Krig
Russisk “velgørenhed” bortfører ukrainske børn, og kalder det psykologhjælp
En russisk organisation hævder at hjælpe traumatiserede børn fra krigens frontlinjer.
En russisk organisation hævder at hjælpe traumatiserede børn fra krigens frontlinjer.
I virkeligheden bliver de fjernet fra deres hjem, fragtet over 700 kilometer til Moskva, og ingen ved, om de nogensinde kommer tilbage.
Når “psykologisk støtte” dufter af kidnapning
Ifølge en analyse fra den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) har Rusland igen brugt klassikeren: kald det noget pænt, og gør det skumle.
I dette tilfælde handler det om fonden Helping Ours, som ifølge russiske medier har transporteret 39 børn fra den besatte ukrainske Luhansk-region til Moskva, under dække af “rekreation og psykologisk støtte”.
Børnene blev fotograferet, da de gik ombord på en bus med kurs mod Moskva, ledsaget af mødre, lød det officielt.
Men analysen fra ISW peger på, at denne og lignende “humanitære” operationer i virkeligheden er en del af en organiseret deportation af ukrainske børn, ofte uden nogen garanti for, at de nogensinde ser deres hjemland igen.
Systematisk identitetstyveri forklædt som redningsaktion
Siden krigens start har Ukraine anklaget Rusland for at have bortført omkring 20.000 børn til enten Rusland eller Belarus.
Andre kilder, som Yale School of Public Health’s Humanitarian Research Lab, har dokumenteret over 30.000 tilfælde siden februar 2022.
Ifølge ISW er det ikke første gang, Rusland har brugt “medicinsk eller psykologisk behandling” som undskyldning for at fjerne børn fra besatte områder.
Organisationen vurderer, at Helping Ours-fonden og sanatoriet Klyazma, hvor børnene angiveligt får behandling, arbejder sammen om deportationerne i stor skala.
Der er heller ingen tvivl om, hvad der sker med børnene ifølge Zelenskyj-rådgiveren Daria Zarivna: De gennemgår en systematisk udviskning af deres ukrainske identitet og i værste fald bliver de senere gjort klar til at bære russisk uniform.
Et ikke-forhandlingsbart krav i fredsforhandlinger
Ukraines holdning er klar: Ethvert forsøg på fredsforhandling med Rusland skal inkludere krav om hjemsendelse af de bortførte børn.
I marts fastslog den britiske premierminister Keir Starmer, at “bortførelsen af ukrainske børn er en forfærdelig forbrydelse, og Storbritannien vil gøre alt for at bringe dem hjem.”
Det internationale samfund er begyndt at rykke på sagen og Den Internationale Straffedomstol har allerede udstedt en arrestordre mod Putin i forbindelse med anklager om børnebortførelser.
Men selv i et geopolitiske stormvejr, der allerede smager af kold krig 2.0, er det svært at finde et mere mørkt kapitel end det her.