Sådan opstod livet
Engang i urtiden rasede et voldsomt uvejr ...
Forskerne mange steder i verden er optaget af at knytte forbindelsen bagud fra menneskets tilsynekomst på denne klode til det allerførste livs opståen i verdenshavene, til frembringelsen af livets kemiske byggemateriale på for længst udslukte stjerner, til disse stjerners fødsel af kosmiske tåger og endelig til den første gassky, som udvidede sig og afkøledes på sin vej bort fra den kosmiske ildkugle. Universet blev til for omkring 20 milliarder år siden og udvider sig fortsat. Der forskes i andre, endnu uafklarede gåder om universets, himmellegemernes og livets opståen. Der søges efter liv på andre planeter, ligesom livsformerne på vor klode er genstand for en udforskning, lige fra de uddøde dinosaurer til 1997's nyopdagede, uhyggelige bacillearter.
Homo Sapiens i sit nuværende design har kun eksisteret i knap en million år, og videnskabsmænd har siden 1700-tallet interesseret sig for livets opståen. Den meteorologiske videnskab har i nyere tid været en inspirationskilde for denne forskning, især den del, der er beskæftiget med at studere og analysere de kendte uvejrsfænomener som lyn og torden.
Homo Sapiens i sit nuværende design har kun eksisteret i knap en million år, og videnskabsmænd har siden 1700-tallet interesseret sig for livets opståen. Den meteorologiske videnskab har i nyere tid været en inspirationskilde for denne forskning, især den del, der er beskæftiget med at studere og analysere de kendte uvejrsfænomener som lyn og torden.
Tordenskyer udvikler en elektrisk ladning (en sky er negativt ladet forneden, positivt foroven), derved opstår en positiv ladning på jorden, der følger skyen som en dødsensfarlig skygge. Mellem disse poler er den elektriske spænding på flere millioner volt.
Positiv og negativ "søger" hinanden (modsatte poler tiltrækker hinanden som magneter), men luft er en dårlig leder. De elektriske ladninger anstrenger sig voldsomt for at nå hinanden ¾ den positive strøm bølger op ad træer, bakker, kirketårne eller mennesker for at få kontakt med den negative ladning i skyens underkant. Samtidig farer forrevne, negative "følere" nedad og overvinder til sidst luftens modstand. Kontakten opstår, og langs en ledende luftkanal skyder en enorm bølge af elektricitet opad fra jorden mod skyen med et kolossalt lysglimt ¾ som et paradoks slår lynet opad, skønt det ser ud, som om det slår nedad.
Et lyn kan være fra få hundrede meter til flere kilometer langt, dets temperatur fra 17.000 til 28.000 grader ¾ tre til fem gange så varmt som på solens overflade. Denne hede får luften i lynets bane til at udvide sig og bevæge sig i bølger så hurtigt til alle sider, at det kan høres som et skarpt knald, hvis lynet er tæt på, og som en buldren, når det er længere borte.
Torden kan høres på op til ti kilometers afstand, under særlige omstændigheder tre
Positiv og negativ "søger" hinanden (modsatte poler tiltrækker hinanden som magneter), men luft er en dårlig leder. De elektriske ladninger anstrenger sig voldsomt for at nå hinanden ¾ den positive strøm bølger op ad træer, bakker, kirketårne eller mennesker for at få kontakt med den negative ladning i skyens underkant. Samtidig farer forrevne, negative "følere" nedad og overvinder til sidst luftens modstand. Kontakten opstår, og langs en ledende luftkanal skyder en enorm bølge af elektricitet opad fra jorden mod skyen med et kolossalt lysglimt ¾ som et paradoks slår lynet opad, skønt det ser ud, som om det slår nedad.
Et lyn kan være fra få hundrede meter til flere kilometer langt, dets temperatur fra 17.000 til 28.000 grader ¾ tre til fem gange så varmt som på solens overflade. Denne hede får luften i lynets bane til at udvide sig og bevæge sig i bølger så hurtigt til alle sider, at det kan høres som et skarpt knald, hvis lynet er tæt på, og som en buldren, når det er længere borte.
Torden kan høres på op til ti kilometers afstand, under særlige omstændigheder tre
Mens dette læses raser omkring 1800 elektriske uvejr rundt om på jordkloden. De udløser cirka 600 lyn i sekundet ¾ rundt regnet otte en halv million "lynnedslag" i døgnet. Det stadig tab af elektroner til atmosfæren opvejes af tusindvis af daglige tordenvejr, som sender elektroner tilbage til jorden og holder den i elektrisk balance. Lynene omdanner tillige en del af kvælstoffet i luften til kvælstofforbindelser, som kommer ned med regnen, så hver hektar jord hvert år får nogle kilo af denne gødning som manna fra himlen.
Denne produktionsproces førte til nogle overvejelser hos to i forvejen kendte forskere, som resulterede i et spring fremad i den ønskede retning med hensyn til at give en logisk forklaring på livets opståen på den blå planet.
