-studie af skuespilleren, "Sean Connery - The Measure of a man", at han herefter tog Bonds fysiske udtryk med, nuancerede og gav det patos og patina i resten af sin karrieres roller. Noget er der om snakken.
Skotten modnedes med så vejrbidt råstyrke, at han blev den naturlige lærermester for alle Hollywoods nye stjerneskud i action-genren.
Selv i en film som Finding Forrester, spiller han en tilbedt forfatter, der lærer en ny generations talent, hvor tasterne skal rammes.
Mentor-rollen indtog han efter igen at have vist sit værd, som en aldrende, men stadig potent, selvironisk Bond i sin sidste comeback-film, Never Say Never Again fra 1983.
Nok optrådte Connery ofte med paryk. Men den omstændighed, at han ikke privat lod sig mærke med at miste håret blev også en inspiration for mange modne mænd. Og den uforfængelige naturlighed understregede han, når han på varme filmoptagelser ugeneret gik omkring i underdrenge, hvis kun et nærbillede skulle tages.
Hans kreativitet og inputs har både reddet film, og bragt ham på kollisionskurs med instruktører og producenter, der ikke ønskede hans indblanding, og blev til sidst det, der gjorde, at han trak sig ud. I frustration over alle "de inkompetente fjolser, der har mere forstand på at tælle penge end på at lave film".
"Han minder mere om en herreekviperingsfigur under et udsalg end en moderne Casanova..."
- Aarhus Stifttidende, 1964, om Sean Connery i Goldfinger.
"Eddie Constantine behøver ikke lige med det samme gå hjem og lægge sig. Dertil er Sean Connery i hovedrollen ikke charmerende nok..."
- Demokraten om Sean Connery i Goldfinger, 1964.
"Connery er ikke blevet en bedre skuespiller siden sidst"
- B.T. om Connery i Thunderball i 1965.
"Sean Connery er en god skuespiller og han spiller stadig sin Bond med en vis overlegenhed..."
- Ekstra Bladet om Sean Connery i You Only Live Twice i 1967.
Det tog tydeligvis danske anmeldere lidt tid, at falde for Connery som Bond i 1960erne. Men hvad skotten og hans læremester, den veluddannede, britiske instruktør Terence Young, serverede var også en helteskikkelse, der omskrev alle gældende regler for ædel engelsk gentlemanship. En politisk ukorrekt son-of-a-bitch med licens til at bryde reglerne og nedlægge, "hvem han ville, hvor han ville", som plakaterne til Dr. No. dengang forkyndte.
Filmhistorien var rig på fortilfælde af hårdtslående, elegante mandlige filmstjerner, men indtil 1962 havde ingen flået skjorten af gentleman-helten, og gået i struben på pigerne med samme brystbehårede brutalitet som Connerys Bond-dyr.
Med sine udvaskede tatoveringer under smokingskjorten var det som om en muskuløs og hensynsløs havnearbejder blev lukket ud, hver gang han løsnede Bonds butterfly.
Fascinationen bestod i, at den skotske arbejdsmand, trods sit elegante tøj og tekniske spion-dingenoter, inderst inde ikke var mere sofistikeret end den gennemsnitlige middelklassetilskuer nede i salen. Og hvis Connery kunne lære det - så kunne andre vel også.
Lussingerne sad løst på lærredet - og privat
Connery forældre stirrede på billederne af deres søn i intim kontakt med det modsatte køn med større forargelse end forståelse. I 1960erne - hvor p-pillen endnu ikke var fri - var det ikke signalet, en gift mand burde sende. Ikke mindst af hensyn til hustruen, den australske skuespiller Diane Cilento, som Connery fik sønnen Jason med.
Forførelsesmetoderne ville nok også i dag have gjort ham til en #Me-too debat.
Lussingerne sad løst på lærredet, og i karakter kunne Connerys lige-på-og rå tilgang til sex - mere end hvad godt var for en rollemodel - indimellem ligne voldtægt.
"Hvis jeg begyndte, at behandle kvinder som i mine film ville de løbe skrigende bort, eller ringe til politiet", har han selv udtalt. Men det er aldrig blevet fortiet - eller bevist - at Bonds brutale bitch’slapping ikke var noget Connery fordømte. Et var, at han som nogle-og trediveårig i et Playboy interview om Bonds brutalitet sagde, at han "ikke så noget forkert i at slå en kvinde med flad hånd - hvis hun var blevet advaret". Noget andet, at han som moden, mediedurkdreven 60årig gentog det - uden fortrydelse.
Historierne om hustruvold blev senest trykt i forbindelse med udgivelsen af Diane Cilentos memoirs i 2006.
Men måske man bare skal lade en Kevin Costner historie opsummere Connerys og Cilentos forhold: Som cowboy-film fan sad han og Connery under optagelserne til Robin Hood reciterede gamle westernklassikere. "Husker du den, hvor hende bitchen løber ud og stiller sig i vejen for sin elskede, og skurken så bare plaffer hende ned", sagde Costner – "Hvem var det nu det var?" Connery gned sig i skægget og svarede. "Den bitch - var min første kone..."
Alle Bond-stjerner ser stadig op til Connery
Tiden gjorde Connery til far, bedstefar og oldefar til alle historiens nye aktion-stjerner.
Mændene fra UNCLE, Agent Smart, Bullog Drummond, Vor Mand Flint, Matt Helm, Johnny English, XXX, Austin Powers, The Transporter, Ethan Hunt - og vor egen Slå først Frede... Alle kan tage hatten af og kaste den foran Connerys totempæl med tak for inspirationen.
"Ærgerligt, at du ikke holdt din bodybuilderkarriere ved lige. Så kunne du også have spillet Arnold Schwarzeneggers far", lød det i Michael Caines tale ved Connerys Lifetime Achievement Award.
Da havde Connery ageret farmand for Dustin Hoffman i "Family Business" og for Harrison Ford.
For Steven Spielberg havde set rigtigt, da han castede Connery i Indiana Jones og Det Sidste Korstog i 1989: "Hvem andre end den rigtige Bond kunne være far til Indiana Jones?", spurgte han. Nej - for hvem andre end Sean Connery kunne tillade sig at kalde Harrison Ford junior, og hvem andre ville vi tilskuere vel acceptere kunne score samme pige som Indy...
Skæret fra Connerys rå diamant vil også blive ved med at funkle i Bond-universet. Det er altid hans skotske accent, parodister bruger, når figuren skal imiteres.
Selv i dag, hvor fem forskellige skuespillere har lagt krop og stemme til figuren, kaster skottehuen skygger. "Sean Connery er manden man står på skuldrene af. Det var ham, der definerede figuren, og havde størst indflydelse på min tilgang til rollen," udtalte Daniel Craig i 2008.
George Lazenby gjorde i 1969 alt han kunne for blot at imitere Connery, som han "ønskede at være, fordi manden kunne score hvem han ville..."
Roger Moore var glad for blot at få lov, at arve hans smoking sko. "Faktisk ville jeg ønske, at du havde endnu et par, jeg kunne få lov at udfylde, Sean", som han med afvæbnende ironi bemærkede, da rollerne blev færre.
Timothy Dalton har fortalt, hvordan han som dreng var bjergtaget af "det lede, barske, brutale, cool dumme svin til Bond som Connery spillede", mens Pierce Brosnan blev helt benovet, da han løb ind i superstjernen på parkeringspladsen bag Pinewood studierne efter dagens optagelser i 1999. Brosnan havde netop færdiggjort en ikke ufarlig scene til ”The World is Not Enough, hvor Bond undslipper en ildsøjle i en tunnel.
Den store mand havde set det. Nu hang kun et spørgsmål på hans læber: "Betaler de dig nok for at gøre det?"
"Selvom han kunne have været deres morfar, og de ikke var født, da han slog igennem, fik de ham til at posere med sig på et billede. " Foto: Deposit Photos
Ruinerede et filmselskab i retten
"Alt jeg har gjort Mr. Connery er at gøre ham til en rig mand", sagde 007-bagmanden Albert R. Broccoli som et modsvar til den langstrakte strid om penge, som optager et stort kapitel i Connerys generelle krigshistorie.
Ikke kun imod Bond-filmenes bagmænd, men mod alle de producenter, agenter, filmselskaber og generelle taskenspillere, han igennem alle årerne har haft mistænkt, og sagsøgt for at snyde ham økonomisk.
Fornemmelsen af, at en bagmænd berigede sig på bekostning af hans tid og talent slap han ikke. Men for en fordums fattigfyr, der så, hvordan en producent som Harry Saltzman på blot en enkelt frokost kunne fyre flere penge af end hans far kunne knokle sammen på en måneds arbejde var Connerys sparsommelighed måske en socialt betinget refleks.
Han ruttede da heller ikke selv med mønten, sov hellere på sofaen hos venner for at spare et hotel, og afstod gerne fra en bil med chauffør, som hans kontrakter ellers betingede. I stedet bad han om at få udgiften overført til sin konto for så at leje sig en billig vogn i stedet. I årevis nægtede han tilmed, at medvirke i Parkinsons talkshow, fordi værten ikke ville hoste op med de 10 dollars, som Connery havde slået ham for på golfbanen...
"He pulls a knife - you pull a gun...", lyder Connerys Oscar-vindende pep-talk til Costner om hvordan man skal slå Al Capones gangsterdømme i filmen De Uovervindelige. Og The Chicago-Way afspejler sig i Connerys tilgang til autoriteter.
Sidst i 1970erne sagsøgte, og endte han med at ruinere filmselskabet Allied Artists for at have tilbageholdt royalites i forbindelse med "Manden der ville være konge". Filmselskabet truede med erstatningskrav for uberettigede anklager for godt 31 million dollars, men Connery hold fast i beviset, og signalet hang ved: Man fucker ikke med Sean Connery.
Noget hans personlige manager så var ved at gøre alligevel, da det i 1979 kom frem, at han bag Connerys ryg havde spekuleret over tre millioner dollars af stjernens personlige formue op i tvivlsomme ejendomsopkøb i Sydfrankrig. Connery trak også ham i retten, og vandt, men det forklarer hvorfor hans tillid ikke altid har været den nemmeste at vinde.
Også i Parken virkede hans sexappeal
Fra at have været en skuespiller, der måtte kæmpe sig til biroller i film som Tarzans greatest adventure, og The Longest Day blev han i 1960erne verdens største filmstjerne.
Den hidtil eneste skuespiller fra Storbritannien, der nogensinde har ligget nummer 1 i USA.
Men for en i bund og grund privat mand var berømmelsen ikke noget han søgte. Han levede langt fra Hollywoods glamour, nær frodige og fredelige golfgreens med sin hustru siden 1975, kunstneren Micheline Roquebrune i Marbella.
Mangt et lærred er blevet strøget af hendes pensler med Connery som model. Også hun var betaget af det, der i en alder af 60 år gav Connery titlen "Den mest sexede mand i live".
Selvom manden selv forsøgte at slå People Magazines kåring hen med en skæv bemærkning om, at "han altså ikke kendte nogen mennesker, der var særligt sexede, når de var døde", opretholdt sexappealen op sin magnetisme.
Bond-girl Barbara Carrera fortalte, hvordan alle altid efterfølgende med tilbageholdt åndedræt spurgte hende, "hvordan var Sean Connery"? mens Tippi Hedren bebrejdede Hitchcock for, at have bedt hende spille den frigide, mandehader Marnie i gyseren af samme navn. "Hvordan skulle man med nogen overbevisning forsøge at se ud som om man vil nogensinde ville sige nej til Connery?".
Mange piger kunne ikke. Lana Wood havde en affære med ham under optagelserne til Diamonds Are Forever, og den danske journalist Helle Byrn talte åbent om et hemmeligt forhold med ham til Ekstra Bladet, da nyheden om mandens bortgang blev annonceret.
I Parken blev Connery da også genstand for et par unge pigers opmærksomhed. Selvom han kunne have været deres morfar, og de ikke var født, da han slog igennem, fik de ham til at posere med sig på et billede. Men der var vagt foran døren, da Connery, efter at have tømt en fadøl, trak på toilettet. En gentagelse af den herostratisk berømmede hændelse i Japan under You Only Live Twice, hvor en pressefotograf forsøgte at tage et billede af Bond-san på et wc, ville man ikke risikere.
Så stod man alene - med Sean Connery
Som han satte sig ud i Parkens røde flysæde, iført grønne, skotskternede klanbukser, og fiskede læsebrillerne op af brystlommen på sin brune fløjlsjakke kunne Connery måske nok ligne en hvilken som helst bedsteborger.
Han var altid mere berømt for golf end for fodbold, selvom han angiveligt kunne have været med i den trup, som Sir Matt Busby trænede i Manchester United. Kun fordi han vurderede, at skuespillet ville være mere langtidsholdbart var han ikke med, da holdet i 1959 forulykkede i et flystyrt. Siden har Connery snydt døden flere gange på film, men også i virkeligheden, da forstadiet til strubecancer i halvfemserne truede med at berøve manden den stemme, der muligvis blev hans mest sexede vartegn. Selvom den gik tabt i store dele af verden, hvor hans film blev eftersynkroniseret.
Hvor meget den blev brugt i Parkens larm var svært at høre gennem plexiglasruden.
Da kameraet fangede ham, og kommentator Carsten Werge på tv bekendtgjorde, at ”007 var i Parken” sad han roligt. Men han sprang op, da Glasgow scorede det mål til slut, som han korrekt anså som sejrstræfferen. For Connery forlod selvsikkert sin plads umiddelbart efter, selvom der stadig manglede et par minutter. Og så var det ellers bare om at følge med. Skulle skotten afæskes en kommentar var det nu eller aldrig. Connery gik ind i VIP-elevatoren og trykkede formentlig på L - for lobby.
Men jeg skulle fra pressepladserne rundt om tribunen, og indhentede først den store mand nede på parkeringspladsen, idet han skulle til at stige ind i sin sorte Mercedes. Det er som noget i en drøm. Bag os i på stadion sidder 35.519 mennesker, og et dusin fotografer, men der er ikke andre til stede på parkeringspladsen. Kun mig - og Sean Connery.
Langt bag mig hører jeg min fotografs løbende trin. Men Connery stopper. Han har hørt det spørgsmål, jeg har nået at råbe. Igen banalt.
"Hvad han syntes om kampen"? Igen den tørre skotske udtale. "Well, it was’sch a very fair game..." begynder han, mens jeg løfter blokken. Så sker det. Connery skifter med ét toneleje og kigger mig pludselig direkte ind i øjnene. "Considering..."
Den berømte udgangsreplik
Øjenbrynet er sænket, og fingeren peger på mig som var den mundingen på Bonds Walther PPK. Skottens brune blik har naglet mig fast som på et Thunderball-harpunspyd. Det er det blik, der har fået mangen SPECTRE-agent til at fryse til is, det blik, der fik hans næsebor til at vibrere af vrede, da han så den guldindsmurte Bond-pige i Goldfinger, det blik han gav Nicolas Cage i The Rock, da han hævdede, at han i ildkamp havde gjort sit bedste. "Your best - loosers always whine about their best. Winners go home and fuck the prom queen".
