Connery

Samsung Galaxy Note 9 [Test]

Samsungs nyeste flagskib overrasker positivt med innovative features

5 ud af 6 stjerner

Efterår er Note-sæson for Samsung. Sådan har det været de sidste mange sæsoner, og sådan er det igen i år. 

Denne gang er telefonen blevet døbt med Note 9, og den byder praktisk talt på alt det bedste, som Samsung kan præstere i en smartphone. 

Samsung lægger ikke skjul på, at de især prøver at sælge telefonen til travle forretningsfolk, der forsøger at få det meste ud af deres tid - men det betyder jo ikke, at vi andre ikke må komme til fadet. 

Den nye telefon er selvfølgelig proppet med alt det bedste af hardware, og det hele er pakket ind i en flot og stilsikker design, bag den 6.4" store AMOLED skærm. og det skal jeg nok vende tilbage til. 

ANNONCE
Samsung Galaxy Note 9 [Test]

Allerførst vil jeg gerne rette fokus mod det, der for mig at se hæver denne telefon fra 'endnu et flagskib' i rækken, til en mere spændende sag. Det finder vi i telefonens differentierings-stykke: S-pennen. 

Det er ikke noget nyt, at Samsung Note kommer med en trykfølsom stylus-pen - det er et stykke udstyr der løbende er blevet udviklet og forbedret, men i år går vi skridtet videre i funktionalitet. 

S Pennen er ultra følsom og responsiv. Spidsen er 0.7 mm, og den er udstyret med intet mindre end 4096 trykniveauer - det muliggør notater og tegninger og navigering, der langt overstiger den middelmådige kuglepen på et stykke papir - og det er noget der skal opleves. Nogle vil mene, at det er fjollet at skrive noter med håndkraft på et elektronisk device. Personligt er jeg uenig. Noter der bliver skrevet med hånden, lagrer sig bedre i din egen hukommelse - og det er næsten endnu bedre, end at glemme det forbandede tekststykke i en fortabt side i din foretrukne note-app. 

Men det er slet ikke det, jeg synes er det fedeste ved pennen. Det bedste ved den nye S Pen, er at den er forbundet til telefonen med bluetooth - og det giver en meget større mulighed for at bruge pennen til at navigere og styre apps - men den dublerer også som en remote til telefonens fortrinlige kamera - og den kan både styre hvilket kamera du lyster at bruge, og selvfølgelig udnyttes til selvudløser. Selfie-kongen her siger godkendt feature. 

Derudover kan man selvfølgelig også tage foredragsspiren til et nyt niveau - for den kan jo også styre dine slideshows. Det vinder blærepoint til eksamen og statusmødet. Funktionaliteten går videre end det, og den er tænkt ind i en lang række apps, og fjernbetjeningsmulighederne er i teorien uanede. 

ANNONCE
Samsung Galaxy Note 9 [Test]

Det bringer mig let og elegant videre til kameraet. 

For de fleste forbrugere i den høje ende af smartphone markedet, er kameraet en af de bærende features i valget af model. Her kan jeg fortælle dig, at du heller ikke går galt i byen med Note 9. 

Samsung har aldrig været dårlige til det med kameraer, men konkurrencen er ekstrem høj. Note 9 er udstyret med et dual-kamera setup, der byder på en vidvinkel-sensor på 12 megapixel, og en sekundær sensor ligeledes med 12 megapixel, og desuden 2x telephoto zoom, og en f/2.4 blændeåbning, der muliggør indstillelig dybdeskarphed. På software-siden understøttes kameraet af Samsungs AI-processer, der hjælper med at genkende objekt og indstille billedet derefter - lynhurtigt. 

Der er dobbelt optisk billedstabilisering, HDR-funktion og en ganske udemærket super slow-motion funktion, til video-legebørn. 

På fronten har Samsung et godt 8 megapixel kamera, der som ses ovenfor, tager fine billeder - også ved dårlige lysforhold. 

Den generelle konsensus for Note 9 kameraet, er at det er med i den absolutte top - og den har da også fået sig en score på 103 point på DxO mark, kun overgået af Huawei P20 Pro på førstepladsen og iPhone XS Max på 2. pladsen. 