Denne produktionsproces førte til nogle overvejelser hos to i forvejen kendte forskere, som resulterede i et spring fremad i den ønskede retning med hensyn til at give en logisk forklaring på livets opståen på den blå planet.
Det skete i begyndelsen af 1950'erne med et berømt forsøg af forskere ved Chicago-universitetet. Biokemikeren Stanley Miller og nobelpristageren og kemikeren Harold Urey fyldte en flaske med metan, ammoniak, vanddamp og brint i en blanding, de havde beregnet udgjorde den jordiske atmosfære for omkring fire milliarder år siden. De sendte en elektrisk gnist, der skulle gøre det ud for et lynnedslag, gennem flasken, og i løbet af nogle dage begyndte "atmosfæren" at producere
flere af de amino-syrer, som proteiner og alt andet levende er dannet af.
Forsøget skulle bevise (se deres tegning herunder), at amino-syrer, frembragt ved lynnedslag i tidernes morgen, samlede sig i vandhuller og blev opvarmet af jorden og af solens stråler, hvorefter de gradvis udviklede sig til de kemiske forbindelser levende organismer er sammensat af. Denne blanding af simple proteiner skaber submikroskopiske partikler ved at optage omkringliggende molekyler for at opretholde deres egen, indre struktur. De kan tillige formere sig enten ved deling, men måske oftere ved en slags knopskydning. Prioner kan være opstået i klodens barndom ved selvformerende proteiner. Spørgsmålet om, hvordan de uden DNA-eller RNA-koderne har kunnet videregive "information" om deres arveanlæg til fremtidige generationer har efterfølgende undersøgelser og eksperimenter givet svaret på. De første, primitive proteiner betjente sig af molekylkemiens enkle love: kemiske stoffer indgår forbindelse med hinanden på bestemte, forudsigelige måder. Visse molekyler danner automatisk krystaller, og sådanne systematiske forbindelser er i sig selv en slags "information".
Forsøget skulle bevise (se deres tegning herunder), at amino-syrer, frembragt ved lynnedslag i tidernes morgen, samlede sig i vandhuller og blev opvarmet af jorden og af solens stråler, hvorefter de gradvis udviklede sig til de kemiske forbindelser levende organismer er sammensat af. Denne blanding af simple proteiner skaber submikroskopiske partikler ved at optage omkringliggende molekyler for at opretholde deres egen, indre struktur. De kan tillige formere sig enten ved deling, men måske oftere ved en slags knopskydning. Prioner kan være opstået i klodens barndom ved selvformerende proteiner. Spørgsmålet om, hvordan de uden DNA-eller RNA-koderne har kunnet videregive "information" om deres arveanlæg til fremtidige generationer har efterfølgende undersøgelser og eksperimenter givet svaret på. De første, primitive proteiner betjente sig af molekylkemiens enkle love: kemiske stoffer indgår forbindelse med hinanden på bestemte, forudsigelige måder. Visse molekyler danner automatisk krystaller, og sådanne systematiske forbindelser er i sig selv en slags "information".
Tilhængere af den molekylære udviklingssteori antager, at helt fra begyndelsen er der foregået en naturlig udvælgelse, endda før de levende celler begyndte at anvende nuklein-syre til at indkode genetisk information. De primitive molekyle-systemer, der var bedst til at gendanne sig, fortsatte med at formere sig. Efterhånden dominerede nuklein-syresystemet de levende organismers udvikling, men enkelte andre molekyle-systemer overlevede også.
I det østrigske "Videnskabernes Tidsskrift", har arvelighedsforskeren Marcello Barbieri ved Max Planck Instituttet i Berlin ud fra det omfattende undersøgelsesmateriale sluttet sig til, at "liv", som vi kender og erkender det, begyndte da nuklein-syre og proteiner indgik et symbiotisk samarbejde. Nuklein-syren er grundplanen, men proteinerne afgør hvilke livsformer der skal opstå ud fra denne plan.
I et interwiev i New York Times udtalte biokemikeren Stanley Miller efter at forsøget var blevet foretaget for fjerde gang med samme resultat: "Nu tør jeg godt røbe, at det var min tvivl på Bibelens skabelsesberetning, der satte mig igang."
I det østrigske "Videnskabernes Tidsskrift", har arvelighedsforskeren Marcello Barbieri ved Max Planck Instituttet i Berlin ud fra det omfattende undersøgelsesmateriale sluttet sig til, at "liv", som vi kender og erkender det, begyndte da nuklein-syre og proteiner indgik et symbiotisk samarbejde. Nuklein-syren er grundplanen, men proteinerne afgør hvilke livsformer der skal opstå ud fra denne plan.
I et interwiev i New York Times udtalte biokemikeren Stanley Miller efter at forsøget var blevet foretaget for fjerde gang med samme resultat: "Nu tør jeg godt røbe, at det var min tvivl på Bibelens skabelsesberetning, der satte mig igang."