Filmcitaterne kører ikke gennem mit hoved i disse sekunder. Men jeg ser hvad de mener - de der har spillet sammen med ham. Sean Connery kan tænde en pludselig energi, der kan måle sig med lysstanderne over Parken. Igen husker man et citat fra Karin Dor, den tyske Bond-skurkinde Helga Brandt, der sagde, at hun absolut ikke fandt Connery hverken spændende eller sexet. Mens de øvede en kyssescene var han nærmest små-kedelig. Men så faldt klaptræet og - Switch - kom der en glød i øjnene på skotten, der forvandlede også fru Dor til en klat blævrende kvindegele.
På parkeringspladsen løsner Connerys øjne sit greb om mit strubehoved. "Considering..."
Han lader det hænge i luften, at det var en fair kamp, når man tænker på... "That we where playing eleven against twelve. That referee would the Scot’s no good", siger han med en hovedrystende attitude mod kampens dommer, Zeljko Siric.
Så tilføjer han med den skotske frihedskæmpers stolthed, og med en sarkasme, som i en af Bonds skarpeste udgangsreplikker. "He must have been from England".
Og så er Sean Connery inde i bilen. Han registrerer måske mit svedne grin, idet han nikker: "Have a nice day, gentleman". Og så er han væk. Men min gud – hvad vil man mere?
Coveret til spilversionen af From Russia With Love
Spillede også Bond for Playstation-generationen
Det blev det sidste, man så til Sean Connery i offentligheden. Næsten. I 2005 vendte han igen tilbage som Bond.
I en alder af 75 år lånte han sin stemme ud til Playstation-udgaven af From Russia With love. Det var et medie, han var nysgerrig efter at prøve, og det er formentlig også måden, en ny generation vil blive præsenteret for skotten og filmen fra 1963. Det var også den første 007-film jeg så, og derfor den, der gik i Blue-Ray afspilleren, da det blev meldt ud, at manden var sovet stille ind.
Facebook-grupper viste, at mange andre kloden rundt mindedes ham på samme måde. Vi behøver ikke dvæle ved de sidste uværdige billeder af ham. Det er ikke Sean Connery, man ser gå omkring, støttet af en hjælper. Demensen havde taget ham, og sådan hverken kan eller bliver Sean Connery stående i erindringen.
Den sidste dinosaur og sexismen
Sir Sean bliver husket for de store præstationer, og som hans livs veninde Ursula Andress sagde til italiensk presse: "For mig er han ikke død. Han vil altid leve i mig".
Alligevel er der noget poetisk over tidspunktet Connery fysisk tog herfra. I krænkelses-og sexisme-bekæmpelsens år var Connery Old School. Den sidste mandschauvinistiske dinosaur, der ikke ville have været bange for at give hele debatten et klask bagi. Nu kan den originale Bond åbne øjnene i den 007’ende himmel, hvor fantasiens regler gælder, og en pige kan hedde Pussy Galore, uden at gøre en sag ud af det. Måske Honor Blackman ligefrem igen står bøjet over ham, for den britiske Bond-woman tog af sted i foråret. Måske står den gyldne pige, Margeret Nolan klar med vodka-martinien, mens Claudine Auger igen sætter sig på hans skød, iført badedragt, mens Bernard Lee og Lois Maxwell - den originale M og Miss Moneypenny - venter ham på kontoret.
Måske Desmond Llewelyn’s gamle Q har fikset en ny Aston Martin med indbygget torden og lyn. Man kan næsten se ham gå igennem Ken Adams special-designede himmelport, og fornemme John Barry slå takten til temaet. Richard Maibaum har skrevet hans skarpe indgangsreplik, og Terence Young børstet smokingen. Og i baren sidder Broccoli og Saltzman klar til at udbryde: "Ah, Mr. Bond. We have been expecting you". For i fantasien lever legenden i bedste velgående. Og når den 25’ende 007-film, No Time To Die engang får premiere, vil man endnu engang sammenligne elementerne med facetterne i den originale ædelsten, og genkalde den store skotske stridsmand i al han glans, og glansroller.
Arise Sir Sean - we salute you, Mr. Bond.