ANNONCE
Samsung Galaxy Note 9

Det er selvsagt, at Note 9 med 6.4" skærmoverflade, er en stor telefon. Den måler 16,19 centimeter i højden, 7,6 i bredden og så er den 8,8 millimeter tyk. Tykkelsen er der ikke en finger at sætte på - og i og for sig heller ikke størrelsen, men det er bare værd at nævne, at hvis du foretrækker at navigere din smartphone med blot en hånd - så skal du altså have hænder på størrelse med en kæmpe. Hvis du har set en iPhone XS Max, skal du lige tillægge et par millimeter i højden og en enkelt på tykkelsen. Men igen - iPhonen har så ikke en trådløs fjernbetjening af en pen, gemt indvendigt. 

Designet på Note 9 er som sagt ret stilsikkert - og modsat mange andre producenter, har de holdt sig fra 'notch'-designet på fronten, jeg er ikke så udfordret af notches, men det er rart nok at se, at ikke alle behøver at følge den samme trend. Telefonen er beklædt med glas på både front og bagside - der ved lanceringen kommer i midnight black og ocean blue - det hele samles om en ramme af aluminium. 

Samsung holder med Note 9 stadig fast i 3.5 mm jack-indgang, mens opladning og dataoverførsel klares via USB-C. 

Skærmen er lækker

Der er ingen tvivl om, at Samsung har prioriteret skærmen, på så stor en smartphone. Den 6.4" store Quad-HD AMOLED skærm med 1440 x 2960 pixel er lækker - og på papiret den bedste som Samsung har benyttet til dato. Det er rigtigt rart, når nu telefonen i den grad lægger op til masser af produktivitet - og i virkeligheden nok også en del streaming og gaming. 

En fed feature er Always-on displayet, der til hver en tid - og uden oplåsning, lader dig se hvilke apps der har smidt notifikationer - og i Note-regi: at skrive en lynhurtig kladde og gemme den i notat-programmet. 

ANNONCE
Samsung Galaxy Note 9 [Test]

Chipsettet i Galaxy Note 9 er sammenligneligt med Samsung Galaxy S9 fra foråret, men der er kommet lidt ekstra maskinpower i form af 8 GB RAM, og så har Samsung langt om længe kæmpet sig op til et 4000 mAh batteri - noget der har været lidt længere undervejs - formentlig på grund af den to modeller ældre Note 7, der havde lidt problemer på batterifronten... Men nu skal vi heller ikke rive op i fortiden. 

Den store batterikapacitet er helt sikkert en nødvendighed på Note 9, der med sin store og farverige skærm og et krævende chipset, sætter en del juice til i løbet af den dag.  Batteriet er god for en dags brug, and then some - men ikke på et niveau der blæser mig helt omkuld. Men altså - jeg lader jo som regel op i løbet af aftenen, under alle omstændigheder. 

Note 9 kommer med enten 128 GB eller 512 GB, med den stadige mulighed at udvide med ekstralagerkapacitet, via microSD. 

Samsung har med Note 9 formået at forbedre og innovere på sidste års model, i en ganske tilfredsstillende grad - og hvis du går ud og spenderer de 7849,- kroner som 128 GB versionen koster, er du i besiddelse af en telefon i toppen af smartphone ligaen. Og med godt 2000 kroner op til den billigste variant af iPhone XS Max, er du foran med både 64GB lagerplads, en virkelig fed fjernbetjent stylus, microSD plads, jack-stik og dual-SIM. Og så er der penge til en ekstra tur på Michelin-restaurant inden jul. 

ANNONCE
Samsung Galaxy Note 9

Specifikationer:

Skærm: 6.4" AMOLED 1.440 x 2.960 pixel
Processor: 64-bit octa-core (4x2.7 GHz + 4x1.7 GHz)
RAM: 6 GB RAM - 128 GB model / 8 GB RAM - 512 GB model
MicroSD: Op til 512 GB
Lagerplads: 128 el. 512 GB
Primært kamera: Dual 12 MP - f/1.5 + f/2.4 OIS, 2xZoom, dybdefokus og AI
Frontkamera: 8 MP f/1.7
Tilslutning: USB-C, Bluetooth 5.0, NFC, Wi-Fi: 802.11 a/b/g/n/ac (2.4 / 5 GHz) MIMO
Batteri: 4.000 mAh
IP 68 certificeret
Størrelse: 161.9 x 76.4 x 8.8 mm.
Vægt: 200 gram
Styresystem: Android 8.1 med Samsung UI.

Priser:

128 GB / 6GB RAM: 7850,- kroner

512GB / 8GB RAM: 9800,- kroner

Læs mere: Samsung.dk

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce