Krig

Russisk ‘genbrug’: Sender sårede soldater i kamp på krykker

Flere og flere sårede soldater bliver sendt tilbage til krigen.

Russisk ‘genbrug’: Sender sårede soldater i kamp på krykker
Foto: X
Kathrine Frich
Af Kathrine Frich 24. februar 2025

Forestil dig, at du bliver hårdt såret i kamp, får en halv-dårlig forbinding og en klat salve – og så bliver smidt tilbage i skyttegraven.

Lyder det absurd? Velkommen til Putins Rusland anno 2025.

Nye optagelser fra frontlinjen viser, hvordan russiske soldater på krykker og med ubehandlede skader bliver sendt tilbage i ilden.

Ifølge en rapport fra CNN er dette ikke bare en isoleret hændelse, men en systematisk praksis for at dække over Ruslands voksende mandskabsproblem.

Når hospitalet kun er en mellemstation til døden

Russiske hospitalsstuer burde være fyldt med sårede soldater, men i stedet bliver de hurtigt “recyclet” og sendt tilbage til fronten.

Optagelser viser, hvordan mænd med skudsår, amputerede fingre og shrapnel i kroppen bliver tvunget tilbage i krigen.

“Jeg var på hospitalet i en måned, men de fjerner ikke engang granatsplinterne. De smører bare noget salve på og sender os videre,” fortæller en anonym russisk soldat, der til sidst valgte at desertere.

En anden video viser en soldat, der bliver trukket ud af et hospital i byen Yeysk i det sydlige Rusland, mens han råber:

“Hvad filan laver I? Jeg blev opereret i går!”

Det stoppede dog ikke de russiske officerer, der mente, han var “kampklar”.

Når en envejstur er billigere end kompensation

Ifølge kilder er det hele en økonomisk strategi.

I Rusland udbetales der kompensation til sårede soldater – men kun hvis de er så invaliderede, at de ikke kan sendes tilbage i kamp.

Hvis de dør i krigen, skal familien også have udbetalt penge.

Løsningen? Send dem tilbage i kamp, så de enten dør eller forsvinder sporløst.

“Hvis der ikke er noget lig, er der ingen udbetaling. Det er så simpelt som det,” siger en kilde til CNN.

Dette er ikke bare kynisme på et højt niveau – det er direkte envejstrafik til graven.

Russiske soldater: “Det er helt fucked up”

Flere videoer, der er blevet delt af russiske militærbloggere, viser enheder, der gør sig klar til kamp – blandt dem er mænd på krykker og med åbne sår.

“Nu giver de dem bare maskingeværer og skudsikre veste og sender dem afsted. Hvordan fanden kan det her ske?” udbryder en russisk soldat i en video, hvor han filmer sine sårede kammerater.

Andre optagelser viser russiske soldater, der forsøger at kravle væk fra kampene med krykker, mens ukrainske droner sender mortérgranater ned over dem.

En desperat hær i frit fald

Det er tydeligt, at Rusland kæmper med mandskabsproblemer, men i stedet for en stor national mobilisering – som ville være ekstremt upopulær i de russiske storbyer – forsøger Kreml at malke alt, hvad de kan, ud af de soldater, de allerede har.

Men det er en taktik, der lugter af desperation.

Når man sender mænd i krig, der knap nok kan gå, er det ikke et tegn på styrke – det er et tegn på, at krigen langsomt, men sikkert, er ved at knække Rusland indefra.

Putins “særlige operation” bliver mere og mere en grotesk farce – med død og ødelæggelse som eneste udfald.